Midt i mulighederne

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Nogen gange siger nogle noget meget højt om kunst i provinsen. De siger, at det er synd for provinsen, fordi hovedstadens kunstnere er nogle verdensfjerne snobber, som kun hytter sig selv og sine. De siger, at statslige kulturkroner kun kommer Region Hovedstaden til gavn. De siger, at de også vil have noget kunst og kultur lokalt. De siger, at de ikke vil rejse langt for at få del i de tilbud, som hovedstadens borgere nyder godt af.

Klap hesten, siger jeg så. Der findes kun ét Det Kongelige Teater, og det ligger på Kongens Nytorv i København. Her har det altid ligget, og her ligger det sådan set meget godt. Vi kan ikke også have en kolos som Det Kongelige Teater andre steder. Mastodonterne bør ligge i hovedstaden.

Mastodonterne, som Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst, Danmarks Radio og så videre, har deres at kløjs med (læs: svigtende bevillinger i form af årtiers nedjustering parallelt med voksende krav og finurlige rammeaftaler).

Fortvivl ikke, for selvom mastodonterne har rod i Region Hovedstaden, så er der talrige fyrtåne spredt med jævn hånd ud over det ganske landskab. Der bliver aldrig mørkt i Jylland, ej heller på øerne, som jeg skrev om i blogindlægget Provinseliten.   

Tag nu Ringsted, som eksempel. Her har det umiddelbart ubetydelige Ringsted Galleriet gennem fire årtier afholdt udstillinger af meget høj kvalitet. Den første udstilling, i 1982, var således en retrospektiv med Vilhelm Lundstrøm. Året efter udstillede fotografen Viggo Rivad og siden mange andre dygtige billedkunstnere som Preben Hornung, Robert Jacobsen, Jørgen Boberg, Nina Kleivan, John Olsen, Lars Ravn, Kehnet Nielsen, Merete Barker, Cai Ulrich von Platen, Malene Landgreen, Frans Jacobi, Ruth Campau, Michael Mørk og Lisbeth Nielsen Lyrstrand ... for nu bare at nævne nogle af dem, som tog til Ringsted i forrige årtusind.

Siden 2013 har de i København bosatte billedkunstnere Agnete Bertram og Morten K. Jacobsen arrangeret udstillinger. Aktuelt vises værker af den i København bosatte billedkunstner Erik Steffensen, som repræsenteres af det navnkundige i København beliggende Galleri Bo Bjerggard. Det er en meget, meget fin udstilling.

Besøgende i Ringsted Galleriet betaler ikke entré. Kunstnerne, som udstiller i Ringsted Galleriet, regner ikke med salg. Der er altså ikke nogle muligheder for indtægt. Alle arbejder så at sige gratis, for deres blå øjnes skyld og på kommunens nåde. Kultur- og Trivselsudvalget i Ringsted Kommune har nemlig gennem årevis dækket de beskedne driftsudgifter.

Faktisk går det så godt i Ringsted Galleriet, at ambitionerne vokser. Lokale borgere har taget vel i mod udstillingerne. Ikke dem alle og ikke hele tiden, men generelt forlyder det, at udstillingerne har været pænt besøgt og pænt omtalt. Der er i Ringsted borgere, som gennem årene har været taknemmelige over, at de kunne slå vejen forbi Ringsted Galleriet og se noget kunst. Dette upåagtet (eller måske netop fordi), at kunstnerne kom fra København og omegen.

Det kunne være endnu bedre
Så hvorfor ikke tænke større? En lokal entreprenør er med på ideen og vil gerne medfinansiere udgifterne til at drive en kunsthal. Sammen med kunstnerne, som driver Ringsted Galleriet, har entreprenøren kig på nogle meget flotte lokaler med syv meter til loftet. Det behøver ikke være voldsomt dyrt, for kunsthallen, altså Ringsted Galleriet version 0.2, er tænkt ind i en større plan om byudvikling af et område, hvor der allerede ligger en svømmehal.

Samtidig er det tanken at udvide samarbejdet med Ringsted Musiske Aftenskole, Den 10. Muse og Ringsted Ungdomskole om driften af en musik- og billedskole for børn og unge. Endvidere er det tanken at udvikle de eksisterende outreach-aktiviteter med elever i folkeskolen og med de helt små i kommunens dagtilbud.

De entreprenante mennesker har derfor sendt en ansøgning til Kultur- og Trivselsudvalget i Ringsted Kommune. De har forklaret ambitionerne om at skabe et rekreativt område; der kunne for eksempel være en café og det kunne blive et sted, hvor borgerne kunne mødes og hænge ud. Desuden er flytter nogle it-virksomheder måske ind i området, som altså på flere måder kan blive attraktivt og måske på sigt økonomisk bæredygtigt. Navnlig hvis Ringsted kunne blive associeret til det rige kulturmiljø omkring det nærliggende Sorø Kunstmuseum.

Sidste uge fik de entreprenante mennesker afslag på deres ansøgning. Oven i hatten fik de billedkunstnere, som driver Ringsted Galleriet, beskåret deres i for vejen beskedne driftsbevilling i en sådan grad, at de kommer til at lukke og slukke. Det kom som et shock. Folkene bag Ringsted Galleriet bad om en begrundelse for afslaget, som lød sådan: "Det er for elitært".

Tag til tinge
Kære kommunalpolitikere i Ringsted, tag lige at tænk jer om en ekstra gang, fisk ansøgningen op af bunken og læs den igen. Prøv at læs den med nye øjne og sig så "ja tak", for det er borgerne i Ringsted, som bliver taberne i dette spil. Kunst og kultur er af natur generøs, man skal bare være lidt nysgerrig og turde tage imod. Det er ikke for sent, men I skal skynde jer. Den gode vilje og generøsiteten visner hvis den ringeagtes for meget og for længe.

Ringsted Galleriet ligger cirka fem minutters gang fra Tingstenene, som har ligget der siden Arilds tid, som et blandt blot tre af landets samlingssteder (landsting). I Vikingetiden drøftedes, ved Tingstenene i Ringsted, de sager, der var for alvorlige til at blive klaret ved de lokale domstole rundt om i landet (herredsting). De tre landsting havde også op gennem Middelalderen stor betydning politisk. Siden tog kongemagten over som bestemmende organ, og aktuelt har vi som bekendt repræsentativt demokrati.

Ved Tingstenene kunne nutidens kommunalpolitikere passende mødes og tale om, hvad der egentlig betyder noget, kulturelt. Måske dem fra Ringsted skulle invitere Djævleøens øvrige lokalpolitikere til en lille snak, for det forekommer, at fadæsen i Ringsted er udtryk for en generel og beklagelig tendens.

Som motto har byen Ringsted valgt "Ringsted – midt i mulighederne". Lad os håbe, at de bliver forløst.

Se mere om Ringsted Galleriet her. Den aktuelle udstilling, der sjovt nok hedder Emeritus, fordi kunstneren Erik Steffensen er professor emeritus fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – Billedkunstskolerne, kan beses til og med den 30. oktober 2016. Herunder værket Manet (Bohème) fra 2009, metallic paper / diasec, 160 x 120 cm, edition på 5, courtesy kunstneren Erik Steffensen og Galleri Bo Bjerggaard. Billedet oppe i teksten er grundplan fra Ringsted Galleriets hjemmeside.


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.