Kære aktieselskab, er jeg aktionær?

Steffen Hedebrandt

Jeg er aktionær. Eller er jeg?

Skulle jeg basere den opmærksomhed de syv selskaber jeg har investeret i viser mig, så er jeg måske ikke.

Forleden tweetede jeg nysgerrigt til min hjembys stolte fodboldhold, Aab. Årsbogen var kommet ud. Den ville jeg gerne have. Naivt (skulle det vise) håbede jeg, at de 1000 aktier jeg har købt i klubben, kvalificerede mig til at modtage årsbogen. Det gjorde det ikke.

Min beskedne investering i Aab er i den grad gjort con amour. Udsigterne til afkast af den er marginal. Derfor tænkte jeg måske, at jeg ville blive anerkendt med en årsbog. Med tanke på det sjældent fyldte Aalborg Stadion, ja så ville jeg måske endda få en billet til en af årets kampe. Udfaldet af mine tweet-bytter med Aab blev en kølig henvisning til “Investor Relations” på deres hjemmeside.

Det ægrer mig. Det ægrer mig virkelig. Den klub som jeg ønsker så meget godt for, har så lidt styr på, hvad man kan gøre for at gøre en aktionær glad.

Jeg hører aldrig fra dem jeg investerer i

Den oplevelse fik mig til at tænke over, at jeg faktisk aldrig hører fra de selskaber jeg har købt aktier i (ja, jeg er navnenoteret).

Jeg hører aldrig fra de selskaber jeg køber aktier i. Sig det lige for dig selv et par gange. Ikke den mindste grad af høflig anerkendelse. En “tak for mad”. “Tak for handlen”. “Jeg håber du bliver glad for skoene”. “Giv lyd, hvis der er noget vi kan hjælpe med”. Aktieselskaberne skænker mig ikke en tanke. Ganske sandsynligt fordi den første investering jeg har gjort i selskabet ikke slår ud på deres præ-programmerede CRM-system.

Og det har de jo i for sig ret i. Det er ikke mange penge jeg har investeret. De ser bare ikke den åbenlyse mulighed det repræsenterer, at jeg er trådt ind i deres butik. Jeg har som småaktionærer lige dyppet tæerne, købt en slags prøve af deres produkt. Hvis de viser sig duelige, så vil jeg højst sandsynligt komme tilbage og købe mere.

Lad mig give dig et eksempel. Hos Airtame køber vores kunder ofte 1 - 3 enheder til at starte med. Det gør de for lige at teste vores trådløse hdmi dongle. Virker den for dem? Hvis den gør, så kommer de måske tilbage. Om de kommer tilbage eller ej, det er i den grad ikke en chance som vi har tænkt os at overlade til tilfældigheder. Intet kunne ligge os mere fjernt end at være ligeglade med en kunde. Vi skal have produktet til at lykkes, for så kan vi sælge flere til den samme virksomhed.

I 2017 bør man altså som et moderne aktieselskab kunne servicere andre end blot fondsbørsen. Hver eneste aktionær er en mulighed for, at relationen virksomhed og aktionær imellem, kan vokse til køb af flere aktier.

Aktieselskaber har meget at lære af iværksættere

Forestil dig en iværksætter, der får hans første kunde. Tror du han / hun vil gøre alt, hvad der står i hans / hendes magt for at gøre kunden glad? Det er jeg ret sikker på.

Hvad kan aktieselskaber gøre? Går du ind på en startups hjemmeside vil du hurtigt opdage, at de er ellevilde for at kunne påbegynde en relation til dig. Kan de måske få din e-mailadresse? Dit telefonnummer? Eller måske bare få dig til at følge dem på et social medie, så er de glade.

Foretager du en af ovenstående handlinger, så vil du højst sandsynligt opleve en opmærksomhed du sent vil glemme.

  • Afleverer du som eksempel din e-mailadresse, så kan du forvente en række mails sendt til dig over den næste periode, hvor de serverer relevant information til dig og forsøger at få dig i tale.

  • Giver du dem dit telefonnummer, kan du være sikker på, at de indenfor den næste uge vil være i din telefon og igang med at forsøge at skabe yderligere kontakt til dig.

  • Følger du dem på sociale medier, vil du se at de løbende arbejder på, at skabe indhold, der engagerer dig og forsøger at drage dig tættere.

  • Om du vil det eller ej, så har de nok også smidt en retargeting cookie i din browser for at kunne blive ved med at gøre dig opmærksomme på deres virksomhed.

Ingen af de ovenstående aktiviteter koster ret mange penge at gennemføre. Det eneste det kræver er, at du gider at anerkende hver eneste af dine interessenter, samt lidt teknisk snilde.

Den indifferens aktieselskaberne udviser overfor småaktionærer forstår jeg ikke. Hver eneste kunde i butikken tæller. Hver eneste interaktion nogen har med din virksomhed betyder noget.

Jeg tror aldrig, at de store aktieselskaber ville klare sig i den startup verden, hvor man vender hver en femogtyveøre og kæmper med næb og klør for at gøre alle kunder glade. Og hvis jeg må blive lidt teatralsk, så er det hvad, der risikerer at blive deres endeligt en dag.

Viser de virksomheder du køber aktier i, dig den fornødne opmærksomhed?


 

Se flere blogs



Profil

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt

Steffen Hedebrandt blogger om iværksætteri – især den slags, der handler om digitale løsninger. Han ser de muligheder, andre overser, hver gang en branche vendes på hovedet af nye idéer og teknologier.

Som cand.merc. med iværksættererfaring er Steffen Hedebrandt nu marketingdirektør hos Airtame, der har udviklet en wireless HDMI-løsning til virksomheder. Han er desuden tidligere nordisk direktør hos Upwork.com, verdens største platform for freelancere.