Drop undskyldningerne og kom i gang!

Michael Stausholm

Vi skal sammen udrydde fattigdom, klimaforandringer, sult og ulighed i verden inden for 15 år. Jo tak, men hvordan bidrager man til det som mindre dansk virksomhed uden bunker af tid eller penge?

Som jeg skrev om i mit sidste blogindlæg, er landene i FN blevet enige om at arbejde med 17 Verdensmål, de såkaldte SDG´er – Sustainable Development Goals – frem mod 2030.

SDG´erne har til formål at gøre kloden til et bedre sted at leve på, både for mennesker og dyr. Og i modsætning til tidligere mål, omhandler disse hele verden – ikke kun udviklingslandene.

Jeg må tilstå, at jeg godt kan blive lidt rundtosset, når jeg løber listen med målsætningerne igennem. Det er er de mest ambitiøse mål, jeg hidtil har set.

Tag for eksempel de første fem mål:

  1. Afskaf fattigdom. Afskaffe alle former for fattigdom i verden.
  2. Stop sult. Stoppe sult, forbedre fødevaresikkerhed og ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug.
  3. Sundhed og trivsel. Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
  4. Kvalitetsuddannelse. Sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme mulighederne for livslang læring
  5. Ligestilling mellem kønnene. Opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.

Ekstremt vigtige, men også meget abstrakte.

Spørgsmålet er, om mindre virksomheder også kan bidrage her? Det mener jeg faktisk, vi kan. Og det vil jeg give et konkret eksempel på, som forhåbentlig kan inspirere andre til at komme i gang.

Hos Sprout har vi ikke knækket koden til at stoppe sult eller fattigdom i verden. Desværre. Men mål nr. 4 – Kvalitetsuddannelse – kan vi godt give et bidrag til.

Det er så vigtigt, at børn har adgang til uddannelse, hvis kommende generationer skal være i stand til at løse de mange udfordringer, der vil møde dem. Og her kan vores kerneprodukt, Sprout-blyanten, gøre en lille forskel. 

Den er et vigtigt skriveredskab i skolen - ja der findes virkelig børn i verden, der ikke har råd til en blyant. Og samtidig er den et symbol på bæredygtighed. Den kan plantes og dermed helt konkret vise, at et produkt kan få et nyt liv i stedet for at ende i skraldespanden. Affald kan blive til planter.

Vi har derfor besluttet, at vores næste bidrag til at fremme uddannelse- og dermed mål nr. 4 - skal være en kampagne, hvor vi donerer blyanter til børnehjem rundt omkring i verden, hver gang vi sælger en blyantpakke på Amazon eller i vores webshop. 

Det gjorde vi over 10.000 gange sidste år, så vi satser på, at det kan blive til en del donationer i år. Planen er at give hvert børnehjemsbarn tre blyanter hver, og når alle på hjemmet har fået, vælger vi et nyt. Det gør vi med hjælp fra vores følgere på de sociale medier, som kan foreslå et børnehjem fra deres lokalområde.

Vi er klar over, at vores blyanter ikke redder verden, men vi tror, at vi alligevel kan gøre en forskel. I mellemtiden arbejder vi på at indgå partnerskaber med større NGO´er i et fælles ønske om at nå ud til flere mennesker med flere midler.

Der er ingen tvivl om, at det vil kræve helt nye globale løsninger, massive investeringer og partnerskaber på tværs af sektorer at nå Verdensmålene. Ingen politiker, regering, virksomhed eller NGO kan klare opgaven selv.

SDG´erne ER uoverskuelige, og særligt hvis man forsøger at arbejde med dem alle på én gang. Det er bedre at vælge et mål ud ad gangen, dykke ned i det, og brainstorme på, hvilke tiltage, man kan starte.

Måske kan der på den baggrund endda opstå nye forretningsmuligheder, samtidig med at man bidrager til en større plan. Når det første projekt er sat i søen, leder det ofte til flere.

Er du klar til at tage det første skridt?


 

Se flere blogs



Profil

Michael Stausholm

Michael Stausholm

Stifter, Sprout
Michael Stausholm er stifter af Sprout, en grøn virksomhed bag verdens første blyant, som kan plantes og spire. Sprout sælger i dag 450.000 blyanter om måneden til 60 lande. Michael Stausholm har arbejdet sammen med bl.a. Nike og Walmart om omstilling til mere bæredygtig tøjproduktion. Han er udlært inden for shipping hos A.P. Møller/Mærsk.

Michael Stausholm blogger om bæredygtighed, iværksætteri og karriere.