Blå feminisme - her er vejen frem

Blå feminisme - her er vejen frem
Tre kvindelige og blå ministre: Ellen Trane Nørby (V), Merete Riisager (LA) og Karen Ellemann (V)
Cecilia Lonning-Skovgaard

Mandag 28. november fik vi ny regering i Danmark. Og med præsentationen af det nye ministerhold blev der, som altid, stillet skarpt på ligestillings-aspektet. Hvor mange kvindelige var der? Hvilke poster fik de? Hvor mange af dem fik plads i de centrale udvalg?

Fra rød side lyder den hurtige analyse – og forventelige kritik – at der er for få kvinder, at de kvindelige ministre, der er, sidder i "traditionelle" kvindeministerier og at ikke én af dem har fået plads i de tunge økonomiske udvalg. Det røde hylekor er, som altid, hurtigt på banen med en marxistisk, revolutionær agenda om, hvordan mændenes klub og samfundets strukturer undertrykker kvinderne. Dem om det. Fra blå side er en anden – og måske mere interessant – debat startet. Om hvorfor de markante borgerlige kvinder ikke blander sig i koret. Om hvorfor den nyudnævnte ligestillingsminister ikke tager ordet i den debat, og om det overhovedet er muligt at være blå feminist.

Mange af de gængse ligestillings-værktøjer kan opfattes som røde redskaber – måske tydeligst eksemplificeret ved to af de tiltag, som den tidligere røde regering, under ligestillingsminister Manu Sareen, IKKE fik igennem, nemlig øremærket barsel til mænd og tvungne kvoter for kvinder i bestyrelser.

Den blå feminisme har altid haft sværere kår. Som blå feminist anerkender man, at der fortsat er forskel på kønnenes position i samfundet, og at det selvfølgelig har rod i kulturelle og sociale forhold. Men man anerkender ikke, at løsningen er at opbygge en ny basisdemokratisk stat, hvor patriarkatet udryddes. Som blå feminist står man i dét dilemma at skulle forene det liberale frihedssyn, og en deraf følgende modvilje mod tvang, kvoter og forbud, med nogle reelle bud på, hvad man kan gøre for at fremme ligestilling. Det er ofte blevet ved nogle lidt uhåndgribelige udspil om nødvendigheden af information og oplysende samtaler, som har været svære at tage action på – og svære at måle effekten af.

Måske er vejen frem to-foldig. Dels at præsentere en mere konkret definition af, hvad der ligger i en liberal – eller blå – feminisme, og dels at blive mere konkret på de redskaber, der skal i brug, hvis man fra borgerlig-liberal side vil sparke ligestillingen fremad.

Blå feminisme handler for mig om troen på frihed og lighed.  Den tager helt grundlæggende sit udgangspunkt i en insisteren på, at kønnene har lige værd. Kvinder og mænd skal have lige muligheder for magt (indflydelse, avancement, topposter) og lige muligheder for at forme deres egne liv. Den overbevisning, kombineret med et blik for, at diversitet rent faktisk giver bedre resultater, giver mig en grundlæggende tro på, at der er plads til en blå feminisme. En tro, der underbygges af al forskning indenfor "Diversity & Inclusion".

Virksomheder, der arbejder bevidst med diversitet, outperformer de mere stereotype virksomheder. Med dét udgangspunkt skal vi opfordre til, og støtte op om frivillige indsatser. Vi skal ikke have statslige kvoter for kvinder i bestyrelser. I stedet skal de fremsynede virksomheder gå forrest, og selv definere måltal og indsatser, som offentligheden, investorer og analytikere kan tage bestik af. Fremfor tvang skal vi bruge incitamenter. Vi skal ikke have øremærket barsel til mænd, men det er fint, hvis der er en økonomisk gulerod for de mænd, der benytter sig af tilbuddet. Og så skal vi brande de gode historier om kvinder, der får succes.

Tre ting der rykker noget

Når det kommer til de konkrete redskaber, kan man også med fordel lade sig inspirere af den forskning, der foregår indenfor "diversity & inclusion"-området. Især følgende aspekter har beviseligt givet gode resultater:

1) Der er brug for forandringsagenter og "disrupters". Hvad enten det er en HR-afdeling, en særlig "D&I-afdeling" eller en visionær leder, der bakker op og agerer synlig sponsor. Konkrete aktører i organisationen skal sætte ligestilling på dagsordenen, formulere visionen og sikre fortsat bevågenhed. Nu har vi fået en minister, der har ligestilling som sin hovedopgave – det bliver spændende at se, hvad hun kan udrette fra dén post.

2) Vi skal droppe det ensidige fokus på toppen, hvad end det gælder bestyrelsen, direktionen eller regeringsudvalgene, og begynde at koncentrere os om mellemlaget, hvorfra næste generation af topledere skal komme. I en politisk kontekst kunne det være relevant at se på fødekæden i form af kvindelige folketingsmedlemmer, ordførere, borgmestre og udvalgsformænd. Udpegning til råd og nævn, ordførerskaber, osv. kan med fordel nytænkes, så vi ikke følger en traditionel kønsfordeling – men udnytter den samlede talentmasse og sikrer diversitet, som Danmark bliver mere rig på, og som vi mødes af i alle internationale sammenhænge. Kort sagt skal vi have alle kompetencer i spil, hvis vi vil blande os i den internationale debat, sikre innovative tiltag, kvalificerede og nytænkende diskussioner og forslag der matcher den omkringliggende virkelighed.

3) Vi skal huske I'et i "diversity & inclusion". For een ting er, at udnævne eller forfremme kvinderne og derved opfylde sine mål, men den efterfølgende Inclusion er mindst lige så vigtig. Det kræver en indsats at få kvinderne til at føle sig som en del af holdet, sikre at der er en ordentlig tone og at miljøet virker attraktivt og inspirerende.

Lad os mande os op


Og så er der måske en sidste ting. Vi blå kvinder må også selv mande os op. Mine røde veninder er opdraget med, at man som kvinde stemmer på en kvinde, og at "der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden". Her insisterer mine blå veninder på, at vi ikke ønsker særbehandling. Dét skal vi heller ikke have. Men at give en "medsøster" et skub frem, at have blik for en mulig åbning, at tænke hinanden ind i vores netværk – dét kan vi blive meget bedre til.


 

Se flere blogs



Profil

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia Lonning-Skovgaard

Cecilia blogger om København – og især om hvordan der kan skabes bedre vilkår for erhvervslivet, de selvstændige og alle dem, der bor og arbejder i hovedstaden. Som spidskandidat og politisk ordfører for Venstre i hovedstaden giver Cecilia "det røde styre" et løbende servicetjek.

Cecilia Lonning-Skovgaard har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2008. Hun er senior director i Dong Energy og har før det været ansat i Codan, Carlsberg og McKinsey. Hun er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og MPA fra Kennedy School of Government, Harvard, USA.