"Bør uintelligente mennesker få børn?"

David Munk-Bogballe

Intelligens er et mål for, hvor godt man er i stand til at forstå og løse komplekse opgaver og til at forstå og begå sig i komplekse sammenhænge og strukturer generelt. Jo mindre intelligent man er, jo færre opgaver kan man løse, og jo færre strukturer og sammenhænge kan man forstå.

 

Hvor uintelligent er "uintelligent"?

Ifølge WHO beskriver det at være  psykisk udviklingshæmmet en"tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, dvs. de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder". På en informationsside om sjældne handicap angiver Socialstyrelsen, at grænsen for at kunne kategoriseres som psykisk udviklingshæmmet går ved 70 IQ-point. Spændet fra 50 til 69 IQ-point defineres som intervallet for "mental retardering af lettere grad", fra 35 til 49 som intervallet for "mental retardering af middelsvær grad", fra 20 til 34 IQ-point som intervallet for "mental retardering af sværere grad" og niveauet under 20 point som det for "mental retardering af sværeste grad".

 

Opgaver, der kræver en høj intelligens, er ikke per definition vigtigere

Det kræver mindre intelligens at samle skrald, end det gør at transplantere et hjerte, men idet det er mere væsentligt for et samfund, at der bliver samlet skrald, end at der bliver transplanteret hjerter, er det således ikke altid tilfældet, at man kan sige, at en opgave, det kræver en høj intelligens at løse, er vigtigere end en opgave, hvis løsning ikke kræver en høj intelligens. Imidlertid behøver man ikke at være et geni for at se, at et Danmark uden ingeniører, kemikere, læger, jurister, økonomer, farmaceuter, professorer, generaler og andre højtuddannede specialister, hvis arbejde det kræver en høj intelligens at udføre, ville være et dårligere land at leve i. Ligeledes burde det være klart, at det er mere behageligt at leve blandt en befolkning, der er i stand til at forstå og følge de mange og komplicerede regler og normer, der er nødvendige for fred, viden og velstand, og som kan sætte sig ind i og forstå procedurerne i et demokratisk retssamfund, end blandt en befolkning af impulsive barbarer.

 

IQ i Danmark, Afrika og Mellemøsten

Undersøgelser viser, at IQ-scoren blandt europæere i gennemsnit er på omkring 100 point, og at intelligens er normalfordelt, således der er lige så mange mennesker ved et givent punkt på fordelingskurven på den ene side af gennemsnittet som ved et punkt med samme afstand til gennemsnittet på den anden side. For danskere er gennemsnitsintelligensscoren angiveligt cirka 98 IQ-point, således der er lige så mange af os, der har en IQ over på 98 point, som der er, der har en IQ under 98 point.

 

Asiater har ifølge de refererede undersøgelser en højere gennemsnits-IQ end europæere med Hongkong som topscorer med et gennemsnit på cirka 108 point. Det er på mange måder en interessant forskel. Fra europæisk synspunkt er den dog næppe så væsentlig som den, der ifølge undersøgelserne og de estimater, der er lavet, hvor der ikke foreligger egentlige IQ-testresultater, er i forhold til Afrika og Mellemøsten. Dér, peges der på, er gennemsnitsintelligensen på henholdsvis 70 og 84 IQ-point. Med en normalfordelt intelligens betyder det altså, at halvdelen af Afrikas befolkning befinder sig på et kognitivt niveau, der svarer til det, der i Danmark kategoriseres som en grad af mental retardering. I Mellemøsten er andelen lavere, men stadig betragteligt højere end i Danmark.

 

Lav IQ som forklaring på dårlig integration?

Om den pågældende forskning og de tilhørende datasæt er korrekte, skal jeg ikke kloge mig på, (jeg kan i parentes konstatere, at den herhjemme udskammede intelligensforsker Helmuth Nyborg, der har beskæftiget sig indgående med samme spørgsmål, og hvis forskning er blevet anklaget for at være svindel og fejlagtig, nu har uvildige udvalg og en domstols ord for, at hans resultater både er redelige og videnskabeligt i orden), men hvis den er, kan den måske være med til at forklare, hvorfor store grupper af indvandrere fra Afrika og Mellemøsten har så svært ved at klare sig i Danmark og det øvrige Europa, når det kommer til uddannelse og arbejdsmarked. Groft sagt kunne forklaringen være den, at de simpelthen ikke er intelligente nok til at tilpasse sig og fungere i komplekse samfund som de europæiske, herunder det danske. En måde at forsøge at forbedre integrationen på, skulle det være tilfældet, kunne være at sætte ind med øget fokus på ernæring, uddannelse og stimulerende miljøer i de tidlige leveår for de børn, hvis forældre klarer sig særligt dårligt, i håb om på den måde at sikre bedre fremtidsperspektiver for de næste generationer. Hvis forskere som blandt andre føromtalte Nyborg har ret, når de hævder, at IQ er op til 80 procent arveligt, så ville sådanne indsatser imidlertid i stort omfang være nytteløse. Noget, der naturligvis ville gælde generelt og ikke kun for indvandrere og efterkommere.

 

Eugenikken lurer

En mere science fiction-agtig, og udpræget ækel-totalitær løsning på problemerne, der angiveligt skulle være mulig, såfremt man kan lokalisere de gener, der er udslagsgivende for intelligensen, ville være at ændre de genetiske forudsætninger for et barn i det befrugtede æg, inden det deler sig. Ligesom det ville være muligt at slukke for eller aktivere gener for alvorlige, arvelige sygdomme, øjenfarve og højde, ville man kunne påvirke det kommende menneskes intelligens. Som stat at benytte sig af en sådan tilgang til med tvang at forbedre borgeres kognitive evner bør naturligvis kategorisk udelukkes, men når teknologien er klar, vil markedet sikkert være det samme, for mon ikke der er nogen, der mener, at det at give børn de bedste muligheder også inkluderer spørgsmål om intelligens? Hvilke og hvor mange ændringer af gener, der skal tillades, hvis overhovedet nogen, er etisk sprængfarligt og ubehageligt terræn, og man kan frygte, at særligt ivrige velfærdsplanlæggere på et tidspunkt under henvisning til finanspolitisk holdbarhed vil stille spørgsmålet, om uintelligente mennesker overhovedet bør få børn, hvis ikke de vil indvillige i at lade deres genmateriale forbedre.


Hvad bør gøres?

Inden vi når til den diskussion, må vi dog forholde os til det forhåndenværende: Af indlysende årsager bør vi her og nu stoppe for ukvalificeret migration og påbegynde udvisningen af kriminelle udlændinge. Uagtet hvilken rolle intelligens spiller i spørgsmålet, er det afgørende, at den voksende underklasse af kriminelle, isolerede, overførselsindkomstmodtagende ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ikke bliver større. Hvad intelligens angår, bør anvendelsen af prøver i grundskolen udvides, så børn, der ikke har de kognitive forudsætninger for på fornuftig vis at komme igennem uddannelsessystemet, som det ser ud nu, bedre kan findes og guides over i mere passende tilbud, så de ikke tvinges til at gå fra nederlag til nederlag. Alt andet er spild af ressourcer og ganske urimeligt over for både danskere, indvandrere og skolebørn.


 

Læs også



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.