Progressiv karriere i krybesporet

Annette Franck
BLOGS Af

Hvis vi skal videre i de evige debatter om f.eks. stress og ligestilling, kræver det nok kontroversielle opgør med traditionelle roller som medarbejder og arbejdsgiver. Kammeradvokatens "fleksibilitetspolitik" kan være et bud. 

Jeg keder mig på kommando over management-snik-snak om evige temaer som f.eks. stress. Sjældent noget nyt i vente, og scenariet er forudsigeligt med et offer, en skurk og en beskytter: 

Et stakkels menneske, der har oplevet, at det var umuligt at fungere under krav fra chefen, arbejdspladsen, samfundet, osv. Sekunderet af en ekspert, der velmenende bebrejder chefen, arbejdspladsen og samfundet de umenneskelige krav. 

Præmisserne

Derfor fanger det min interesse, når nogen faktisk griber sagen anderledes an. Ikke bare reaktivt behandler, men proaktivt forandrer scenariet. Sådan et eksempel skrev Børsen om i artiklen ’Advokathus vil bekæmpe stress’ (13 oktober 2016). Men de mest interessante pointer ved Kammeradvokatens tilgang til stress-udfordringen stod nok kun mellem linjerne. 

Jeg læste, at den omtaltefleksibilitetspolitikmedlivslang karriereudvikling(oh yes – management lingo) tager udgangspunkt i grundlæggende præmisser for at udvikle en fornuftig arbejdsplads, også selvom udvikling indebærer kontroversielt opgør med vores forestillinger og traditionelle ansvarsfordeling på arbejdsmarkedet. 

Stil skarpt

Når vi tæver rundt i evige temaer på arbejdsmarkedet, er det måske fordi, vi ikke får defineret problemerne korrekt og respekterer præmisserne for løsninger. Stress er et eksempel, men der er mange andre evige problemstillinger som ligestilling, ligeløn, aldersdiskrimination, etc. 

I artiklen om Kammeradvokatens fleksibilitetspolitik vinkles på "stress", men det er faktisk et opgør med en forældet organisationsstruktur, hvor man skulle avancere i et hierarki for at specialisere sig. Denne faglige karriere skulle kompromisløst finde sted netop i år, hvor man har andet at se til, f.eks. at sende sine unger godt i vej uden at slå sig selv eller sin mage halvt ihjel. Betingelser, der har ekskluderet især kvinder fra f.eks. at "gøre karriere" som advokater. Mænd har nok også betalt prisen, for stress, skilsmisse og sygdom, etc. er bestemt ikke kønsspecifikke problemer. Sådan er samfundet og virksomhederne gået glip af mange kvalificerede medarbejdere, der blev sat af karriereudviklingen i disse vigtige år.

Så stress er bare et symptom på nødvendigheden af at udvikle arbejdspladsen, læser jeg. Fleksibilitetspolitikken er nok snarere en ambition om at stille skarpt på strukturerer, der er baseret på forældede forestillinger om arbejdslivet og karriereforløb. Win-win at gøre op med, for omkostningerne ved ikke at udvikle arbejdspladserne er i dag alt for store. Både for den medarbejder, som forsøger at passe ind, men får stress eller oplever at blive diskrimineret. Men også for arbejdspladserne, der går glip af kvalificeret arbejdskraft, der takker nej til betingelserne. 

Tag ansvar

Det er kontroversielt, for jeg læser mellem linjerne i artiklen, at der er mere i spil end bare et administrativt opgør med strukturer. Det er også et opgør med ansvarsfordelingen, så medarbejdere får ansvar for egne valg i arbejdslivet. Ja, for hvis arbejdsgiveren giver reelle valgmuligheder i ansættelsesforholdet frem for at insistere på ufleksible one-size-fits-all-karriereforløb, så skal hver enkelt af os jo bevidst og proaktivt tage stilling til vores faglige ambitioner og arbejdsindsats. 

Vi skal også acceptere, at vores valg bliver afspejlet i løn, titler, forfremmelser, og måske endda kompetenceudvikling, der er finansieret af arbejdsgiveren. Så bliver arbejdslivet ikke bare noget, ’der sker for os’, og som vi skal passe ind i, når en arbejdsgiver har købt vores tid. Fagforeningen er da også fremme i artiklen med budskabet om, at det er arbejdsgiverens ansvar, at valg ikke har konsekvenser for den ansattes muligheder. Men  præmissen for valg er jo konsekvenser. I dag er virkeligheden, at de manglende valg har langt større konsekvenser  for begge parter. 

Det progressive krybespor

Artiklen fokuserer på en medarbejder, der har valgt "fast track". Ikke særligt interessant, for det er jo set før. Jeg er nysgerrig på overvejelserne fra en medarbejder, der har truffet det progressive valg, nemlig ’slow track’ i en karrierefokuseret branche (Det kalder Kammeradvokaten det nu næppe). Og jeg vil gerne høre vurderingen fra den arbejdsgiver, der skal respektere medarbejderens valg af et karriereforløb i "krybesporet".  

Det nye er jo at kunne vælge at arbejde i en krævende branche uden at skulle leve med kravet om hierarkisk ambition og betingelsen om opofrelse af alle de andre vigtige ting i livet. At kunne stå ved sine prioriteringer, så man ikke skal have det skidt med at gå for tidligt fra arbejde og alligevel komme alt for sent hjem. At kunne sætte det lange lys på sit arbejdsliv, så alt ikke skal ske i de vigtige 30’ere. Og ikke mindst at det hele er formelt aftalt med arbejdsgiveren, så forventninger og ansvarsfordeling er gensidigt afstemt. 

Jeg kedede mig over stress-vinklen i Børsens artikel, men blev fanget af hvad jeg læste mellem linjerne: Proaktive bud på udvikling af arbejdspladser, der giver muligheder for både medarbejdere og arbejdsgiver, men også stiller kontroversielle krav til begge parter. 

 

 

Se flere blogs



Profil

Annette Franck

Annette Franck

Ekspert i forandringskommunikation. Stifter af Corporate Voice
www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.