Men ej skilles

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Når man vil gøre en forskel, så kan det være en god ide at begynde med at lave en huskeliste. Things to do. Hvis man undervejs, i kampens hede, når udfordringerne melder sig, er ved at miste fornemmelsen for, hvad det hele handler om, så kan man konsultere den liste, som man begyndte med at lave.

FN har lavet en sådan liste. På den står der 17 vigtige ting, som vi skal huske. Ting som afskaffelse af sult og fattigdom, god sundhed og trivsel, kvalitet i uddannelse, ligestilling mellem kønnene og mindre ulighed i det hele taget, adgang til rent vand og sanitet, mere bæredygtig energi, økonomisk vækst men anstændige jobs, ansvarligt forbrug og ansvarlig produktion.

Huskelisten blev september 2015 vedtaget af verdens regeringsledere på FN topmødet i New York. De 17 verdensmål er del af en overordnet plan om frem mod 2030 at arbejde for bæredygtig udvikling.

Mandag samledes Nordens ledere i FN-byen i København, for at minde hinanden om at gøre en forskel. Tirsdag havde Nordisk Råd lånt Folketingssalen på Christiansborg for her at lade Nordens ledere holde hver deres åbningstale i anledning af rådets 68. session. Henrik Dam Kristensen, præsident for Nordisk Råd, agerede mødeleder.  

"Jeg tror, at vi allesammen skal kende vores plads". Sådan sagde Dam Kristensen ved pressemødet i Landstingssalen tirsdag formiddag, før plenum-seancen om eftermiddagen i Folketingssalen. Præsidenten uddybede ved at kalde Nordisk Råd for "stedet, hvor man tager sig en snak".

Vi snakker. Men ikke kun med os selv. De andre snakker også om os. "Norden indgyder håb" som rådets vicepræsident, Mikkel Dencker, sagde ved selvsamme pressemøde.

I cirka 200 år har vi levet i fred i Norden. Tjek. Sæt kryds ud for boksen fred. Netop krydset, korset, er genganger i alle de nordiske flag, med Grønlands smukke rød-hvide cirkel som eneste undtagelse. Korset, være det sig flagets eller kirkens, ses også i Folketingssalens stukkatur.

Det handler ikke bare om os. Vi er ikke en samling gale gallere med en druide, der kan brygge trylledrik. Nordens ledere taler naturligvis også om Europa og Europas ydre grænser. Lederne taler for tiden også om dysfunktionaliteter i det nordiske samarbejde, navnlig provokeret af grænsespørgsmål, for hvordan sikrer vi arbejdskraftens frie bevægelighed, når ekstraordinære situationer kræver ekstraordinære foranstaltninger?

Eller, som præsident Henrik Dam Kristensen udtrykte ved sessionens åbning: "Hvordan kan vi gøre vores samarbejdsmodel mere tidssvarende" og "hurtigst muligt komme tilbage til det spor, som tjener os så godt".

Nordens ledere taler også og igen om det Arktiske spørgsmål, om NATO, om Rusland og om Østersøen. Hvorvidt det er muligt at gøre sig uafhængig af russisk energi. Hvorvidt man bør tillade russiske forsyningslinjer på nordisk territorie. "Jeg tror, at vi allesammen skal kende vores plads". Men vi er i samme båd og båden vipper, endda på åben sø.

Jeg kan sejle foruden vind
Det kan jeg. Jeg kan også sejle i modvind. Det er et spørgsmål om teknik. Hvis der er benzin på tanken, så når jeg frem, selv i strid modvind. Desuden er jeg ikke alene, og sammen er vi stærke, jævnfør titlen på den visionserklæring, som de nordiske samarbejdsministre vedtog februar 2014.

Sammen er vi stærke og kan sejle, selv i mørke. For selvom skærmen er slukket, så rammer det dagslys, som kommer ind gennem vinduerne, og det lægger sig på overfladen sammen med de lysprikker, som stammer fra rummets kunstige belysning. Jeg ser min egen profil. Rundt om hænger Johannes Larsens betagende malerier af fiskere og vildgæs på træk.

Lad os lette. Lad os flyve et bedre sted hen. Lad os tage på træk til de varme lande, når vinteren kommer. Vi bryster os af den nordiske velfærdsmodel, men selv svanen i Nordisk Råds logo trækker mod varmere himmelstrøg når det bliver rigtig koldt i det, som ellers er hjemme.

