Fem startup-trends forsikringsdirektøren skal kende

Process Factory, Susanne Mølle

Det har været svært at overse den hype, der har været omkring fintech blandt tech-iværksættere de senere år. I Danmark har det blandt andet ført til, at vi har set så spændende initiativer som Clearhaus, Hufsy, Lendino, Pleo og Coinify.

Forsikring derimod har ikke fået den samme opmærksomhed. Men det er heldigvis ved at vende nu. Insurtech eller instech er sat på dagsordenen blandt investorer, som ser et kæmpepotentiale i et forsikringsmarked, der på verdensplan udgør over 4500 mia. dollar i forsikringspræmier for både livs- og skadesforsikring.

I 2015 var de samlede investeringer i insurtech 2,65 mia. dollar og forventningen er, at det bliver overgået i 2016.

Særligt fem trends blandt de mange insurtech startups er værd at holde øje med:

Peer-to-peer

Forsikring startede med det nære kollektiv, men har udviklet sig til en groft sagt fremmedgørende størrelse, hvor den enkelte kunde ikke har et forhold til de andre kunder. Trenden går tilbage til begyndelsen, og kunderne vil tættere på dem, de deler risiko med. Vi har endnu ikke set gennembrud for danske initiativer, men eksempler fra udlandet er Lemonade, Friendsurance og So-sure.

Internet of Things

Vores ting bliver klogere, og vi kan kommunikere med dem. Det har mange konsekvenser for os og betyder blandt andet gode muligheder for skadeforebyggelse. Om lidt kan din vaskemaskine sende dig beskeder, hvis den lækker vand, så vandskaden kan undgås. Og selvkørende biler, wearables og meget andet kommer helt sikkert til at forme forsikring fremover. Tidligere på året så vi Alm. Brand tage et skridt i denne retning med en  beskeden investering i den danske iværksættervirksomhed, Velocator, som kan hjælpe med GPS sporing af stjålne cykler.

On demand-forsikring

Vi gider ikke betale for forsikring, vi ikke bruger. Forsikringer, som kan slås til og fra er på vej. Amerikanske Trov har lavet en Tinder inspireret app, hvor du kan swipe din forsikring til og fra for relevante ejendele. Engelske Cuvva er et andet eksempel, hvor autoforsikring kan tegnes endda helt ned til timebasis.

Blockchain

Endnu er blockchain nyt terræn i forsikringsbranchen, men forventningen er, at det kan skabe større sikkerhed og tillid i transaktionerne mellem kunde og forsikringsudbyder med både tids- og omkostningsbesparelser til følge. Engelske Safeshare er blandt dem, der benytter sig af blockchain i forbindelse med deres forsikringer for Vrumi. I øvrigt i samarbejde med Lloyds.

Nye datakilder

Forsikringsselskaber er traditionelt dygtige til at analysere data. Imidlertid er hovedparten af dataanalysen bagudrettet og intern. Prisen på en forsikring for en ny kunde beregnes som gennemsnit på baggrund af selskabets egen historik med eksisterende kunder. Fremtiden åbner op for langt mere brugbare og individuelle modeller med interaktive data fra wearables, apps, biler, internet mv.  Det kommer til at sætte eksisterende prismodeller til vægs.


 

Se flere blogs



Profil

Susanne Møllegaard

Susanne Møllegaard

Adm. direktør og medejer, Process Factory
Simple forretningsgange og smidig kommunikation er drømmescenarier for virksomhedsledere og iværksættere. Susanne Møllegaard ved, hvordan vi når målet – og gør kunderne glade. Hun har fingrene i den teknologiske muld, og blogger på den baggrund om, hvordan virksomheder giver kunderne en bedre oplevelse gennem digitalisering og automatisering.

Susanne Møllegaard er adm. direktør i it-konsulenthuset Process Factory, der rådgiver om og udvikler digitale løsninger til forsikringsbranchen. Fintech står højt på hendes agenda. Hun er cand. oecon. og forhenværende underdirektør og forretningsansvarlig i forsikringsbranchen.