Vil du skabe en taber, så bliv skilt!

David Munk-Bogballe
Børn fra skilsmissefamilier klarer sig i gennemsnit markant dårligere end børn fra kernefamilier. Sandsynligheden, for at dit barn ikke kommer videre i uddannelsessystemet end folkeskolen, stiger til det dobbelte, hvis du bliver skilt. Hvis du efter skilsmissen finder en ny kæreste for så at gå fra ham igen, vil dine børn have 50% større sandsynlighed for at blive indlagt på hospitalet, end hvis du var blevet sammen med din mand i første omgang. Risikoen, for de bliver kriminelle, vil også være steget til det dobbelte.

Hvis man troede, at mødre var særligt interesserede i deres børns ve og vel, kan det derfor undre, at netop 55% af fraskilte kvinder angiver, at de tog initiativet til at blive skilt og splitte deres familie ("kun" 28% af fraskilte mænd hævder, at de tog initiativet) og dermed betragteligt øge sandsynligheden for, at deres små guldklumper vil få et dårligt liv med kriminalitet, lav uddannelse, psykiske problemer, lavt selvværd, et svært arbejdsliv, og, med højere sandsynlighed, overførselsindkomst. Undersøgelser foretaget i USA peger på, at børn fra skilsmissehjem i gennemsnit tilmed opleves som mindre behagelige at være sammen med, har større sandsynlighed for at udvikle talebesvær, føle sig usikre, ensomme og dobbelt så stor sandsynlighed for at begå selvmord.


48% af danske ægteskaber ender i skilsmisse, og der er således mange forældre, der tilsyneladende mener, at et lykkeligt liv er vigtigere for dem end for deres børn. En anelse uretfærdigt måske hvis man tænker på, hvem der satte hvem i verden, men den overvejelse betyder måske ikke så meget, hvis der altid flyder sokker i sofaen, hvis man i forvejen ikke har sex som i filmene eller tid til yoga og træningen til sin iron man. Der findes selvfølgelig ægteskaber med misbrug, konstant utroskab og psykisk og fysisk vold. Dem skal man ikke blive i. Drejer det sig derimod blot om kedelige, praktiske eller ulykkelige ægteskaber med børn, ja så bør man spørge sig selv, om ikke man bør blive, og holder man af sine sønner og døtre, og vil man dem det godt, så synes svaret at være et entydigt ja. Det er måske ikke så opløftende for de skuffede og skilsmisseparate forældre, der troede, at ægteskabet ville byde på evig forelskelse, perfektion og tid til selvrealisering, men hvis begge parter vedkender sig deres ansvar, skruer ned for kravene og op for tilgivelsen og bliver sammen for børnenes skyld, så kan de ved samme lejlighed lige så godt forsøge at gøre deres bedste for hinanden. Der er ingen garanti for, at det dermed ender godt, men i det mindste vil det gøre ægteskabet meningsfuldt og øge chancerne for, at børnene får et godt liv.


Det er klart, at skilsmisseproblemet ikke umiddelbart er et, der kan løses politisk, men man kunne nu alligvel godt fra politisk hold give børn og ægtepar en hjælpende hånd. Man kunne starte med at sætte en stopper for NemID-skilsmisser og genindføre den tvungne separationsperiode. Samtidig kunne staten betinge, at kun gifte par kunne modtage støtte til behandling mod barnløshed. En sådan politik ville afspejle to vigtige sandheder. Den ene, at kernefamilien er den bedste ramme for børn; den anden, at ægteskabet er værdifuldt, meningsgivende og værd at kæmpe for.


 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.