Det-kan-altid-blive-bedre. Denne indstilling var tilsyneladende det eneste gennemgående træk ved de nordiske lederes åbningstaler, hvor der blandt andet blev talt om følgende:

Om nødvendigheden at at tale med en fælles stemme, for at stå stærkere i forhold til EU og Europa. Om frihed, lighed og demokrati. Om nødvendigheden af internationalt samarbejde for at sikre regional stabilitet. Om bekæmpelse af ulighed som et essentielt element for den nordiske velfærdsmodel. Om menneskerettighederne. Om evner for solidaritet og tolerance som det, der har gjort de nordiske samfund så moderne, fredelige og velfungerende. Om respekt for forskelligheder og gensidige frihedsrettigheder. Om ligestilling og kvinders indflydelse i samfundsdannelse post-kaos. Om at sætte endnu mere ambitiøse mål og ikke blot hvile på laurbærene over at være klimadukse. Om at medtænke forbrugspolitik i den bæredygtige udvikling. Om det moralske valg og det ansvar, som er større end os selv og vedrører andre regioner såvel som kommende generationer. Om samhørighed med naturen og sikringen af den biologiske mangfoldighed. Om energi i spillet om økonomisk og politisk magt. Om at opfylde behov for den nuværende generation uden at begrænse mulighederne for kommende generationer, med reference til Gro Harlem Brundtlands definition af netop bæredygtig udvikling.

For atter andre handler det tilsyneladende ene og alene om penge. Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen fra Venstre, vil gerne gøre sit land til det bedste og det rigeste. Han taler om finansiering og eksport. Han taler om, hvad der kan betale sig. Han taler om, hvad der er en god forretning. Han kalder udviklingsarbejde en løfteraket for private investeringer. Og han kryber til korset, allerede før han har kastet sig ind i kampen.

I sin åbningstale tirsdag sagde han: "Udviklingssamarbejdet kan aldrig udligne skellet mellem rig og fattig". I mine øren er det påfaldende, når en leder giver udtryk for opgivenhed. En leder skal naturligvis være realistisk, men en leder må gerne tro på selv det vanskelige for at indgyde mod og få os alle til at spytte i næven.

Det er min fornemmelse, at det ikke er et spørgsmål om manglende evne for lederskab. Snarere er det udtryk for en leder, som ønsker at føre liberal politik. Altså en politik, som er baseret på, at hvis bare markedskræfterne får frit spil, så bliver vi alle sammen rigere og hermed lykkeligere. Really? Not! Sådan er det ikke i min bog.

Nu græder jeg indeni, og jeg græder af skam, fordi jeg er borger i det land, hvis folkevalgte leder er så ensidigt fokuseret på markedskræfter og pengeværdi. Jeg hører ham tale om den fond, som skal skabe fremgang og evig lykke. Jeg hører ham tale om den vækst, som er nødvendig for at sikre velfærd. Jeg hører ham tale om fremdrift for fremdriftens egen skyld, og jeg tænker, at hvis han glemmer, at pengene er et middel og ikke et mål, så når han aldrig hjem.

Jeg hører ham ikke tale om bæredygtig udvikling, klimamål, ligestilling, fattigdomsbekæmpelse og internationalt samarbejde. Jeg hører ham ikke tale om børnene, naturen og kulturen, som vi alle sammen har agn i. Jeg fisker. Igen og igen kaster jeg linen ud, men jeg kan ikke trække andet end ordflom i land.

Jeg sulter og savner den åndelige føde, som gør mig rigtig mæt, og jeg må tænke på, om det er nu, at jeg skal sende mit nødblus op og morse et S.O.S., for jeg føler mig så mutters og så alene i den beskedne robåd som er Danmark. Men jeg ror, jeg ror med tankens kraft, for den som holder sjælen rank kan aldrig blive træl.

Jeg kan ro uden åre
Også det kan jeg. Som nordbo kan jeg ro, også selvom jeg hverken har båd eller vand. Semiotiker og filosof, Per Aage Brandt, har på fin vis forklaret denne sag. I Sydeuropa var det første, man sagde til hinanden "jeg elsker dig"; frugterne på træerne vokser, helt af sig selv, det er bare om at plukke dem, og vinteren er så mild. I Nordeuropa var det første, man sagde til hinanden "hjælp mig"; vinden bider, men vi må samarbejde om at sikre forråd, så der er nok til alle, når nattefrosten slår ind. I fælleskab sikrer vi ordentlige forhold for de syge og de gamle. Børnene. Vi passer på hinanden, også dem ovre i den anden bygt, dem i højlandet, dem på øerne.

Det forlyder, at J.R.R. Tolkien, i sin fortælling om Ringenes Herre, lod sig inspirere af nordboerne. Vi er hobitterne, de koselige gubber, med store fødder og lave hytter. Vi fester gerne med vennerne hjemme i herredet. Men når det gælder, så gør vi det, vi ikke kan. Vi ror uden åre.   

I Snapsetinget, kantinen på Christiansborg, ligger der nogle morsomme servietter. Det var John F. Kennedy, der i sin tiltrædelsestale som USAs 35. præsident den 20. januar 1961 sagde: "My fellow Americans, ask not what your country can do for you, ask what you can do for your country."

Så hvad er der til frokost? I går var der varm kartoffelsuppe med sprød topping. Salatbar med strimlet rodfrugt, papirstynde radiseskiver og alt det løse. Kartoffelsalat. Bønnesalat. Kålsalat. Varmrøget pebermakrel. Vinaigrette med krydderurter. Hønsesalat og mulighed for ekstra bacon. Paté med sure courgetter og søde bær. Ovnstegte kyllingelår og kartofler med videre. Fire slags brød. Tre slags ost og dertil krydret rabarber-chutney. Mæt blev jeg. Mindre kunne have gjort det.

