Udviklingsbistand er ondskab og bør udfases

David Munk-Bogballe

Udviklingsbistand er skadelig for udviklingslandenes økonomier. Det ved vi, og derfor er det en skandale, at Danmark ufortrødent fortsætter med at sende bistand af sted og derved medvirker til at forringe verdens allerdårligst stillede befolkningers muligheder for at forbedre deres lod. Ulandsbistanden burde udfases og pengene bruges på noget, der virker: Nødhjælp i krisezoner, hjælp til særligt socialt udsatte herhjemme og vækstskabende og retfærdighedsfremmende skatte- og afgiftsnedsættelser.

 

Angus Deaton, sidste års modtager af nobelprisen i økonomi, der gives for exceptionelle bidrag til den økonomiske videnskab, fik prisen for at vise, hvorledes udviklingsbistand undergraver modtagerlandenes udvikling mod i højere grad at kunne varetage vigtige regeringsopgaver. Regeringer, der modtager store finansielle summer fra donorer, behøver ifølge Deaton ikke noget stabilt skattesystem, ikke noget parlament og har ingen kontrakt med deres befolkning, om hvordan bistanden skal bruges, hvorfor de samme regeringer kan gøre, hvad de vil og købe våben, dyre biler, smykker og luksusejendomme uden at stå til ansvar. De kan læne sig tilbage og leve højt på de rige donorlandes vælgerbefolkningers ønsker om at hjælpe og krav til deres regeringer, om at der sendes penge. De modtagende lande står selvfølgelig formelt set til ansvar overfor donorregeringerne, men når opfattelsen som i Danmark er, at vi er rige og derfor ubetinget er forpligtede til at sende penge til de dårligere stillede, så betyder ansvaret ikke det store. Pengestrømmen flyder, uanset hvordan modtagerne forvalter bistanden, fordi det folkelige krav om, at der skal ydes økonomisk bistand, er så stort, som det er. Det er et alvorligt problem, for når udviklingslandene ikke for alvor står til ansvar overfor og må levere politiske løsninger til gavn for deres befolkninger, så udebliver nødvendige reformer, tiltag og investeringer i modtagerlandene, idet opmærksomheden og skatteindtægterne i modtagerregeringernes budgetter dirigeres hen til andre formål end retsvæsen, uddannelse, sundhed med mere, der typisk dækkes af ulandsbistanden. Konsekvensen er, at intet levedygtigt system opbygges, så det kan tage over og bistandsmidlernes strøm bringes til ophør. Modtager- og donorlande ender dermed i et afhængighedsparadoks: Får udviklingslandene ingen bistand, vil deres rudimentære, men dog centrale systemer og institutioner kollapse og befolkningerne betale prisen. Vedbliver donorlandene at yde bistand, vil levedygtige systemer og institutioner ikke blive etableret, idet udvilklingslandenes typisk sparsomme skatteindtægter vil gå til andre formål.

 

Den danske regering har afsat 14,8 milliarder kroner til udviklingsbistand i 2016. Penge, der ifølge Angus Deaton og 80% af de studier, der minutiøst har gransket effekterne af sådan bistand, ikke vil bidrage til modtagerlandenes langsigtede økonomiske udvikling*. De 14,8 milliarder kroner, Danmark i år sender af sted, vil med andre ord gå til spilde set fra et udviklingsperspektiv. Modstand imod ulandsbistand kan derfor ikke automatisk affejes som et udslag af et “ubehageligt menneskesyn”, egoisme eller af en urimelig modvilje mod at finansiere indignerede projektmageres utvivlsomt spændende og givende job og velmenende organisationers  aktiviteter under varme himmelstrøg, men må snarere ses som ansvarlig og myndig godhed, der er rationelt funderet i seriøs økonomisk videnskab og solide undersøgelser, hvis klare anbefaling er, at ulandsbistanden bør udfases, hvis ønsket er, at udviklingslandene skal udvikle sig positivt. Bistand virker simpelthen ikke.

 

Det gør nødhjælp derimod, og i 2014 satte Danmark rekord og brugte 2,3 milliarder kroner på den type støtte i krisezoner. Ved at udfase ulandsbistanden kunne beløbet fra 2014 øges til 4 milliarder, og samtidig kunne yderligere 1,3 milliarder afsættes til behandling af misbrugere og hjælp til hjemløse herhjemme. Det er grupper, der i den grad overses, og som i høj grad er værdigt trængende. Nu er 14,8 milliarder næppe nok til at løse alle de af Danmarks problemer, der kan løses med penge, men hvis man ved samme lejlighed ville tage et afgørende skridt mod at skabe rammerne for øget økonomisk vækst og rette op på skattemæssige uretfærdigheder, så kunne man med de frigjorte midler også halvere registreringsafgiften (4 milliarder), arveafgiften (1,5 milliarder) og topskatten (4 milliarder). Alternativt kunne man bruge nogle af pengene på det hårdt pressede forsvar, på at genindføre den gratis adgang til statslige museer eller noget helt tredje.

 

Der ville kunne gøres meget godt med de 14,8 milliarder kroner, udviklingsbistanden koster årligt. Måske kunne de, hvis de blev frigjort nu, tilmed forhindre et utidigt valg, dersom de måtte give de borgerlige partier tilstrækkeligt manøvrerum til at nå til enighed i de pågående forhandlinger om boligskat, topskat og vækst i det offentlige forbrug. I øjeblikket er det eneste, vi ved, dog, at pengene spildes på at betale aflad.





 

Se flere blogs



Profil

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe

David Munk-Bogballe er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Østjylland og skriver om politik og samfundsforhold fra en konservativ synsvinkel. Til dagligt driver han virksomheden Munk Bogballe, der fremstiller eksklusive lædervarer.

Sideløbende arbejder han på en doktorafhandling om konservatisme ved Freie Universität i Berlin. Han er uddannet BA i International Business fra European School of Economics i Paris, London og Rom og MSc i Philosophy of the Social Sciences fra London School of Economics.