Du skal turde miste alt

BLOGS Iværksætteri Karim Ben M’barek
12. jan. 2017 Kl. 10:14

Washa er begyndt at få luft under vingerne. Det går i al sin beskedenhed godt. Vi er i dag 22 mand og omsætter for en million om måneden. Men sådan har det ikke altid været. Langtfra.

Da vi startede i februar 2014, vaskede vi kundernes tøj hjemme i min medstifter Jannicks lejlighed. Der stod helt bogstaveligt tørrestativer over det hele. Vi smed alle ca. 10.000 kroner i projektet hver, hvoraf de 5.000 gik til den bil, der skulle bruges til transport af tøjet. Jannick var chaufføren og afhentede ordrer hver dag fra 7-21 uden rigtig at få nogen betaling for det. Han endte faktisk med at give afkald på sin lejlighed og boede på min sofa, indtil vi fik virksomheden op at køre. Og vores hjemmeside, Washa.dk, blev lavet i Paint for 2500 kr. Kort sagt startede vi i det små.

De renserier vi kontaktede for at indgå samarbejde med, grinede nærmest hånligt af os. Det første halvandet år fik vi ikke løn, og vi levede for stort set ingenting. Jeg brugte hele min opsparing, og aftensmaden var tit kedelige rugbrødsmadder. Alle vores penge og timer blev altså smidt i Washa. De blev brugt på optimering af hjemmesiden, design og funktioner.

Selvom vi elskede hvert minut, måtte vi også træffe svære beslutninger om vores privatliv. Det skal man være forberedt på, hvis man vil have succes med sin virksomhed. Jeg droppede ud af CBS, og den sidste stifter, Max, droppede også sin uddannelse. Men vores hårde arbejde bar frugt, og vi fik stille og roligt kunder.

Jeg tror, at vores rejse meget godt beskriver, hvad man skal være klar til at ofre for at lykkes som iværksætter. Du skal turde miste det hele.

Vi skabte Washa uden den store markedsanalyse. Vi sprang bare ud i det og tog en chance, fordi vi så et potentiale og hurtigt kunne se efterspørgsel. Og så gælder iværksætteri også om at være dygtig til at fokusere indsatsen de rette steder. Man skal altid tænke kunden frem for alt andet, for det er dem, som i sidste ende skal betale gildet. Jeg har desværre set alt for mange eksempler på nystartede virksomheder, som har en lækker hjemmeside, men hvor service, markedsføring og PR overhovedet ikke fungerer. Og hvad nytter det så?

Det handler også om at samle et hold, der tror ligeså meget på idéen, som du selv gør, men som også kan supplere dig i de arbejdsopgaver, du ikke selv kan klare.

Mit bedste råd til andre iværksættere: Hold ud, spar på dine penge og behold motivationen – så kan det ikke gå helt galt. Du har i hvert fald turdet give din drøm et forsøg, og det er mere, end mange andre kan sige.


 

Læs også



Profil

Karim Ben M’barek

Karim Ben M’barek

adm. direktør og medstifter, Washa.dk
Som iværksætter fra den digitale generation har Karim Ben M'Barek en klar holdning til, hvordan en nystartet virksomhed skal ledes og drives til succes. Han blogger om de daglige udfordringer, iværksættere møder.

Karim Ben M’Barek er adm. direktør for og medstifter af onlinevaskeriet Washa.dk, der tilbyder tøjvask og rens via digital bestilling. Han har tidligere arbejdet for den digitale tjeneste Autobutler.