Er vi ved at lulle vores iværksættere i søvn?

Karim Ben M'barek

Selvom foråret har meldt sin ankomst, og vi elsker at tale om vejret i Danmark, er det ikke det, der har været det store samtaleemne de sidste par dage. For i sidste uge blev det offentliggjort, at et af vidunderbørnene fra det forjættede Silicon Valley kommer til Danmark.

Singularity University, der de seneste år har haft besøg af toppen fra det danske erhvervsliv, åbner sit første store uddannelsessted i København. Det 5000 kvm store tech-mekka er det største uden for USA og skal blandt andet have iværksættere og topchefer på skolebænken.

Twitter kogte naturligvis over med lovprisninger fra både erhvervslivet, iværksættere og politikere.

Jeg kan sagtens se signalværdien i projektet, og det er flot, at en by som København kan tiltrække sådan en sværvægter, men jeg kan ikke lade være med at blive bekymret for fremtidens iværksættere. Det er godt og tiltrængt, at erhvervslivet kan få en tur på den digitale skolebænk, men er det den rette vej for visionære iværksættere?

Personligt tror jeg det ikke. Det kan da godt være, at de kan lære lidt om nye trends, men hvorfor læse om det i en bog, når du kan teste det i virkeligheden?

”I have never let my school interfere with my education”

Iværksættere kan netop skabe noget stort og banebrydende ved at forlade skolebænken og tavlens dogmer og gå ud i den virkelige verden med deres mærkelige mind-set fyldt med store tanker og underlige idéer, der endnu ikke er skåret til for at passe ind i analysérbare modeller og teorier.

Selvom historien om Steve Jobs, Bill Gates og Mark Zuckerberg, der alle forlod universitet, er fortærsket, er den stadigvæk et soleklart eksempel på, at alt ikke kan – eller skal – læres i et klasseværelse. Nogle gange bliver man nødt til at hoppe ud i det og få snavsede hænder.

Jeg tror ikke, at jeg havde kunnet skabe et i dag så strømlinet og skalerbart Washa, hvis jeg var blevet på CBS. Det havde nok givet mig nogle teoretiske begreber, jeg ikke kan i dag, men jeg havde aldrig haft mulighed for at prøve mig frem med Washa og finde den rigtige model. Wax on, wax off, som Mr. Miyagi siger.

Nu er der garanteret nogen, der tror, at jeg er misundelig på de iværksættere, der får undervisning og andre økonomiske muligheder, end vi selv gjorde. Det er jeg ikke. Jeg er glad for al den fokus, iværksætteriet i øjeblikket nyder godt af, for Danmark har brug for flere iværksættere, der kan skabe arbejdspladser. Men det er også vigtigt med lidt sund skepsis.

Den amerikanske forfatter Mark Twain sagde en gang ”I have never let my school interfere with my education”, og det, synes jeg, er meget sigende i dette tilfælde. 

Vi skal passe på, at al den ”holden i hånden” af vores fremtidige iværksættere ikke bliver en sovepude. Når de først har etableret deres fremtidige virksomhed, er det dem, der skal skabe succesen ved at prøve sig frem og lære af deres fejl. Ikke ved at læse om dem i en bog. Jo før man finder ud af det, jo bedre.


 

Se flere blogs



Profil

Karim Ben M'barek

Karim Ben M'barek

adm. direktør og medstifter, Washa.dk
Som iværksætter fra den digitale generation har Karim Ben M'Barek en klar holdning til, hvordan en nystartet virksomhed skal ledes og drives til succes. Han blogger om de daglige udfordringer, iværksættere møder.

Karim Ben M'Barek er adm. direktør for og medstifter af onlinevaskeriet Washa.dk, der tilbyder tøjvask og rens via digital bestilling. Han har tidligere arbejdet for den digitale tjeneste Autobutler.