Nordeas uforfængelige og kloge beslutning

Process Factory, Susanne Mølle

Det var vel mildest talt noget af en overraskelse, at Nordea i løbet af ugen sagde farvel til Swipp og goddag til Mobilepay. Det er sjældent, at man ser en ledelse træffe en beslutning, som så tydeligt ligner et nederlag på den korte bane, men som med stor sandsynlighed viser sig at være den helt rigtige beslutning på den lange bane.

Og jeg kan kun opfordre de andre Swipp banker til at følge efter – og det kan ikke gå swippt nok!

På trods af betydelige investeringer og strategiske udmeldinger er Swipp bare ikke lykkedes. Mobilepay har swipet alle kunderne til sig helt i tråd med tidens ”winner takes it all” trend. Swipps løsning er fin, men set fra brugerside uden nogen ekstra funktionalitet, som opvejer ulempen ved Swipps begrænsede anvendelsesmulighed. At Swipp har valgt at fokusere på at blive den foretrukne løsning blandt detailforretninger, er reelt uden betydning, for hvilken magt har forretningerne over kundens betalingsmiddel? De ønsker jo blot at gøre det så let for kunden at købe varen, uanset om præferencen er Mobilepay, Swipp, Dankort, Visa, Mastercard og ja, endnu også kontanter.

Samtidig ligger fronterne i kampen om fremtidens betalingsstrømme et helt andet sted. Og her står man langt stærkere, hvis man kombinerer det bedste fra Mobilepay og Swipp og får styrket positionen i forhold til globale betalingsløsninger, hvoraf Apple, Google og Facebook er nogle af de mest omtalte konkurrenter. Med et længere perspektiv bliver blockchain baserede løsninger endnu vigtigere at fokusere på.

At træffe en så kontroversiel beslutning som Nordea har gjort kræver mandsmod og fremtidssyn. Ingen kan lide at fremstå som taber. Men nogen gange er det det, der skal til, for at blive vinder på den lange bane.

Derfor vil jeg gerne ønske Nordea til lykke med en uforfængelig og klog beslutning. Måtte vi se flere af dem.


 

Se flere blogs



Profil

Susanne Møllegaard

Susanne Møllegaard

Adm. direktør og medejer, Process Factory
Simple forretningsgange og smidig kommunikation er drømmescenarier for virksomhedsledere og iværksættere. Susanne Møllegaard ved, hvordan vi når målet – og gør kunderne glade. Hun har fingrene i den teknologiske muld, og blogger på den baggrund om, hvordan virksomheder giver kunderne en bedre oplevelse gennem digitalisering og automatisering.

Susanne Møllegaard er adm. direktør i it-konsulenthuset Process Factory, der rådgiver om og udvikler digitale løsninger til forsikringsbranchen. Fintech står højt på hendes agenda. Hun er cand. oecon. og forhenværende underdirektør og forretningsansvarlig i forsikringsbranchen.