Det de unge vil have

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Coding Pirates, det lyder sejt og det er det også, for det handler om at gøre børn og unge til aktive teknologiskabere.

Generationen født i første del af 1990erne, det vil sige dem, som disse år er på vej ind på arbejdsmarkedet, er blevet kaldt den første generation af digitalt indfødte. De er vokset op med mobil, computer og sociale medier som en naturlighed. Men langt de fleste er passive teknologiforbrugere, for trods naturlig omgang med den digitale og virtuelle virkelighed, så mangler mange teknologisk basisforståelse. Sådan behøver det ikke at være.

Via foreningen Coding Pirates bliver børn og unge i alderen 7 til 17 over hele landet introduceret til forskellige former for programmeringssprog, robotter og spiludvikling. Udviklere, lærere, selvlærte programmører, forskere og entreprenører sætter børnene igang med at prøve tingene af så de kan få en fornemmelse for at ideer kan omsættes til programmering som kan være noget, man kan dele med andre og bruge sammen. Desuden lærer de om film, grafik og kreative it-kompetencer generelt.  

Velkommen i klubben

Piraterne modtager ikke klassisk tavleundervisning, for klubberne fungerer mere som væresteder for teknologisk leg og læring. Der skal være mulighed for fordybelse, og nogle klubber arrangerer også fællesspisning. De ugentlige klubaftener varer typisk to timer. Så er der tid til lidt af hvert.

Hertil kommer diverse workshops og online samarbejde. Coding Pirates producerer også undervisningsmateriale målrettet skolesøgende børn og unge. Alt foreningen beskæftiger sig med er motiveret af at fremme produktive it-komptencer, og der er stor interesse.

Jo flere jo bedre?

Lige nu er der så mange som to tusinde på venteliste. Forårets over 70 aktiviteter kan ikke rumme den store efterspørgsel. Kunne de så ikke bare ansætte nogle flere folk og åbne nogle flere afdelinger? Tjo, men her er humlen den, at foreningen Coding Pirates er baseret på frivillighed. De lokale afdelinger over hele landet drives af frivillige.  

Her skal man have for øje, at Coding Pirates er vokset frem fra bunden. Det var den læreruddannede Martin Exner, som i 2013 iværksatte Coding Pirates, som et svar på, hvad han og mange flere så som et samfundsbehov. Nemlig behovet for at højne produktive it-kompetencer allerede i indskolingen. Behovet er der stadig og interessen er kun vokset.

Jo flere jo bedre!

Så hvad med alle dem, som går og venter på at blive pirater? Der er dem, som mener, at it skal på skoleskemaet, hvis ikke obligatorisk, så som valgfag, der skal tilbydes på alle skoler. I pædagogiske miljøer tales om, at det ikke kun handler om at lære kodning og programmering. Snarere handler det om at kunne se på en problemstilling på en måde, så en computer kan løse den. Det kaldes 'computational thinking' og går på tværs af forskellige boglige fag.  

Computational thinking dukker også op i den aktuelle diskussion om dannelse i folkeskolen. Digital dannelse er gavnligt under uddannelse, i arbejdslivet, for socialitet og demokratideltagelse. Der er altså mange gode grunde til at tænke digital dannelse og produktive it-kompetencer ind i folkeskolen.

Hvad så nu

I mellemtiden har vi Coding Pirates som viser at det er dét, de unge vil have. Udfordringen er nu, hvordan det velfungerende klubaftensmiljø, baseret på frivillighed, bliver endnu bedre forankret og kommer endnu bredere ud. Kan statslige, kommunale eller private fonde give foreningen et ordentligt boost? Der er allerede gode sponsorer og samarbejdspartnere men flere, eller mere udviklede relationer, ville betyde et endnu stærkere tilbud.

Coding Pirates er en forening og ikke en forretning. Det handler ikke om at overtage et marked, men om at vise hvordan man kan skabe svaret på et behov. Som sådan er det et sympatisk projekt og man kan tillade sig at være lidt utålmodig med at lade det udvikle sig og vokse. 

Coding Pirates 2016, Dokk1 Aarhus, foto: Benjamin Pomerleau.


 

Læs også



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Direktør
Tender Task
Line Rosenvinge blogger om kunstens værd i et samfund, der har travlt med arbejdsløshedstal og infrastrukturplaner. Hun bekymrer sig om kunstmiljøets mangel på professionalisme og provokeres af dets selvtilstrækkelighed.

Som kunsthistoriker og forretningsudvikler har Line Rosenvinge stiftet Tender Task, der udvikler og understøtter større og mindre projekter for offentlige organisationer, private virksomheder og individuelle kunstnere.