Du bliver voldtaget hver dag - skal dine børn også det?

Susanne Møllegaard

Forestil dig, at du skal underskrive en ansættelseskontrakt. Du kan ikke læse eller skrive, men din nye arbejdsgiver fortæller dig, at kontrakten er lovlig og lever op til alle kendte ansættelsesretlige regler. Ville du skrive under på den?

Da du møder op første arbejdsdag, begynder han at tage tøjet af dig. Du gør modstand, men han trækker bare på skuldrene, peger på ansættelseskontrakten og viser dig udgangen. Du har brug for jobbet. Ville du acceptere den grænseoverskridende adfærd?

Næste dag lader han en anden mand tage tøjet af dig, mens han selv tager imod en stak sedler og putter dem i sin egen lomme.

Den digitale voldtægt

Forestil dig nu, at du ønsker at bruge en digital service, hvor du med et klik accepterer brugsbetingelserne. Har du læst dem? Ved du, hvad du har sagt ja til? Har du tilstrækkelig viden til at overskue konsekvenserne?

Uddrag af Facebooks brugsbetingelser:

  • Du giver os en ikke-eksklusiv, overdragelig, videre-licenserbar, royaltyfri, verdensomspændende licens til at bruge ethvert IP-indhold, som du slår op på eller i forbindelse med Facebook (IP-licens).
  • Vores mål er at levere annoncer og andet kommercielt eller sponsoreret indhold, der er værdifuldt for vores brugere og annoncører.
  • Du giver os tilladelse til at bruge dit navn, profilbillede, indhold og dine oplysninger i forbindelse med kommercielt, sponsoreret eller relateret indhold, der er leveret eller videreudviklet af os.
  • Det betyder, at du f.eks. tillader en virksomhed eller en anden enhed at betale os for at vise dit navn og/eller profilbillede eller dine oplysningeruden betaling til dig. 


Uddrag af Googles brugsbetingelser:

  • Vores automatiske systemer analyserer dit indhold (herunder e-mails) for at give dig produktfunktioner, som er relevante for netop dig – f.eks. tilpassede søgeresultater, skræddersyede annoncer samt beskyttelse mod spam og malware.

Billedet er fra Red Barnets kampagnefilm, SletDet, lavet af Cisca Gia Hughes Øvlisen og produceret af Marlow Film.

Vi er så vant til det, at vi i ét væk klikker tøjet af vores digitale identiteter og lader virksomheder tjene på at vise os frem for andre. De opsamler og sælger viden om os, der er med til at afsløre vores nye kæreste, graviditet, skilsmisse, venskaber, seksuelle interesser, drømme, ludomani, økonomiske problemer, konflikter, jobsøgning, købsmønster med meget mere, førend vi endda er blevet parate til at fortælle vores nærmeste venner om det. Og det værste er, at de fleste af os ikke er tilstrækkeligt oplyste til at kunne overskue konsekvensen af alt det, der sker og kan ske med vores digitale færden, hverken som et resultat af den legale udnyttelse eller den stigende grad af cyberkriminalitet. Det er kort sagt et wild west, hvor guldårerne kan nås gennem et tastatur.

Og udfordringen bliver kun større, for snart er teknologien overalt, både i vores selvkørende biler, vores smarte hjem, byer og ejendele.

Der er et enormt behov for digital oplysning

Og den digitale oplysning handler ikke kun om at kunne bruge it-værktøjer, sådan som vores folkeskole fortolker opgaven på nuværende tidspunkt, for det er nemt nok. Man klikker bare ok til brugsbetingelserne, og med lidt oplæring går man i gang.  Nej, man bliver nødt til at forstå, hvordan it-programmer bliver til, og hvad det er muligt at opnå med dem.

Derfor er jeg uenig med dem, der mener, at det er tilstrækkeligt, at vores børn lærer at bruge it.

Vores børn skal lære at skabe med it. Det betyder, at de skal lære at analysere et behov, designe en løsning og omsætte den til et program, for på den måde at forstå, hvordan teknologien kan bruges både konstruktivt og destruktivt.  Kort sagt betyder det, at de også skal lære grundhåndværket, nemlig at programmere.

Fremtidens magthavere er digitale

Vores undervisningsminister har udtalt, at "Kundskab er magt, indsigt giver mulighed for at udfordre magthaverne, hvem end det er. Det kan være undervisningsministeren eller kommunen eller skolelederen eller læreren. Der er mange, der har magt. Men viden og indsigt er noget, der giver magt over egen tilværelse. Det er rigtigt vigtigt i den måde, vi betragter undervisning på".

De ord har Merete Riisager ret i. Men fremtidens magthavere er ikke bare ministre eller offentlige myndigheder. Dem, der reelt får magt over os i fremtiden, er dem, der kryber ind i vores liv og vores hjem og får adgang til at bruge unik viden om os.

Derfor skal programmering på skoleskemaet så tidligt som muligt, ikke kun fordi Danmark har brug for flere uddannede programmører, omend det vil være en positiv og relevant bivirkning, men først og fremmest fordi vi har brug for digital oplysning, så vi kan sikre ligeværdighed mellem borgere og digitale magthavere og derved fremtidssikre vores rettigheder.


 

Læs også



Profil

Susanne Møllegaard

Susanne Møllegaard

Adm. direktør og medejer
Process Factory
Simple forretningsgange og smidig kommunikation er drømmescenarier for virksomhedsledere og iværksættere. Susanne Møllegaard ved, hvordan vi når målet – og gør kunderne glade. Hun har fingrene i den teknologiske muld, og blogger på den baggrund om, hvordan virksomheder giver kunderne en bedre oplevelse gennem digitalisering og automatisering.

Susanne Møllegaard er adm. direktør i it-konsulenthuset Process Factory, der rådgiver om og udvikler digitale løsninger til forsikringsbranchen. Fintech står højt på hendes agenda. Hun er cand. oecon. og forhenværende underdirektør og forretningsansvarlig i forsikringsbranchen.