Fra panser-general til kryster-kartel

Erik Høgh-Sørensen

Det er skræmmende læsning, Jyllands-Postens tidligere udenrigsredaktør Flemming Rose leverer i bogen "De besatte" om hans ufine exit fra den avis, han havde tjent loyalt i 16 år.

Rose er manden, der i 2005 gennemførte avisledelsens ønske og frembragte Muhammedtegningerne.

Derpå forsvarede han chefredaktionen i offentligheden. Resultat: Rose lever stadig i dødstruslernes skygge.

Men det er værre endnu.

"De besatte" afslører detaljeret og overbevisende, hvordan avisen takkede Rose: Fra 2011 blev han underlagt grov censur og flere gange truet med fyring.

Gylle over ytringsfrihed

Efter afsløringen havde det i 2017 været oplagt for den danske journaliststand at give Cavlingprisen til Rose eller alternativt til TV2 for "Moskeerne bag sløret".

Men ak, Cavling-komiteens medlemmer, Ida Ebbensgaard, Kaare Sørensen, Lars Rugaard, Søren Flytkjær og Janni Gjersen Hansen, gav prisen til Berlingskes tvivlsomme gyllegate.

Således kan det dokumenteres, at Cavling-komiteen prioriterer gylle over ytringsfrihed.

Incestuøst

Hvordan kan det gå så galt i fredstid i Danmark?

Rose giver et bud på side 14:

"Den danske mediebranche er i kraft af sin lidenhed og et usundt sammenfald af korporative interesser, som omfatter journalister, redaktører og ejere, blevet forstemmende incestuøs."

Naturligvis har Rose hermed trådt sin gamle profession over tæerne.

Derfor har hans skelsættende værk heller ikke vakt videre debat eller selvransagelse i professionens fagblad, JOURNALISTEN, eller andre steder.

Man tier den ubehagelige dissident ihjel.

Pansergeneralens "principper"

Internt på JP var det den daværende topfigur Jørgen Ejbøl, kendt som "pansergeneralen", der stod bag forfølgelsen.

Ejbøl skrev 10. maj 2011 i en mail, at "sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper."

Ordene var Ejbøls begrundelse for at give Rose forbud mod at kommentere "Muhammedtegninger" eller "religion".

Omvendt gjaldt hensynet til menneskeliv åbenbart ikke få år senere, da Ejbøl ved en lejlighed bortviste Roses livvagter.

Grov censur

Ejbøls diktat betød, at udenrigsredaktøren på Danmarks såkaldte internationale avis havde svært ved at skrive om klodens mange religionskrige.

Rose fik også forbud mod at "behandle" OIC, der er en ekstremistisk sammenslutning af 57 islamiske lande, altovervejende diktaturer.

Men hvorfor denne chikane af Rose, som ikke havde gjort sig skyldig i faktuelle fejl?

Den som bøjer sig…

Svaret er formentlig, at Ejbøl nogle år efter Muhammedkrisen blot fandt det kommercielt fornuftigt for JP/Politiken at bøje hovedet for trusler og terror.

Pansergeneralen havde ellers ikke behøvet foretage nogen stor ekskursion ud i historien for at vide, at den publicist, der bøjer sig for trusler og terror, selvfølgelig bliver udsat for lige netop dét.

Solidariske Charlie

I 2006 var den franske satireavis Charlie Hebdo solidarisk, da den genoptrykte Jyllands-Postens tegninger. Herefter var Muhammedkrisen ikke længere et isoleret dansk problem, hvilket EU ellers håbede på.

Men i januar 2015, da Charlie Hebdo blev udsat for et islamistisk terrorattentat med 13 døde, viste Jyllands-Posten ikke Charlie Hebdos karikaturer.

At udelade tegningerne var naturligvis et brud på de grundlæggende journalistiske nyhedskriterier. Objektive medier havde i situationen nærmest pligt til at vise, hvad der kunne føre til sådanne terrordrab.

I nok så mange andre situationer bringer aviser, radio og tv gerne dokumentation for at underbygge nyhedernes troværdighed.

Engang så fri…

Jyllands-Postens knæfald er bemærkelsesværdigt.

Efter statslig censur og nogle mildt sagt uheldige lederartikler før 1940 opbyggede avisen efter 1945 en beundringsværdig uafhængig redaktionel linje.

Det imponerede i 1990'erne de fleste af os journalister på andre medier (jeg var dengang på Associated Press og siden Ritzau).

Og det må noteres, at Ejbøl bidrog til dette fine renomé.

Hverken ”panser” eller ”general”

Men ak, der er hverken ”panser” eller ”general” over ham i dag.

Ejbøl, der stadig siges at have magt, står tilbage som ømskindet og magtfuldkommen.

Både han og avisens næste geled er som støbt af vat og, viser det sig, alt for højt lønnet i forhold til, hvad både merit og forretningsudvikling kan bære.

Politiken Vest

Således startede den nye chefredaktør Jacob Nybroe med at dekretere "mindre Muhammed", hvorpå et vittigt hoved naturligvis omdøbte Jyllands-Posten til "Politiken Vest".

Men er det fair mod "Politiken Øst", der er det andet store ben i JP/Politiken?

Næppe i dette tilfælde. "Politiken Øst" viste faktisk nogle af Charlie Hebdos tegninger efter de islamistiske terrordrab i 2015.

Det må være et lysegrønt forårshåb, at danske medier kan blive dygtigere til at vandre ad objektivitetens smalle sti.

Læs mere om Cavling-prisen 2017.

 


 

Se flere blogs



Profil

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen er partner i Analyseenheden 4V med speciale i markedsanalyse, eksportstrategi og kommunikation. Han har tidligere været kommunikationschef i en Mærsk-division og EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles.

Erik er medlem af DF, men holdningerne i denne blog er helt og holdent hans egne, ikke nødvendigvis partiets.

Erik er endvidere foredragsholder og forfatter, senest til bogen "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (Nyt Nordisk, 2014).