Efterlysning nr. 3: Hvad blev der af Brexit-katastrofen?

Erik Høgh-Sørensen

Tre måneder efter den britiske folkeafstemning er de fleste økonomiske dommedagsprofeter forduftet som vampyrer i dagslys. Nu er spørgsmålet, om ikke danskerne er bedst tjent – økonomisk såvel som politisk – ved også at forlade EU.

Det skortede ikke på dystre økonomiske spådomme forud for briternes afstemning 23. juni om udtræden af EU. I den milde ende af skalaen har danske Tænketanken Europa talt om recession og et fald i britisk BNP på op til fem procent i 2020, svarende til et samfundstab på op mod 1.000 milliarder kroner.

En anden forudsigelse fra direktør Bjarke Møller lyder på et britisk ”velstandstab på måske helt op til 9,5 procent af BNP frem mod 2030”.[1]

Andre medlemmer af det bekymrede selskab var eksempelvis Danske Bank, danske brancheorganisationer som DI og Dansk Erhverv, samt internationale sværvægtere som OECD og IMF. Hvorimod vi i Analyseenheden 4V i april vurderede, at Brexit kan ende med at påvirke britisk BNP med +/- 1 procent, med hæld til negativsiden.

Hvem har da ret?

Det kan stadig nå at gå galt, men de aktieindeks, som burde være hårdest ramt, har det fint. Faktisk klarer både FTSE100 og FTSE250 sig glimrende. Det kan dog være stilhed før stormen, idet britisk økonomi og eksport kun støttes midlertidigt af pundets fald over for euro og dollar (på billedet ses FTSE250).

Blandt de fortsatte usikkerheder er også spørgsmålet om, hvordan virksomheder i de enkelte handelssektorer vil klare sig, når først Brexit-forhandlingerne for alvor går i gang.[2]

Det danske dilemma

På langt sigt er det sandsynligt, at Storbritanniens exit fra EU vil medføre en ny konkurrencedygtig frihandelszone i Nordatlanten.

Det glæder dog ikke den EU-loyale danske regering, som ifølge Financial Times er modstander af, at Storbritannien får en alt for god exit-ordning. For så kunne danske vælgere jo få den ide, at det ville være godt for Danmark at følge med briterne ud af EU.[3]

Det spørgsmål er såmænd allerede blevet analyseret. Her følger et uddrag af Analyseenheden 4V’s konklusion fra april:[4]

”For det danske EU-medlemskab er Brexit-afstemningen af kvit-eller-dobbelt betydning. Især små og mellemstore danske eksportvirksomheder kan i tilfælde af Brexit opleve risikoen for, at det indre marked mister fokus på frihandel og konkurrence. Politisk vil Danmarks position uden en alliance med Storbritannien gradvist blive forværret, uanset om Danmark bibeholder sin nuværende stemmevægt på 1,1% i Ministerrådet. Hertil kommer, at britisk udtræden gør Eurozonen til EU's omdrejningspunkt, formentlig med yderligere integration som resultat. Overordnet vil dette sætte Danmark i et dilemma, og Brexit kan både udløse overvejelser om yderligere dansk EU-integration eller et ”Danexit” eller ”Daxit”. En meningsmåling foretaget af Epinion for Analyseenheden 4V i marts 2016 viser statistisk dødt løb mellem de danske vælgere, der i tilfælde af Brexit vil blive i EU (30%) og dem, som går ind for dansk udtræden (27%).”

Efterfølgende målinger fra andre institutter har vist, at Brexit-resultatet har forøget danskernes støtte til fortsat EU-medlemskab.

Men kun det direkte demokrati, dvs. en folkeafstemning, kan givet et præcist svar, og dét har jasiden af en eller anden grund ikke smag for.

Forunderligt nok. Trods udsigten til en EU-sejr tør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt S, K, R, SF og Alternativet åbenbart ikke udskrive en alt-eller-intet folkeafstemning om Danexit.

En sådan kunne ellers skabe ro om dansk Europapolitik i årevis frem.

 

[1] Berlingske Tidende 18. juni 2016: ”Brexit – nej tak!”. Citat: ”Et farvel til EU vil gøre briterne fattigere, svække pundet, udløse en økonomisk recession, svække Storbritannien og mindske landets reelle suverænitet - dets evne til at udøve indflydelse i verden. Hvis man vil være patriot i det 21. århundrede, bør man engagere sig i EU frem for at vælge isolationismen.”

[2] Se de tidligere katastrofe-efterlysninger her og her.

[3] Financial Times 21. september 2016: ”Brexit distances UK from its Danish ally”.

[4] Analyseenheden 4V: "Danexit efter Brexit?" 11. april 2016.


 

Se flere blogs



Profil

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen er partner i Analyseenheden 4V med speciale i markedsanalyse, eksportstrategi og kommunikation. Han har tidligere været kommunikationschef i en Mærsk-division og EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles.

Erik er medlem af DF, men holdningerne i denne blog er helt og holdent hans egne, ikke nødvendigvis partiets.

Erik er endvidere foredragsholder og forfatter, senest til bogen "Mod Vinden. Danmarks plads i Europa" (Nyt Nordisk, 2014).