Alene med os selv

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Når man er ung, tager man nogle gange ud i det blå på en enkeltbillet. Gerne sammen med mindst én ven. For det er ikke til at vide, hvad dagen bringer førend natten er omme. Det er kun i aller nyeste tid, at unge mennesker, der sådan drager ud i det blå, har mobiltelefon og gps med sig på rejsen. Bevares, selv den smarteste smartphone kan løbe tør for strøm. Men så må den kløgtige rejsende på sin rygsæk have indbygget solcelleoplader.

Da jeg turnerede som ung, var det altid uden smartphone og den slags nymodensheder. Det var en del af charmen, ikke at vide, hvor jeg var, for jeg var ikke på vej nogen steder hen. Mærkeligt nok kom jeg altid hjem igen. Nogle gange ad omveje, som jeg ikke vil ønske at mine børn kommer på.

Men hør nu efter, for dette er slet ikke en moralhistorie, næ nej, det er en af de sjove. Vi skiftedes til at bære rygsækken, som var blevet lettere, efterhånden som vi fik spist den medbragte mad og drikkelse. Det var ikke højsommer, men behageligt lunt, som det kan være i det norditalienske lavland. Vi var uden for byen. Eller rettere mellem byerne, der var så små, at de måske slet ikke havde et byskilt. 

Der er støvet på landet. Det italienske landskab i det 21. århundrede ligner langt fra de idylliske scener på danske guldaldermalerier. Industri, affald og misligeholdte boliger skæmmer det, som ellers kunne være så pittoresk. Navnlig syd for Rom har mafiaen fået lov til at dumpe affald og efterlade uskønne halvfærdige byggeprojekter. Regeringsmagten bekymrer sig ikke særlig meget om den sag.

Hvor skal vi sove i nat
Nå, men tilbage til den sjove historie. Efter at have trasket ad støvede småveje forbi lidet kønne bygninger og brakmarker, blev landskabet mere betagende. Vi kom til en skov. Der var ikke særlig meget sti, men dog noget.

Hun, der er halvt grønlænder, var, som jeg, stærkt betaget af skove, så vi søgte væk fra stien og ind i krattet. Jeg tror endda, at vi legede med tanken om, at det var dér i skoven, at vi skulle overnatte. Men det var ikke helt optimalt. Blandt andet havde vi ikke mere proviant. Alligevel holdt vi humøret højt, og jeg tror, at vi sang Carole Kings "You just call out my name". Men så var det, at vi måtte le, for udstrakt foran os lå den fineste golfbane.   

Græsset er altid grønnere hos naboen. Så har man da dét at glæde sig over. Dejligt var det at gå i det smukke let kuperede terræn. Der var ikke så mange spillere på banen, men vi traf et par stykker og prøvede at hilse pænt. Sagde vist "salve" eller "buongiorno" og ikke det kække "ciao". Som respons kom der et par nik. Ellers blot tavshed.

Nogle gange føler man sig som en elefant i en glasbutik, og nogenlunde denne følelse havde jeg, da vi, ved golfbanens afslutning, måtte gå gennem golfklubben. Med tørst for øje tillod jeg mig at benytte klubbens toilet så jeg kunne fylde vandflasken med det let klorholdige postevand, som man sagtens kan vænne sig til. I spejlet så jeg mit uredte hår og den krøllede bluse over de lidt for korte shorts og de udtrådte sandaler.

Inde i restauranten sad kvinder i lavmælt samtale. De havde plukkede øjnbryn og lakerede negle. Den slags steder kan personalet være meget diskret. De ønsker ikke at støde nogen. Det er min erfaring, at smoothness er et kodeord for alt, hvad der omgiver de rigtigt rige.

Det gik nu op for os, at golfbanens fjerne ende grænsede op til en lille skov. Den, vi var gået igennem. De øvrige grænser var indhegnet, og hele arrangementet var del af et mindre gated community. Så da vi gik ud af golfklubben, stod vi mellem fine villaer og nyasfalterede veje. De forhaver, som var synlige, bar tydeligt præg af, at der blev brugt havevander, for beplantningen var kunstigt frodig for egn og årstid.

Vi fortsatte, sandsynligvis let fnisende, gennem de snoede villaveje hvis ejere ikke lod deres biler parkere på fortovet, men bag deres indre villahegn. Dette er et spøjst fænomen. For alle villaerne var, som gallerlandsbyen i Asterix & Obelix, indhegnet af en ydre mur. Den ydre mur var endnu højere end de indre mure. Den ydre mur havde pigtråd og overvågningskameraer.

Ved den eneste officielle indgang til området sad der en bevæbnet bomvagt. Sjovt nok skal man ikke identificere sig, når man går ud. Så da vi, gående, nærmede os vagtposten, så var det bare om at se ud som om vi havde været på anmeldt visit og nu var på vej videre. Den søvnige vagt lettede bommen og vi traskede videre ud i det blå.

Sikret samfund
Når jeg kommer til at tænke på denne gamle historie, så er det fordi en i Florida bosat dansk rigmand har meldt ud, at han vil lade bygge et gated community ved Trylleskov Strand i  Solrød Kommune. Gated community bliver på dansk kaldt sikret samfund, men kommunens lokalplan tillader ikke opførelse af hegn og bom. Det er, hvis jeg må sige det, også så udansk, som noget kan være. Desuden bør han tjekke sin forretningsmodel.

Det forlyder, at velhavere synes det er herligt, at deres danske bopæl ikke er indhegnet i sikrede samfund. Omvendt med residencerne i udlandet. Nævnes bør også at CBS er populær fordi velhaverfamilier oplever København som en tryg by, hvor deres børn ikke nødvendigvis skal føle sig stavnsbundet til et campus. Hvis man frivilligt flytter ind bag lås og slå, så kan det gå ud over hyggen.

Da jeg boede i London, bemærkede jeg, at stort set alle skoler havde gitter og uniformeret vagtpost. Det er for at beskytte børnene, hed det sig. I nogle kvarterer var det også for, hver morgen, at lade børnene gå gennem en metaldetektor, så man kunne undgå knive og skydevåben. Er det normalt? Er det hvad vi ønsker for Danmark? Små safe zones som man kan hoppe rundt imellem, som tuer i en mose?

Vi kunne jo begynde med at bygge en meget, meget høj mur ved grænsen til Tyskland. Måske vi også skulle fjerne broerne og begrænse sejloverfarten til Norge og Sverige. For en sikkerheds skyld må vi hellere supplere med en særlig kystbevogtning. Det ville jo være skrækkeligt, hvis fremmede kom svømmende eller nogle unge mennesker, på vej ud i det blå, kom vadende op ad Vesterhavet.

Uha uha, det kan kun gå for langsomt med det bolværk. Så kan vi sidde og hygge os som de gale gallere vi måske er. Vi kan tro, at verdenssamfundet rager os en papand.  


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.