Misundelse ødelægger vores vækstmuligheder

Alexandra Krautwald

To aber sidder i hver sit bur, og får til opgave at række en sten ud af buret til en forsøgsleder. De får en belønning for deres indsats.

Men ikke den samme belønning.

En får agurk. Den anden vindruer.

Aber elsker vindruer.

Det ender i raseri.

Se videoen af forsøget nedenfor. Den er virkelig morsom. Men lov mig at vende tilbage til blogindlægget. Du har nemlig ikke læst det vigtigste endnu.

Bananer og vindruer

 

Synden der ødelægger vores forretning

Hovmod, griskhed, utugt, fråseri, vrede, dovenskab og misundelse kendes som dødssynderne, der i teologien tolkes som menneskets principielle oprør mod Gud.

I det moderne arbejdsliv ødelægger disse syv tilbøjeligheder hver dag vores muligheder for at indfri vores vildeste drømme om vækst og udvikling. De æder vores energi op. De får os til at defokusere og indstille vores idérigdom og produktivitet. Misundelse er den af tilbøjelighederne, der indtager førstepladsen, når vi ser på, hvad der skader erhvervslivet mest.

Vinterferie. Billeder af palmer i vandkanten, turkisblå swimmingpools og kridhvidt solstråle-ramt sand skaber misundelse og det der er værre, når de bliver slået op på Facebook og andre sociale medier. Vi misunder også naboens dyre bil, vennens nye job, kolleagens lønforhøjelse, konkurrentens succes, de andres forbedrede arbejdstider.

Og vi oplever misundelse, når dem vi sammenligner os med, roses og anerkendes offentligt. De fattige misunder de rige for alle deres penge. De rige misunder de fattige for at modtage bidrag og støtte, de ikke fortjener. Vi misunder hinandens gode karakterer, uddannelser og forfremmelser. Konkurrents opkøb og fusion med et velrenommeret firma skaber misundelse i os. Vi misunder dem, der slapper af. Og dem der knokler. Ja, selv andre menneskers gode humør vækker dødssynden til live i næsten enhver.

Vi vil bare ikke indrømme det. Det gør simpelthen for ondt, og skammen der er forbundet med at være misundelig er værre end misundelsen selv.

Undersøgelse med interessante resultater

Jeg har anvendt en måned på at forske i begrebet. Og har i den sammenhæng interviewet en række ledere og medarbejdere. Og mennesker i det hele taget.

Samstemmende tager de alle afstand fra misundelse. Ingen ønsker at praktisere den. Og frastødes med let hånlighed til overs, når de oplever den fra andre.

Lykkes det at skubbe den bort?

Måske nok i tanken. Men i praksis viser vi noget andet. Og det er altid nemt at være god i tanken. Det er det, man kalder politisk korrekthed. I tanken kan vi sagtens tage afstand fra misundelsen; når vi er alene og er teoretikere og sværmeriske idealister, der tænker på afstand af det liv, vi lever i tæt kontakt med andre mennesker til hverdag.

Ledere må tage hensyn

Ude i virksomhederne må vi passe på med ikke at udøve ledelse, der gør for meget forskel, favoriserer og forfordeler nogle frem for andre. Rene linjer og klare succeskriterier er helt nødvendigt i denne sammenhæng. Vi må belønne retfærdigt og opsætte mål, der skaber sammenhold og ligeværd. Nogle vil mene, at konkurrence og lidt misundelse kan være sundt for kulturen. Men her tager de fejl. Misundelse er ikke en dyd, vi skal dyrke og stimulere, men en last der skal bekæmpes, fordi den fører til nedsat ydelsesfunktion og dræner såvel den enkelte som kollektivet. Men ikke mindst fordi den skaber ekstrem vrede - se bare på aberne.

---

Jeg kommenterer ofte positivt på mine konkurrenternes, kollegers, venners og debattørers opgaveløsninger, artikler, bogudgivelser og succes. Jeg liker og deler deres opslag flittigt, og gør opmærksom på min anerkendelse af deres indsatser og resultater.

Nogle hører jeg omvendt aldrig fra.

Nu ved jeg måske, hvorfor nogle ignorerer, at jeg findes i verden.

Måske.


 

Læs også



Profil

Alexandra Krautwald

Alexandra Krautwald

Adm. direktør
Composing A/S
Alexandra Krautwald blogger om de konsekvenser, erhvervslivets udvikling har for ledere. Hvis du sidder i chefstolen, er det her, du skal følge med for at holde fingeren på pulsen.

Som rådgiver for top- og mellemledere og forfatter af to bøger om ledelse har Alexandra Krautwald de bedste forudsætninger for at give brugbare indspark til debatten om, hvad der skal til for at lede med succes.