Det Blå Danmark i et rødt hav 

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg vil de næste par uger her på bloggen fokusere på et emne, der optager mig særligt meget: udviklingen i Det Blå Danmark. For det er noget af et drama, der udspiller sig i realtime. Der kan Netflix slet ikke være med.

Min særlige interesse for området baserer sig dels på min egen fortid i branchen, men dels også i kraft af, at jeg i min hverdag løser mange opgaver for en lang række forskellige aktører inden for shipping, transport og logistik områderne. Og jeg har for mit eget vedkommende igennem det sidste halve års tid mærket en stigende frustration over den måde, branchen ofte (ikke altid) fremstilles på.

Jeg synes simpelthen, at der til tider tegnes et lidt skævt billede af branchen i medierne. Særaftaler, manglende klimatiltag, miljøbeskyttelse er en by i Rusland, og innovationen er gået i stå – ja, fortsæt selv listen. Og det synes jeg giver et skævt billede af, hvad det er for en branche, vi har at gøre med, og hvilke muligheder, der faktisk er for Danmark.

Altid på udebane

Jeg taler løbende med gode folk i branchen, og de påpeger bl.a. at den konkurrence Danmark og danske aktører på området tager del i, simpelthen er af en anden verden. Det er benhård konkurrence fra morgen til aften, og situationen, når du går på weekend, kan være radikalt anderledes, når du kommer tilbage om mandagen. For dine konkurrenter kommer fra hele verden og de spilder ikke ét sekund, hvis de oplever modstand.

Kig eksempelvis på Singapore, der allerede er i fuld gang med at gøre ”klimaet” for aktørerne mere og mere moderne. Rammevilkårene er i top og man behandler virksomheder og organisationer som kunder, man gerne vil have kommer igen.

Jeg er med på, der er skarp konkurrence i de fleste markeder. Og det skal bestemt ikke opfattes som om, at jeg opfatter branchen som klynkende på nogen måde. Det gør de bestemt ikke. Men de påpeger derimod blot stilfærdigt, at vilkårene er på en sådan måde, at Danmark risikerer at gå glip af flere og flere gevinster, når/hvis vi ikke skæver lidt mere til hvad andre lande gør på området.

Paradokserne

Jeg har tænkt lidt over et par (uvidenskabelige) paradokser for det Blå Danmark, som jeg mener, gør det vanskeligere for de danske aktører at følge med:

- Klima- og miljøhensyn: Hvorfor opfattes små skridt i den rigtige retning sjældent som bedre end status quo?

- Regulering og bureaukrati: Hvorfor er fleksibilitet og kundeservice langt fra altid noget, der kendertegner de vilkår, der møder virksomhederne i en dansk kontekst?

- Vækst: & arbejdspladser: Hvorfor bruges der uhyrlige summer på at flytte statslige institutioner fra København til provinsen, når man ved, at Det Blå Danmark skaber vækst og arbejdspladser i ”udkantsdanmark”?

- Investeringer: Vi taler meget om at tiltrække flere investeringer til Danmark, men hvorfor tages investorerne ikke med på råd, når der laves ny lovgivning? 

Listen kan sikkert gøres meget længere. Og den kan bestemt udfordres. Det er jeg med på. Der er helt sikkert mange nuancer, som jeg overser. Og der gøres meget allerede i Danmark, ingen tvivl om det. Men min pointe er lidt, at der stilles nogle helt andre strikse krav og forventninger til danske aktører end andre steder i verden. Så derfor hænger det ikke sammen, hvis vi ikke anerkender, at konkurrencen kræver nytænkning – også i lovgivning og mindset.

I hvert fald hvis man om 10 år også ønsker at nyde godt af gevinsterne fra Det Blå Danmark.  


 

Læs også



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.