Tillykke med din mursten

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Forleden havde jeg besøg af en god veninde, som har fire børn og bor til leje. Hun besøgte mig i mit hjem, hvor hun beundrede den gode udsigt. Jeg har to børn og ejer halvdelen af den gæld og de værdier, som knytter sig til den lejlighed, som jeg bor i sammen med min mand.

Når vi dør, så arver vores børn. De får hver halvdelen af den gæld og de værdier, som er efterladt dem. Til den tid, om måske et halvt hundrede år, så er der sandsynligvis ingen nævneværdig gæld. Mine børn arver en masse mursten, en forfærdelig masse mursten.

Min veninde ejer ingen mursten, som hun kan sende videre til sine børn. Lejeboligen, som hun for tiden bor i, har et antal soveværelser, som gør, at hun bag skabet har den madras, som hun lægger ud på gulvet på et af børneværelserne, når hun selv skal sove. Kun de uger, hvor hun er børnefri, fordi de respektive fædre har de respektive børn, sover hun i en seng.

Undskyld
I min familie har vi tre stuer og tre soveværelser. Vi har to altaner og to kakkelovne. Det er en rolig gade, midt i byen. Her er højt til loftet og smuk parket. Undskyld. Vi er to voksne og to børn. Undskyld. Vi har det godt. Undskyld.

Nyligt hørte jeg i radioavisen om leje- såvel som ejerboliger i en asiatisk storby. Boligerne var på 16 kvadratmeter. Enkelte på 22 kvadratmeter. Jeg tænker på, om der er vinduer? Der findes lande, hvor arbejderne deles om boliger på følgende vis: om natten sover dem, som arbejder om dagen. Om dagen sover dem, som arbejder om natten. De deles om sengene, men har hver deres lagen, som de ruller sammen efter brug. På denne vis kan 16 mennesker bo i et lokale med køjesenge til otte.

Man kan godt bo på en bagtrappe 
Det er ikke så hensigtsmæssigt, men man kan godt bo på en bagtrappe. Som studerende boede jeg i en dyr lejebolig midt i byen. På et tidspunkt fik vi besked om, at bagtrappen ville blive sløjfet, fordi den af brandhensyn ikke længere var påkrævet. Det var noget med, at fordi hovedtrappen var rimelig bred og fordi vinduerne var rimelig nye, så behøvede man ikke denne nødudgang til gården.

Ejendommens ejer orienterede derfor om, at vi ville få inddraget fadeburet i køkkenet, fordi dette lille skabsrum ville blive sammenlagt med det nye rum som opstod derved at der blev lagt gulv på alle etagerne på bagtrappen. Det vil sige, at hver lejlighed fik udvidet rådighedsarealet med cirka syv kvadratmeter. Med fadeburets cirka tre kvadratmeter fik vi altså et helt nyt rum på cirka ti kvadratmeter. Her flyttede en tredje studerende ind.

Man kan ikke bo bag en bogreol
Hun var veninde til min bofælle. Hun studerede ved arkitektskolen. Hun ville gerne en dag bygge en bro og en kirke, men foreløbig ville hun bo på en bagtrappe. Den første måned boede hun godt nok bag en bogreol i den fælles stue. Hun var nemlig akut boligløs, og fik lov til, mod symbolsk betaling, at flytte ind i stuen. Der var bare det, at det gjorde hendes kæreste sådan set også, og han brugte al min tandpasta.

Mit værelse grænsede op til den fælles stue, kun adskilt af en foldedør af lysegrå plastik. Man kunne samle den, fordi der i hver fløj sad en lille magnet. Hvis man er gode venner og taler om tingene, så kan man godt være fire unge mennesker om ét badeværelse og ét køleskab. Hvis man kun vanskeligt kan tale om tingene, så er det ikke altid lige hyggeligt.        

Klorinklud
Det var dejligt, da den senest ankomne siden droppede kæresten og flyttede fra stuen og ud på bagtrappen. Hun var helt vildt glad for sit nye værelse. Gulvbrædderne var nye, man fik ikke splinter i fødderne. Det gjorde man fra boligens øvrige rum med trægulv. Væggene var også nypudsede og nymalede, savsmuldstapet flappede ikke i hjørnerne. Det gjorde det ellers fra boligens øvrige rum med savsmuldstapet.

Hun var så glad og indrettede sig så fint. Hun havde eget vindue, som kunne åbnes. Hurtigt fandt hun ud af, at det var en god ide at lufte ud. Efter kort tid, var hendes rum det med den værste skimmelsvamp. Vi andre havde vænnet os til at vaske de mørke-grå-grønne plamager ned med klorin, men ingen af os havde faktisk troet, at det samme ville ske i hendes nye fine rum. Måske var det fordi det lå på den tidligere bagtrappe, det vil sige bag køkkenet, hvor der var stegeos. Måske var det fordi, at hun på sit værelse ikke havde nogen radiator. Jeg kan ikke helt huske det.

Ups
Hun var så glad og hun indrettede sig så fint. Hun var så glad, fordi det var så billigt, at hun kunne bo der for sin SU. Vi to andre var glade, fordi hun med sit bidrag gjorde det billigere for os. Jeg tror, at vi hver sparede knap 500 kroner om måneden. Når man får udbetalt knap 4000 kroner om måneden så er det jo en pæn andel.

Dog havde vi glemt alt om at boligstøtten ville blivet omregnet med tilbagevirkende kraft fordi vi nu var tre på adressen. På et eller andet tidspunkt fik vi en af de rudekuverter som betød, at der blev indkaldt til krisemøde med lommeregner. For hvordan skulle vi betale regningen og deles om udgiften? Hun flyttede. Af flere grunde. Og det var nok godt det samme.

Mange tak
Så sidder jeg her, med herskabelige forhold, og siger mange tak og tænker, "hvad skete der lige". En kombination af arv og timing faldt heldigt ud. Og det giver jeg videre. Jeg giver mine børn mursten og er taknemmelig. Samtidig er jeg skammeligt bevidst om, at der er børn og unge mennesker og gamle, også i Danmark, som aldrig får nogen. Alle vil vel gerne have eget hjem?


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.