KLAV's politiske mål lader DF-bagland koldt

Erik Høgh-Sørensen

Den nye regering får en kold modtagelse hos mange menige DF-medlemmer. Regeringsgrundlaget ligner en invitation til DF og Socialdemokratiet om at enes mere i fremtiden.

Det spiller for eksempel ikke i DF's bagland, at de tre regeringspartier for at kunne blive enige var nødt til at lave fem nye dyre ministerier for skatteydernes penge.

Samtidig har Folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten og DF bevilget 52 millioner kroner mere til alle politiske partier, hvorefter Danmarks politiske elite kan hyre endnu flere djøf'fere som rådgivere.

Misset chance

I regeringsgrundlaget var KLAV/VLAK selvfølgelig ikke forpligtet til at give DF indrømmelser, når partiet ikke er en del af regeringen.

Men strategisk havde det måske været fremsynet at række hånden ud allerede nu for at give blå blok en god ny start. Det skete så ikke.

Måske satser trekløveret på, at Kristian Thulesen Dahl trods sine udtalelser om det modsatte alligevel bliver blød, fordi DF's pinlige EU-bilagssag ligner den direkte vej til valgnederlag, især nu.

Simrende utilfredshed

Omvendt er der ikke mange i DF's bagland, som tror på meningsmålinger, og hertil kommer, at nogle af DF's lokalforeninger faktisk har haft beskeden medlemsfremgang under bilagssagen.

Derfor simrer det i DF.

I regeringsgrundlaget luftes ideen om skattelettelser stadig i en tid, da velfærd og sikkerhed krakelerer, og en stor asylregning lurer forude.

Samtidig åbnes der op for at afskaffe grænsekontrollen. Det er at opsøge et slagsmål med DF. Og DF får måske endda støtte fra S fremover, hvis man skal tro Henrik Sass Larsens nylige " skam-jer-i-Bruxelles"-snak.

Kerne-Europa?

Regeringen vil være i kerne-Europa og reformere EU "indefra", nu med tidligere EU-parlamentariker Anders Samuelsen (dengang radikal, nu LA) som udenrigsminister.

At reformere EU indefra er en uhyggelig stor ambition for et meget lille land. Kendsgerningen er snarere, at Danmark efter Brexit står økonomisk, politisk og alene tilbage, hvilket vil være en løbende trussel mod dansk erhvervsliv og beskæftigelse.

Landbrug og fiskeri står skidt

Hverken landbrug eller fiskeri kan finde megen næring i regeringsgrundlagets 86 floskelfyldte sider, og i den nylige efterafgrødesag vaklede miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) over for EU.

Og fiskeriet? Alle "bæredygtigheds"-flosklerne til trods må eksempelvis nordjyske fiskere se på, at EU lader udenlandske bomtrawlere smadre både miljø og fiskebestande.

I sidste ende er der selvfølgelig ingen tvivl om, at DF vil prøve at samarbejde med den nye regering.

Omvendt er regeringsgrundlaget og de første ministermeldinger nærmest en opfordring til DF og S om at samarbejde tættere, hvis det kan lade sig gøre.


 

Se flere blogs



Profil

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen er partner i Analyseenheden 4V med speciale i markedsanalyse, eksportstrategi og kommunikation. Han har tidligere været kommunikationschef i en Mærsk-division og EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles.

Erik er medlem af DF, men holdningerne i denne blog er helt og holdent hans egne, ikke nødvendigvis partiets.

Erik er endvidere foredragsholder og forfatter, senest til bogen "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (Nyt Nordisk, 2014).