Iværksætter, kend dine tal

Karim Ben M'barek

For nyligt løb det sidste afsnit af Løvens Hule over skærmen, og det har været en fornøjelse at kunne sidde på den anden side denne gang og følge med i de håbefulde iværksætteres drømme! Min virksomhed deltog selv i første sæson, og det lagde grundstenen for vores rejse.

Der har været mange kreative og fantastiske business cases, men jeg har alligevel bidt mærke i én ting, der er gået igen i programmerne: mange af deltagerne havde ikke styr på tallene. Det bekymrer mig.

Jeg kan godt forstå, at man er nervøs, når man skal fremlægge sin drøm for en flok sultne Løver, og jeg – og Løverne for den sags skyld – kunne tydeligt mærke, at de alle brændte for deres forretning. Men ligeså snart snakken falder på tallene, går det galt. Så er øjnene rettet i gulvet, og den før så selvsikre iværksætter kan ikke engang huske omsætningen for indeværende år.

Langt de fleste havde styr på deres tal, men jeg oplever alligevel flere ivrige iværksættere, der spæner derudaf med store visioner uden at tænke særligt meget over tallene. Men er der noget, jeg har lært på min rejse med Washa, så er det, at tallene er din – og fremtidige investorers – allerbedste ven. De lyver nemlig ikke.

Og hver gang tallene ikke var på plads, så trak Løverne sig fra byttet. For når du ikke har styr på dine tal, har du ikke styr på din forretning. Og når en investor kan mærke det, har du allerede tabt.

Og det gælder ikke kun tallene i regnskabet. Tallene er essensen af alt det arbejde, man lægger i virksomheden, og det er især vigtigt i vores digitale tider, hvor alle nystartede virksomheder har en digital kerne. Hvor mange besøgende har du på hjemmesiden? Hvor mange af dem konverterer til salg?

Nu begynder det hårde arbejde

For de iværksættere, der kunne tallene og som fik en investering, er tallene ikke blevet mindre vigtige. Tværtimod.

Siden vi forlod programmet med 1,5 mio. kr. er min erfaring, at det stadigvæk handler om tallene. Det er nemlig nu, de nye iværksættere med penge i ryggen for alvor skal bevise, at de kan vækste og skabe en god dækningsgrad. De kommer til at brænde mange penge af, hvis de for alvor vil vækste, og så rækker 600.000 kr. kun en måned eller to.

Så hvis jeg skal komme med et råd til fremtidige iværksættere, der jagter en investering, og til deltagerne fra Løvens Hule, der nu skal vise deres værd, så er det, at de skal kende deres tal. Jesper Buch skal kunne vække dem kl. 04.00 om natten og spørger dem til egenkapital, afkastgrad og kapitalstruktur og forvente et korrekt svar på sekundet.

Ja, det lyder kedeligt, når man bare gerne vil drøne derudaf og skabe noget fedt, men hvis du vil være Danmarks næste Lakridskonge, bliver du nødt til at tænke i tal.


 

Se flere blogs



Profil

Karim Ben M'barek

Karim Ben M'barek

adm. direktør og medstifter, Washa.dk
Som iværksætter fra den digitale generation har Karim Ben M'Barek en klar holdning til, hvordan en nystartet virksomhed skal ledes og drives til succes. Han blogger om de daglige udfordringer, iværksættere møder.

Karim Ben M'Barek er adm. direktør for og medstifter af onlinevaskeriet Washa.dk, der tilbyder tøjvask og rens via digital bestilling. Han har tidligere arbejdet for den digitale tjeneste Autobutler.