Det er snotdum ledelse at tillade diskrimination

Annette Franck
BLOGS Af

I min mail boks lå et link til en jobannonce på en "Junior HR konsulent". Afsenderen skrev opgivende: "Nå, så ved man da, hvordan en HR medarbejder forventes at se ud."

Annoncen var nemlig illustreret med foto af en dårende dejlig yngre kvinde med blondt havfruehår og et henført smil på læben. Det ligner en dating profil. Se her:

Afsenderen er en HR professionel i mit netværk. Også en dårende dejlig kvinde, efter min mening. Men altså af noget ældre dato. Problemet handler nu ikke om noget så banalt som nidkær misundelse. Det handler om, at enhver form for køns- og aldersdiskrimination er så snotdum ledelse, at man som HR professionel simpelthen må sige fra.

Snotdum ledelse

Hør nu her: Det er dumt, fordi det koster kassen at diskriminere,  både på samfundsplan og i virksomheden.

Det er 15 år siden, at UNDP modigt fastslog, at kønsdiskrimination var en af de tre væsentlige årsager til manglende udvikling og produktivitet i den arabiske verden (Arab Human Development Report 2002).  Det sætter jo halvdelen af befolkningen ud af spillet. Det kan vi få øje på, men det gælder altså for begge køn og over hele verden. Derfor er det dårlig ledelse at sætte kønsstereotyper på jobs eller fag.

Alder, etnicitet, seksuel orientering og enhver anden diskrimination er tilsvarende helt unødvendige begrænsninger at sætte på jobs af nøjagtigt samme årsag. Hvorfor sker det så i Danmark 2017?

På virksomhedsplan er det også dokumenteret ofte, at diskriminerende begrænsninger suboptimerer performance. Et af mine yndlingseksempler er, at ISS har analyseret værdien af 'diverse teams'. Konklusionen er klar i flg. CEO Jeff Gravenhorst: "We make more money on diverse teams" (Citat fra  Børsens konference om mangfoldighed i april 2014).

Så enkelt er det: Hvis man udelukker, har det to konsekvenser, nemlig færre at vælge imellem, og dem inde i varmen er så ens, at produktiviteten falder. Derfor er det snotdum ledelse at tillade diskrimination eller begrænsende stereotyper. Det føles rarere at hyre nogen magen til en selv, men det er dokumentarbart ikke særligt klogt.

Uretfærdigt

Debat om ligestilling mellem køn, aldersgrupper etc. bliver ofte vældigt emotionelt og principielt, men det er unødvendigt, for fakta er så veldokumenterede. Det handler ikke (bare) om retfærdighed, men om klog ledelse.

Paradoksalt nok er konsekvensen af diskrimination, at den favoriserede unge, blonde, smilende Junior HR konsulent-dame virkeligt er oppe mod uretfærdige forventninger. Umiddelbart kan det se privilegeret ud, men når hun starter i jobbet, vil ingen antage, at hun nødvendigvis er den dygtigste. Hun var bare den, som passede bedst til den diskriminerende stereotyp og lignede de andre i teamet mest. Tænk, hvis hun nu var den dygtigste uanset køn, alder og udseende – det er da uretfærdigt!


 

Se flere blogs



Profil

Annette Franck

Annette Franck

Ekspert i forandringskommunikation. Stifter af Corporate Voice
www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.