Fremtidens ledere kan være fremtidens Trumps

Torben Tolstøj
BLOGS Af

Hvad er det for en drejning, vi ser i politikerne i dag? De er mere og mere markante, polariserede, hårde, kompromisløse og stålsatte. Tendensen kan sagtens brede sig til ledere i erhvervslivet - for der er samme kedelige grundlag til at afføde dem. 

Hvis vi prøver at se på nogle af de politiske ledere, der vinder frem i dag, så er det tydeligt at se, at der er en forskel i årgangen fra de forrige. 

Det er en meget markant og tydelig ledertype, vi ser, med skarpe holdninger og en retorik, som er benhård, kompromisløs, til tider rå, og som bider sig fast i hukommelsen. 

Hvor stammer de fra? Hvorfor vinder de indpas? 

Kedelig, ensformig politik i kaotisk verden

Når ting går godt - og er som de plejer - så passer det meste lidt sig selv. Det er ikke, når alt bare er godt, at vi har behov for stærke ledere, som kan samle os. Derimod mangler vi dem i det øjeblik, vi rystes ud af kurs, når et lag er undertrykt længe nok, når nogen angriber os - når verden ryster. 

Mange af de politiske ledere, vi har i dag, er slet ikke gearede til at hanke op i os og samle os i en tid med konflikt, fordi de aldrig har oplevet en før. Og det bliver vi nødt til at arbejde med, hvis vi skal undgå at få ekstremerne ind på første geled. 

For tiden er her. Vi er ikke bare en mere global og sammenkoblet verden, vi er ved at komme os over chok over, hvordan andre landes konjunkturer kan skyde os helt i sænk finansielt. 

Vi lever også i en realitet, hvor vi ser nogle af verdens største strømninger af mennesker vandre ind, hvor konflikter, der opstår på grund af kultursammenstød tegner verdagen, hvor grænser kridtes op, nationalisme vinder ind, magtskifter er uforudsigelige og Europa ændrer sig på en måde, så man stiller spørgsmål ved demokrati.

Derfor har vi politisk behov for stærke ledere, og hvis vores egne ledere ikke finder deres stærkeste lederkompetencer frem, så vil den usikkerhed, borgere føler, også kunne udmønte sig i en Trump, som kommer til magten i Danmark. 

Erhvervslivet lige så hårdt ramt

Erhvervslivet er mindst lige så hårdt ramt af forandringer, som den politiske scene. Og persongalleriet lider i langt de fleste tilfælde under samme mangel på synligt lederskab, som i vores politik. 

For selvom forretning ændrer sig, og vi både har set kriser og turbulens, skandaler, kæmper, der lægges sammen eller sælges til udlandet og ny konkurrence fra disruptive virksomheder - og at vi kan frygte, hvem vi kan samhandle med i og uden for EU nu - ja, så er det stadig praktisk talt den samme type ledere, vi ser. Pæne og rolige. Men også her må vi arbejde med at udvikle vores lederskab.

Alle de medarbejdere i danske virksomheder, som oplever forandringer og nu på andet årti igen rystes og bliver bange for at miste deres arbejdsplads - de har altså behov for noget stærkt lederskab. En chef, der synligt beskytter og lægger sig i selen for virksomheden og beskytter virksomheden, medarbejderne og sig selv. En type, der ikke er bange, og heller ikke bekymrer sig om at sige, hvad der oprigtigt lægger på sinde, men som gladeligt træder frem. 

Dræbende korrekthed

Åbner vi avisen i dag, så er det faktisk svært at kende den ene superleders fine og korrekte og CSR-agtige citater fra den andens. Og spørgsmålet er, om denne store korrekthed er med til at dræbe det synlige lederskab i en sådan grad, at det gør lederne for pæne selv, og medarbejderne ikke kan mærke dem. 

Ja, jeg tror, vi kommer til at se en eller anden grad af Trump i bestyrelses- og direktionslokalet, og jeg tror, at den politiske trend kommer til at indfinde sig i virksomhederne snart.

Hvad det egentlige effektivitetsmæssige resultat bliver af det, det må vi jo se, men hvis vi skal se fremtiden i øjnene og kunne få alle med os, så kan det godt være, vi skal begynde at lægge den pæne dreng på hylden og finde noget mere karakter frem. Og måske i virkeligheden heller ikke være så bange for, om alle nu ikke kan lide os. Måske vi kan foregribe, at de helt ekstreme profiler kommer til, hvis vi bare skruer lidt op for lederskabet i det hele taget selv og giver lidt mere af os selv. 

De bedste hilsner

Torben Tolstøj


 

Se flere blogs



Profil

Torben Tolstøj

Torben Tolstøj

Torben Tolstøj blogger om identificering af personlighed, motivation og drive, om rekruttering, performance optimering og udvikling i private og offentlige virksomheder.

Som adm. direktør i People Test Systems A/S, der leverer "state of the art" test, leverer Torben Tolstøj management information og rådgiver en lang række top- og mellemledere såvel i det private som offentlige erhvervsliv. Han har gennem de sidste 15 år arbejdet med rådgivning og ekspertviden inden for testning, udvælgelse og optimering af menneskelige ressourcer