Lad os privatisere den offentlige sektor - og satse på assimilation

David Munk-Bogballe

I årevis er det fra politisk hold blevet forsøgt at "reformere" og "forbedre" den offentlige sektor, så de enorme summer, der årligt bruges på offentlig velfærdsproduktion, omsættes optimalt til de ydelser, danskerne efterspørger. Det er ikke lykkedes. Som det berettes i Børsens leder fra i dag er antallet af læger steget med 42 pct. fra 2001 til 2014, mens antallet af jordemødre fra 2001 til 2015 ligeledes er steget fra 1000 til 1500, selvom fødselstallet er faldet fra 65.000 til 58.000.

Set samlet er der i sundhedssektoren i løbet af de seneste femten år blevet ansat 16.000 flere personer, men alligevel må patienter i dag finde sig i lange ventetider, utilstrækkelig kontakt med fagpersonale og i at blive opmagasineret på hospitalernes gangarealer. Den centralpolitiske styring af ressourcetilførsel og effektiviseringstiltag har ikke overraskende slået fejl, og det tiltrængte kvalitetsløft er udeblevet.


En tilsandet offentlig sektor
Årsagerne til den offentlige sektors stilstand er mange. En er, at højtråbende interesseorganisationer har taget deres medlemmer som gidsler og i forsvaret for snævre interesser kæmpet imod enhver forandring af deres område, mens omkostningerne for forstokketheden er blevet smurt ud over samme medlemmer i et jævnt lag af stress, dalende arbejdsglæde og faglig stolthed.

Danskerne i almindelighed betaler dobbelt, idet de samtidig med verdens højeste skattetryk, når de møder det offentlige velfærdssystem, må leve med en behandling, uddannelse eller hjælp, der er dårligere, mindre fleksibel og tilpasset den enkelte patient, elev, familie, hjemløse, forælder eller ældre, end den burde være. Den væsentligste grund er imidlertid, at den offentlige sektor ikke udsættes for reel konkurrence. Dens service, kvalitet, priser og arbejdsgange sættes ikke under pres af alternative udbydere og bliver ikke kontinuerligt afstemt med forventningerne hos de grupper, de skal komme til gode. Sammen med den høje grad af centralisering og manglende lokal beslutningsfrihed har det ført til en offentlige sektor, der er sandet til.

Løsningen på det er ikke flere ansatte, flere øremærkede penge eller mere magt til fagforeninger. Det er prøvet, har ikke virket og vil heller ikke virke ved næste forsøg.


Løsningen er privatisering og konkurrence
Løsningen er at overdrage opgaven at levere de mange velfærdsydelser, som kommuner og regioner i dag står for, helt og aldeles til det private initiativ. Vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler og plejehjem skal med andre ord privatiseres. Helt. Nu.

Hvis danskerne nemt kan vælge et plejehjem med dårlig mad, ingen bade og uforskammet personale fra til fordel for et andet bedre, hvis der er nem adgang til andre hospitaler, hvor man ikke skal ligge på gangen, hvor risikoen for at blive fejlbehandlet er lav, og hvor patienttilfredsheden er høj, og hvis skoler, der er dårlige til at løfte elevernes faglige niveau, nemt kan vælges fra, ja så vil de blive det.

Er plejehjem, hospitaler og skoler imidlertid private, har de ikke råd til at blive valgt fra. De er nemlig ikke, som hvis de var offentlige, sikret indtægter, anvisninger og bevillinger. De er i konkurrence og må lukke, hvis ikke de leverer den kvalitet og pris, der efterspørges. Det er en enkel, men aldeles afgørende og disciplinerende mekanisme, der i øvrigt ikke forhindrer, at regningen for velfærdsydelserne fortsat kan dækkes via skatten. Pengene vil blot følge danskerne derhen, hvor de synes bedst om kvaliteten. Der vil selvfølgelig fortsat kunne findes dårlige plejehjem, hospitaler og skoler, men de vil blive færre, da de vil være nødt til at lukke modsat nu, hvor strømmen af offentlige penge fortsætter uanset hvad.


Kvaliteten af kerneydelserne bliver bedre
Med udbredt privatisering vil der forventeligt følge flere muligheder for at tilkøbe ekstraydelser, og man ville, hvis man er rig, kunne købe en bedre uddannelse og et bedre hospitalsophold, end hvis man har en mellemindkomst eller er fattig. Det burde imidlertid ikke være et argument imod at privatisere, da man allerede nu kan købe sig til bedre undervisning, ydelser og behandlingstilbud hos private udbydere.

Både i Danmark og i udlandet. Det centrale element i diskussionen er kvaliteten af standardydelserne, som alle fortsat vil og altid skal have adgang til uanset indkomst, og den vil blive højere som resultat af privatiseringer. I forhold til uddannelse ser man det allerede nu, hvor private skoler er bedre end kommuneskoler til at løfte elevers faglige niveau - også når der er korrigeret for elevernes socioøkonomiske baggrund.

