"Det folkelige oprør er både reelt og berettiget"

"Det folkelige oprør er både reelt og berettiget"
Carlo Allegri/Scanpix (arkivfoto)
Teis Knuthsen
BLOGS Af

I det forgange år har politik fyldt en del mere end normalt, og, ifølge de fleste kommentatorer, ikke for det gode. Brexit/Trump er blevet udråbt i flæng som værende udtryk for en æras afslutning, og begyndelsen på populismens tid.

Fra min stol er det vigtigt at påpege, at populisme ikke er at sammenligne med fascisme: Dem der stemte for brexit i England, og dem der stemte på Donald Trump i USA, marcherer ikke i takt eller går i uniform. Derfor er flere af nutidens sammenligninger med 30'erne forkerte, som også påpeget af historikeren Niall Ferguson (se her). Den populisme, vi oplever i dag, er først og fremmest et opgør mod status quo. Men status quo har vist sig ikke at fungere, og derfor bør dette oprør reelt ses i et positivt lys.

Det er heller ikke korrekt at se populisme som en snæver økonomisk protest, idet den politiske protest synes at være vigtigere. Det er svært at komme udenom at den politiske "elite" har fejlet i dens forvaltning af sit mandat.

Folketinget tager foruroligende let på krisen i Skat

I Europa, for eksempel, er det en åbenlys falliterklæring at man mistede grebet om de ydre grænser i forbindelse med Schengen-aftalen. For de fleste borgere, for eksempel, er det et ringe trade-off at stigende indvandring kombineres med et krav om registrering af passagerer på busser og toge, som vi lige har set det fra Belgien. I Tyskland burde det være umuligt for Angela Merkel at opnå genvalg i år efter hendes fejlslagne flygtningepolitik (men det bliver hun nok alligevel i en svækket udgave).

I England valgte David Cameron en EU-afstemning som løsning på en intern krise hos de konservative. Da han fik folkets svar, trak han sig umiddelbart herefter som landets leder, snarere end at bære ansvaret på sine skuldre, og afslørede dermed samtidigt at ingen forberedelse på et "nej" havde fundet sted. I Italien gjorde Matteo Renzi stort set det samme efter folkeafstemningen i december, og kastede dermed Italien ud i endnu en regeringskrise.

Herhjemme er det forbløffende så let regeringen, og Folketinget, synes at tage på den katastrofe, Skat har udviklet sig til.

Mere uro i 2017 - men verden går ikke under

Min pointe er enkel:det folkelige oprør er både reelt og berettiget, og derfor vil også 2017 være markeret ved politisk uro. Også i år bør man dog skrive sig bag øret, at verden ikke går under blot fordi et politisk magtapparat møder modstand.

Hold øje med Tyrkiet

Blandt mere specifikke politiske brændpunkter står den amerikanske udenrigspolitik højt på listen i de kommende måneder. Donald Trumps mere venlige tone overfor Rusland kan friste Vladimir Putin til at teste NATO's sammenhold. En tilsvarende hårdere tone overfor Kina kan lede til en eskalation i og omkring det sydkinesiske hav.

Endelig bør man holde et vågent øje med Tyrkiet. En sag er at landets økonomi har udviklet sig negativt efter det fejslagne kup i 2016, en anden at Tyrkiet kan blive dybere involveret i konflikterne i Syrien og Irak, og blive midtpunkt i en pro forma krig mellem Rusland og Iran. 


 

Se flere blogs



Profil

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Saxo Privatbank, hvor hans fokus er aktivallokering og produktudvikling. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.