Anne Sophia Hermansens skråsikkerhed er misundelsesværdig

Line Rosenvinge
BLOGS Af

"Skriv på vreden", sagde min redaktør engang til mig. Vi drak varm kakao på hans kontor og han viste mig en reklamefilm fra Coca-Cola, fordi han mente, at det var god kunst. Jeg var mildt sagt ikke enig, og prøvede at tale om intentionalitet og entydighed i markedsføring overfor kompleksitet og flertydighed i kunsten som kommunikationsform.

Vi nåede ikke rigtig hinanden, men blev hver især skærpet på egne argumenter. Det handlede ikke om, at han ville omvende mig eller jeg ham, det handlede om meningsfyldt holdningsudveksling.

Rap i replikken
Nogle gange falder jeg i og laver ordnani. Det er når man bliver forført af eget og andres sprog og fyrer fikse formuleringer af i en lind strøm. En strøm af ordflom. Nogle gange sidder jeg ved et middagsselskab, hvor der er en bordherre eller -dame, som er rigtig rap i replikken. Så udvikler der sig en art ordbattle, hvor det handler om skiftevis at parere og gå til angreb. Latter fra tilhørere er umiddelbar tilkendegivelse for vundet point. Du kender det måske fra skoletiden?

Nogle gange er der nogle, der hævder sig selv på andres bekostning. Det skal man passe på med. Jeg kom til at gøre det i går.

Jeg indrømmer, at det var upassende at invadere debattør Anne Sophia Hermansens postering på LinkedIn. En skribent må gerne via egne platforme cirkulere eget produkt, det gør jeg selv. Det hænder, at der i tråden under en postering fremvokser en debat, som ingen havde set komme, det er vilkårene på de sociale medier. Både charmerende og irriterende.  

Hermansen blev irriteret, og det forstår jeg godt. For i tråden under hendes postering diskuterede jeg med en kollega det generelle dannelsesniveau blandt samtidens debattører (det problematiske i at have en mening om alt). Nuvel, Hermansens indlæg havde givet anledning til en besk kommentar, som hun valgte at tage personligt. Det havde jeg nok også selv gjort.

Hermansen lod den ikke være ved det, hun bragte den i går videre til sine mange følgere på Facebook, som glædeligt bakker hende op i at min kollega og jeg er nogle fjolser. Det gør lidt ondt at læse, men det er virkelig morsomt.

Jeg vil gerne grine af min egen utilstrækkelighed. Jeg vil gerne stille min tvivl til rådighed, hvis det er hensigtsmæssigt for debatten. Men jeg vil også prøve at holde fast i emnet så vi sammen kan tale om det, som er værd at tale om.

Charme, selvtillid og lækkert hår
Jeg vil gerne tale om Hermansens indre prisme. Det er ikke for sjov, dette her. Nu tillader jeg mig at bruge Hermansen som eksempel, for hun er én blandt mange, hvis skråsikkerhed er misundelsesværdig.

Nogle evner at tale ud fra helt klare principper. Det er som om, at de én gang for alle har regnet ud, hvordan verden hænger sammen og hvordan den burde laves om. En sådan selvsikkerhed er sandsynligvis prisværdig for politikeren, der bør være helt på det rene med sit ideologiske ståsted. Den selvsikkerhed, hvormed visse skribenter og politikere agerer, gør deres tale og handlinger umiddelbart aflæselige og ukompliceret entydige. De er de dygtige. Dem med succes.

Gid det var mig. Jeg tøver og jeg tvivler og når jeg skriver, så er det ofte fordi jeg har brug for at tænke højt, fordi der er noget, som jeg ikke forstår og gerne vil forstå. Noget, som jeg tror, andre også går og tænker over.

Når jeg skriver, så gør jeg det ikke nødvendigvis for at overbevise nogen om noget. Når jeg skriver, så er det fordi der er noget, som tænder mig. Enten som vrede eller som begejstring. Ikke altid forstår jeg denne vrede eller denne begejstring, men hvis jeg tror, at jeg kan skrive noget, som andre kan bruge til noget, så gør jeg det.

Bevares, det er ikke lige genialt hver gang. I løbet af de seneste cirka 20 år har jeg publiceret knap 500 tekster, og der er da nogle, som jeg finder tåkrummende, fordi jeg har flyttet mig. Sådan er det bare. Faktisk holder jeg af at følge andre skribenter, som har flyttet sig.

Hvad skal læseren have i dag
"Skriv på vreden", sagde min redaktør engang. Helst ikke, tænker jeg nu. Som blogger er jeg kommet til at gøre mange mennesker kede af det eller sure eller begge dele. Er det derfor, jeg skriver? Tændergnidslende og tåkrummende? Ideelt vil jeg have overskud som motivation, ikke underskud.

Og så vil jeg mindes de middagsselskaber, hvor jeg går opløftet hjem, fordi jeg har haft en bordherre eller -dame, som ikke bare var veltalende og humoristisk, men som også var generøs med sin viden. Viden, som har udvidet min horisont, fordi deres personlige liv eller faglige position er anderledes end min.

Jeg vil søge samtalepartnere, som lytter, når jeg stiller spørgsmål, og ikke automatisk ser mine spørgsmål som angreb, men derimod som udtryk for oprigtig nysgerrighed og en anledning til at få en holdning eller noget fakta uddybet yderligere.

Samtidig vil jeg gøre mig endnu mere umage med ikke selv at henfalde til den omsiggribende ordnani. Jeg vil prøve kun at publicere det, som jeg finder bydende nødvendigt. Som dette indlæg. Og nu. Stilhed?

Ordnani som begreb er indtroduceret af Bastian Overgaard som i en artikel på Kforum den 16. februar 2016 blandt andet skriver: "Vi har brug for hjælp. Alle os, der tror, vi har fået to ører og en mund, for at vi kan høre os selv tale i stereo. Vi er hunde. Og inden vi ser os om, har vi spist al taletiden lige for næsen af de kompetente introverte, der aldrig kommer til orde." (Så ti dog stille, ordnanister!).


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.