Det er altså på tide, at der bliver gjort op med den rodfæstede ide om, at velfærdsydelser alene og bedre kan produceres af staten. Det kan de ikke. Staten er dårlig til at producere værdi og ydelser, og der er få, der ville foretrække, at psykologer, tandlæger og praktiserende læger blev underlagt det offentlige, og at staten overtog produktion af madvarer, tøj, huse, biler, køleskabe, møbler, telefoner, computere osv. Det er ikke de offentligt ansattes skyld, at forholder sig sådan: deres muligheder for at forbedre den skrantende velfærdsproduktion er begrænset af de rammer og vilkår, de arbejder under. Det er heller ikke deres skyld, at argumentet om at offentlig produktion af velfærdsydelser fjerner ulighed, bygger på en skrøne.


Frygt for ulighed er et dårligt argument
Grundskolen er et ganske illustrativt eksempel på, at ulighed er et vilkår, der ikke forsvinder, hvis bare "kommunen" bestemmer. I Gentofte, landets rigeste kommune målt på gennemsnitlig indkomst, var det kommunale gennemsnit for karakterer i grundskolens bundne afgangsprøver sidste år 8,2. I landets fattigste kommune, Langeland, var det 6,8. Evner og arbejdsvilje er som skønhed ulige fordelt, og drømmen om resultatlighed kan aldrig realiseres og bør ej heller efterstræbes. Ikke mindst fordi omkostningerne forbundet med forsøget betales med radikale frihedsindskrænkninger, voldsomt ressourcespild og en ødelæggelse af meritokratiet, hvor man kan gøre sig fortjent til noget som følge af at have gjort sig umage, af at have dygtiggjort sig eller ydet en ekstra indsats. Den vigtige opgave er at sikre, at der er gode tilbud, der giver alle mulighed for at skabe sig de liv, de evner og at sikre hjælp til de særligt udsatte, der ikke magter det alene. Den opgave løses bedre i privat regi end i offentligt.


Den væsentlige lighedskamp
Dermed ikke sagt, at lighedskampen ikke har nogen berettigelse. Det har den. Den skal bare udkæmpes i en anden arena. Pia Kjærsgaard udtalte først på efteråret, at hun frygtede, at Danmark "ikke i morgen, men en dag" ville blive et samfund splittet mellem en tilbagestående provins og en storbyernes magtelite.

Hvis man vil undgå det, er det opgør med centralismen, som privatiseringerne af velfærdsproduktionen vil medføre, noget man bør kæmpe indædt for. Jo mere magt der føres tilbage til lokalsamfundene, jo mere tages brodden nemlig af land-by-splittelsen. Imidlertid er der en anden splittelsesproblematik, der ikke alene løses sådan, og som for nuværende må lede til endnu større bekymringer end den, Kjærsgaard nævner, nemlig den store splittelse, der er opstået mellem danskere, etniske som assimilerede, og grupper af muslimske indvandrere, flygtninge og deres efterkommer, der ikke ønsker at tilpasse sig livsformen i Danmark.

Uligheden i synet på hvordan det gode liv og land ser ud, udgør en betragtelig trussel imod realiseringen af ønsket om et fremtidigt sammenhængende og velfungerende Danmark. De fundamentale modsætninger gør det nemlig svært at opretholde viljen til fællesskab, til sammen at finansiere en velfungerende samfundsmodel, men også til at samarbejde på lige fod, mand og kvinde, om at producere de ydelser, et sådant samfund hviler på.

De separate kulturer, der er cementeret på uddannelsesinstitutionerne, hvor etnisk og assimilerede danske elever i vid udstrækning er alene om at tage på studieture, deltage i alle aspekter af undervisningen og ikke mindst i de frivillige og sociale aktiviteter, mens ikke-tilpasningsvillige muslimske indvandrere og efterkommere går hjem, maner om et fremtidigt arbejdsmarked, hvor evnen og viljen til at indgå i samarbejder, der i Danmark traditionelt set i høj grad bygger på gensidig identifikation og sociale relationer, vil blive stærkt reduceret. Ikke de etniske og assimilerede danskere imellem, ej heller de ikke-tilpasningsvillige imellem, men på tværs af grupper.

Det er åbenlyst, at en fortsat modtagelse af asylansøgere fra muslimske lande alt andet lige vil være med til at forværre situationen, men det er tilmed åbenlyst, at det nødvendige asylstop ikke ville kunne rette op på ubalancen imellem de mennesker, der allerede bor i Danmarks syn på verden. Andre tiltag vil være nødvendige, og særligt tre ændringer ville hvis omsat konsekvent og tålmodigt over tid kunne gøre en afgørende forskel.


Morgensang, tørklædeforbud og fællesomklædning
Hvis man i landets grundskoler indførte morgensang for alle klassetrin, således elever dagligt i fællesskab via den danske sangskat blev indført i landets, sprogets og historiens smukke verden; hvis man indførte fællesomklædning for de alleryngste skolebørn efter idrætstimer, således alle lærte med respekt og naturlighed at omgås hinanden og den udækkede krop; hvis man indførte et i grundskolen gældende tørklædeforbud, således det tydelige og primæridentitesskabende symbol ikke på samme måde som nu blandt børn kunne bruges til at sætte skel mellem det at være muslim og det at være dansk, så ville den derigennem etablerede, fælles oplevelses- og referenceramme være med til at danne grobund for et stærkt og sammenhægende Danmark, hvor man til stadighed ville kunne tale sig til rette og føle sig hjemme uanset rødder. Et Danmark dejligst som dronning Margrethe og alle andre måtte ønske, at Gud ville bevare.


 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.