Overvejer du en bestyrelsespost? Fem gode råd

Jan Al-Erhayem
BLOGS Af

For et par år siden, stod jeg i et stort dilemma. Jeg skulle beslutte, om jeg skulle trække mig fra en bestyrelsespost, som jeg kun havde haft i kort tid. Det er en svær beslutning. For der er mange, der har investeret tid og penge i, at bestyrelsesmedlemmer kommer ombord og bliver en del af virksomheden. Men i mit tilfælde, besluttede jeg at sige stop. Hvorfor vender jeg tilbage til.

Men i min refleksion over, hvad jeg skulle gøre i det konkrete tilfælde, forsøgte jeg at indhente lidt råd og vejledning udefra. Men jeg synes dog, at langt de fleste netværk, råd, artikler og bøger om bestyrelsesposter, handlede om en virkelighed i en C20-virksomhed eller andre store multimilliard selskaber. Disse råd kan sådan set både være relevante og begavede nok. Men for langt de fleste bestyrelsesmedlemmer i Danmark, så foregår det i små og mellemstore virksomheder. For dem er der rigtig mange af her til lands, og mange af dem kører dybt professionelt. Men det er lidt som om, at der til dette segment ikke er helt så mange gode råd. 

De fem gode råd

For mit eget vedkommende har jeg selv haft rigtig mange - og har stadig nogle - bestyrelsesposter i forskellige virksomheder, der nok retfærdigvis kan siges at befinde sig i segmentet for små- og mellemstore virksomheder. Og her er problemstillingerne altså ikke så akademiske og eksotiske, som man kunne tro, hvis man kun kender til den verden fra TV, bestyrelsesnetværk mv. For reelt er det, vi sidder og laver, meget operationelt. Man har fingrene i jorden. Det gør det hverken mindre vigtigt eller spændende. For virksomheden er det faktisk ofte altafgørende.

Derfor har jeg selv lavet nedenstående fem råd, som har været læren af min erfaring som bestyrelsesmedlem fra store, mellemstore og små virksomheder. Og som du skal overveje, inden du siger ja eller nej til en bestyrelsespost.

1) Hvad er det for en virksomhed, jeg potentielt går ind til? Det er enormt vigtigt at undersøge, hvad det er for en virkelighed og kontekst, som virksomheden befinder sig i. Hvad er det for et marked, hvad er historien bag virksomheden, hvordan er økonomien, hvordan har udviklingen været. Egentlig basal viden, men jeg fornemmer bare, at mange har en tendens til at springe nogle af delene over. Måske fordi de er benovede over at få tilbudt bestyrelsesposten. Men alle dele er altså lige vigtige. 

2) Hvad kendertegner ledelsen i virksomheden? Det er vigtigt, at finde ud af, hvad de er for nogle typer, hvordan de har det indbyrdes, hvor de kommer fra, og hvordan ser de på fremtiden. Her er det også virkeligt vigtigt at se på, om kemien er til stede. For det er jo grundlæggende nogle mennesker, man kommer meget tæt på og skal tilbringe mange timer med. Og så skal kemien altså være rigtig. 

3) Hvordan er rollefordelingen mellem ejer/ledelse og bestyrelse? Vil ejeren anerkende, at der en bestyrelse, eller er det en ejer, som ikke lader sig tale imod. Selskabsretligt er det jo bestyrelsesformanden, som mellem generalforsamlingerne, har det afgørende ord. Vil/kan en ejer acceptere dette? Og kan en bestyrelse leve med det? Et meget vigtigt spørgsmål uden et nemt svar. Men kemien spiller igen afgørende ind her. Og her er det vigtigt, at man stiller sine egne krav. Vær upfront. Det er bedre end at de hårde snakke bliver gemt, til efter du er indtrådt.

4) Hvad kan jeg bidrage med? Kan jeg tilføre værdi? Inden du siger ja eller nej til et tilbud om en bestyrelsespost, så skal du selvfølgelig også overveje, hvordan dine egne kompetencer passer ind. Hvem er de andre bestyrelsesmedlemmer? Hvad er de "castet" til at vide noget om? Og hvordan er kemien bestyrelsesmedlemmerne imellem. Det går jo ikke, hvis der i forvejen sidder en 3-4 andre med samme profil som dig. For det kan føre til en usund konkurrence eller kultur. 

5) Hvad er fremtidsudsigterne – hvad skal der ske med virksomheden? Er det tanken at vokse organisk, via opkøb eller slet ikke? Skal virksomheden sælges på sigt? Til en kapitalfond, en konkurrent eller noget helt andet.

Disse råd står knivskarpt for mig nu. Og dem vil jeg altid gå nøje igennem, inden jeg takker ja eller nej til en ny bestyrelsespost. I bagklogskabens klare lys, så havde jeg - i mit eget eksempel i begyndelsen af bloggen - nok ikke gjort mig alle disse svar klart, inden jeg takkede ja. For så havde jeg ikke accepteret posten til at begynde med. For den konkrete situation endte jo med, at jeg faktisk takkede ja og tog posten, selvom jeg ikke skulle have gjort det. Men faresignalerne dukkede forholdsvist hurtigt op. Jeg mødte velforberedt op til en række møder, men det gik ret hurtigt op for mig, at der var noget galt. Jeg sad med en fornemmelse af, at det var spild af tid, fordi samspillet mellem ledelsen og bestyrelsen ikke fungerede. At der ikke blev tilført værdi. Og til sidst blev det for meget. Det var ikke et frugtbart samarbejde for nogen af os. Derfor trak jeg mig. 

Og hvad skete der så med virksomheden? Den er i dag gået konkurs. 


 

Se flere blogs



Profil

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem

Jan Al-Erhayem blogger om, hvordan man håndterer og løser komplekse konflikter om f.eks. acceptable løsninger i forbindelse med samarbejder eller virksomhedsoverdragelse.

Som ekspert i at løse komplekse konflikter for virksomheder har Jan Al-Erhayem bl.a. arbejdet 13 år som chefjurist m.m. hos A.P. Møller-Mærsk, inden han endte hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen, hvor han i dag er advokat og partner.

Jan er en hyppigt anvendt foredragsholder særligt om konfliktløsning, dealmaking og håndtering af psykopater.