Reserven blandt reserver

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Vi står i hendes atelier, da telefonen ringer. Mens de taler, ser jeg på mine allerede omfangsrige noter. Samtalen slutter og kunstneren fortæller om den PTSD-ramte soldat, som hun ind i mellem taler med, fordi han er begyndt at være kreativ. Det går, meget langsomt, lidt bedre. "Jeg er så stolt af ham" siger hun, med let fugtige øjne og uden at slå blikket ned.

Vi sidder i rød stue. Den, der til hverdag fungerer som kontor. Kunstneren er sortklædt og højgravid, hun har sofaen for sig selv, for alle vi andre, der deltager i aftenens salon, sidder i en halvcirkel rundt om hende. Vi sidder på spisestuestole, køkkenskamler, store puder og hvad der ellers findes i lejligheden. Kunstneren taler, indlevende og begavet, blandt andet om dengang hun i 2002 gennem en krigszone fløj sit lille Piper Colt-fly fra København til Kabul, selvom amerikanerne ville skyde hende ned. Og om de mange timer, som hun tilbragte sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, da hun malede hans portræt.

Vi er gået inden for på det nærliggende autoværksted, selvom det ikke helt er fyraften, i al fald er nogle af mekanikerne stadig ved at arbejde på bilerne. Det larmer. Vi larmer. Der er små børn og en improviseret jamsession med violin og forefaldende slagtøj. Naboer, familie, venner og almindeligt kunstinteresserede er samlet på Nørrebro i anledning af indvielsen af et plankeværksværk under Metroselskabets projekt Byens Hegn. Kunstnerens atelier og bolig ligger nær ved, hun har været lidt med ind over. Indvielsen ender med, at en imponerende mængde mennesker spiser chili con carne af paptallerkner fra fællesrummet i andelsforeningen. Det er iøvrigt også en barnedåb for kunstnerens nyfødte, der som et femmåneders foster bag en stor skudsikker vest var med sin mor i Libyen, i krigens sidste måneder.

Vi er to journalister, som mødes ved hovedindgangen til Christiansborg. Det er isnende koldt og januar. En tredje journalistkollega har skaffet os adgang, så vi sammen med kunstneren kan bese Fogh-portrættet. Hun ankommer på rulleskøjter, men skifter til sko, før vi skal gennem sikkerhedstjek. Hun fortæller os om, at der ligger en skjult besked i maleriet. Jeg har endnu tilgode at skrive om denne besked.

Vi er to kunsthistoriestuderende, som møder kunstneren og hendes tre kolleger på udstillingsstedet for at lave et lille interview til publikation i et engelsksproget internationalt kunsttidskrift, som en fokusartikel om den københavnske kunstscene. Vi havde valgt at tale med kunstnergruppen Saga Basement. Det er cirka tyve år siden. Gruppen eksisterer ikke længere, men de har hver især lavet værker, som består.

Jeg står på Kunsthal Charlotteborg foran kunstnerens bataljemaleri over Danmarks deltagelse i Libyen-krigen. Lige om lidt er der takketaler og hvidvin. Jeg er kommet for tidligt, fordi jeg i fred og ro vil tilegne mig billedets støj. Billedets støv er det første, der slår mig. Jovist er malingen tør og overfladen glat, men jeg får den tanke, at det hele, ved et lille pust, ville omrokere sig. Støvet har endnu ikke lagt sig over dette Libyen. Jeg får lyst til at puste, af karsken bælg. Pruste støvet af børnenes kinder og snavset af mændenes hår. Ryste kvindernes skørter fri fra alt det uønskede, som er faldet ned over dem. Jeg får lyst til at finde rene ligklæder til de nøgne kroppe. Først vil jeg samle deres spredte ben. Og jeg vil dække det ansigt, som har fået skåret næsen af.

Faktisk vil jeg ikke se dette billede. For jeg har allerede set det. Jeg har set det i medierne; på tv, i trykte dagblade og som klip, delt på de sociale medier. Jeg ved, at noget grimt findes. Jeg ved, at jeg er borger i et land, som går i krig. Ret mange, faktisk. Laaangt væk. Luk øjnene i og tæl til ti. Du ser dem ikke. Men det skal være løgn, tænker kunstneren, som gerne laver bataljen.

Kunstneren, Simone Aaberg Kærn, for hende er det, har skildret hvad hun oplevede som konsekvens af en ellers vellykket og velgennemtænkt luftkrig. Hun har skildret krigen i øjenhøjde, i noget så gammeldags men et maleri. "Mit billede er til de næste 200 år", som hun sagde i sin tale ved lanceringen i går. "Så vi har noget at tale sammen om". De mange flimrende billeder fra medierne er stort set ubærlige. Foran batalje-maleriet vil jeg holde mine øjne åbne, for jeg anerkender den kunstner, der har påtaget sig det arbejde, der kræves, for at lave et sådant billede. Hun var der selv. Hun har trodset al sund fornuft og fløjet gennem krigszoner fordi hun siger, at luftrummet er frit.

Når jeg på himlen ser et lille bitte fly, så siger jeg til børnene, at det måske er Simone. Når de spørger mig, hvem hun er, så siger jeg, at hun er en søster på himlen.

Det syv meter lange bataljemaleri kan beses på Kunsthal Charlottenborg i København fra i dag og til og med den 6. november 2016. På udstillingen vises samtidig den oprindelige skitse fra 2011. Værket, der har været undervejs i fem år, var i udgangspunktet et bestillingsværk med Forsvaret og Det Nationalhistoriske Museum som opdragsgiver. Grundet uoverensstemmelser, blev samarbejdet imidlertid ophævet. Kunstneren valgte alligevel at færdiggøre sit værk. Dette skete med klassisk mæcenstøtte uden restriktioner fra Peter J. Lassen, Montana.

Til Kulturnatten, den 14. oktober 2016, samt henover skolernes efterårsferie, afholder Simone Aaberg Kærn på Kunsthal Charlottenborg, i forlængelse af udstillingen, en workshop. Her laves flere billeder af krigen, og alle kan være med. Dertil er der allerede førstkommende lørdag, den 8. oktober kl. 15-17, samme sted et symposie med titlen Krigen om kunsten; i  panelet sidder Niels Hougaard (krigsfotograf), Peter Meldgaard (pilot i flyvevåbnet), Lars Bangert Struwe (Generalsekretær for Atlantsammenslutningen) og Simone Aaberg Kærn. Der er til begge arrangementer fri entré, hvis man har løst almindelig billet til kunsthallen.

Se iøvrigt siden krigogkunst.dk for noget af den omfattende presseomtale, som værket har afstedkommet i løbet af de seneste par år, samt for supplerende baggrundsinformation om Libyen-krigen. Der er flere vinkler.

Titlen på nærværende indlæg, Reserven blandt reserver, henviser til Halfdan Rasmussens digt Noget om helte (livet er en morgengave) fra 1976, populært omsat til sang med melodi ved komponist Robert Normann. Noget om helte er Højskolesangbogens nr. 187.  

Alle billeder gengivet er batalje-detaljer (fotograferet af Line Rosenvinge). 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.