Det er godt, at have det godt. Måske det er bedre, at have det godt nok. Jovist, for den, som sammensætter en buffet, så er det fint at have for øje, at der skal være noget for alle og enhver. Gerne både kød og fisk, men også mulighed for vegetarisk. Mættende, men ikke nødvendigvis fedende. Nærende, men ikke nødvendigvis imponerende.

Den danske regering kæmper for tiden med at få Finanslov 2017 på plads. Der ser ikke kønt ud. Der skal være noget for alle og enhver. Udefra set virker det som om, at det slet ikke handler om at gøre det godt. Det handler bare om om at gøre det. Altså bikse noget sammen og præsentere en sammenkogt ret. Hvad skal vi have til frokost, Lars? Måske kiks med torskerogn, ketchup og stikkelsbær. Velbekomme, slug den.   

Uden at fælde tåre
Men nu vil jeg ikke græde mere, jeg vil le, og hvis jeg græder, så vil jeg græde af glæde. Ved årsskiftet overtager Norge formandsskabet i Nordisk Råd. I sin åbningstale tirsdag talte den norske statsminister, Erna Solberg fra Høyre, om at vi, med udfordringen om at sikre bæredygtig udvikling, alle er blevet U-lande.

Det er ikke noget at tude over. Vi må, gennem bredt globalt samarbejde, begrænse de konflikter, som rammer os. Og vi må gå til årsagerne. Ikke blot behandle symptomerne.

I Norden har vi sørget for socialt sikkerhedsnet, vi har gode organisatoriske rammer, vi har velfungerende skoler og vi er dygtige til at yde humanitær hjælp. Vi er gode til at tale med andre. Men vi lader det ikke blive ved snakken.

Se, nu bliver det sjovt. For Solberg citerede Elvis Presley: "A little less conversation, a little more action please". I salen var der ingen, som lo, men jeg lo indeni, for jeg synes, at det er en god sang, navnlig i den remixede version fra 2001.  

I sin præsentation af Norges formandsskabsprogram for Nordisk Råd i 2017 talte Solberg supplerende om, hvordan Paris-aftalen stiller store krav til omstilling. Hun talte om, at vi må være effektive og målrettede, hvis vi vil lykkes. Hun talte om, at udsyn skærper os. Hun talte om tillid og sammenhold. Hun talte om at sikre Norden en central plads, globalt. Hun talte om strategiske partnerskaber. Hun talte Norden som en kompetent, innovativ og integreret region. Hun talte om grøn omstilling. Hun talte om menneskeansvar.

Jeg kan godt lide, når andre bruger ord, som sjældent høres. Ord som menneskeansvar.  

Når Nordisk Råd afholder sin 69. session så gad jeg godt se en åbningsceremoni med et kulturelt indslag inspireret af videoen til Junkie XLs version af Elvis-hittet fra 1968. Se den her (3:51 minutter).

Så får vi se, om det er Donald Trump eller Hillary Clinton, som skal addresseres med sanglinjen "close your mouth and open up your heart" og kom ind i kampen om bæredygtig udvikling. Giv mig en boks. Jeg danser gerne.


For den fulde liste over FNs 17 verdensmål se her. Helsingforsaftalen, det juridiske grundlag for det officielle nordiske samarbejde, kan læses her. Ovenstående teksts rubrik og underrubrik stammer fra den ålandske folkevise Hvem kan sejle foruden vind?, som første gang blev publiceret i 1909. Melodien menes at være afledt af femte strofe i en vise fra 1700-talllet. For, lettere fnisende, bootleg-liveversion ved ABBAs Agnetha Fältskog hør her (2:06 minutter). A Little Less Conversation er en komposition af Mac Davis og Billy Strange oprindeligt indspillet af Elvis Presley 1968 hos Western Recorders Inc. i Los Angeles. I 2001 blev en remixet version af sangen brugt i Soderbergh-filmen Ocean's Eleven. Det var den hollandske DJ, Tom Holkenborg, som under kunstnernavnet Junkie XL, havde bearbejdet Elvis-hittet. Junkie XL arbejdede på opdrag fra Nike, som skulle bruge en reklame til VM i fodbold. Reklamefilmen blev imidlertidig så vel modtaget at Junkie XLs Elvis-remix siden udkom som single. Alle billeder ovenfor er taget af Line Rosenvinge på det danske parlament, Christiansborg. Billede nummer tre fra oven er en detalje fra Johannes Larsens trilogi, Edderfugletrækket, fra 1924. Maleriserien tilhører Folketinget fordi forfatteren Johannes V. Jensen iværksatte en landsindsamling, der sikrede ophængningen i Folketinget. Trilogien viser fugle på træk henholdsvis morgen, middag og aften.


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.