Mens vi venter på middelklassen

Henrik Franck
BLOGS Af

Finanskrisen er bag os, men på syvende år venter vi på, at opsvinget accelererer. De vestlige økonomier har ondt i væksten, og næste generation kan ikke se frem til den velfærdsstigning, som historisk har været en selvfølge. Imens vandrer vælgerne ud på de politiske fløje. Det er et problem, for løsningerne kommer ikke derfra.

Én faktor er grundlæggende for samfundsøkonomi - mennesker. Vores adfærd afgør udviklingen. Hvis vi er nervøse for fremtiden, så øger vi opsparingen. Hvis vi har tillid til udviklingen, øger vi forbruget og skaber dermed aktivitet og vækst.

Middelklassen er den største gruppe forbrugere i en udviklet økonomi. Derfor er middelklassen nøglen til at forstå, hvorfor det økonomiske opsving har været så relativt afdæmpet i de vestlige økonomier, og hvad der skal til for, at væksten kan komme op i et højere gear.   

Den tøvende forbruger
I USA føler middelklassen med rette, at de ikke er blevet rigere de sidste 25 år. USA har aktuelt det svageste økonomiske opsving, vi har set på noget tidspunkt i efterkrigstiden. En tilsvarende tendens gør sig gældende i Europa.

Med en finanskrise i klar erindring, uden udsigt til at opleve samme velstandsfremgang som forrige generation, med stagnerende lønninger og - i mange økonomier - forsat høj arbejdsløshed, så holder middelklassen sig generelt tilbage med at forbruge. Under en recession udskyder husholdningerne at købe ny bil, opvaskemaskine og fladskærme. Sådan opstår et opsparet forbrugsbehov. Normalt bliver det forbrug udløst, når vi oplever, at økonomien går fremad. Men, efter 2009-recessionen er det ikke sket i nær samme grad, som man typisk oplever efter recessioner.

Posttraumatisk forbrugschok
Finanskrisen er overstået. Politiske initiativer, som for eksempel udpumpning af penge fra den amerikanske centralbank, er kommet aktieinvestorerne til gode. Aktierne er steget mere end 200 procent, siden aktiemarkederne ramte bunden i marts 2009. Det har givet aktieinvestorerne store gevinster. Renterne er faldet, og obligationsinvestorerne har tjent godt. Ejendomsmarkedet er mange steder tilbage til niveauerne fra før Finanskrisen.

Mens investorerne har nydt godt af udviklingen på de finansielle markeder, så gælder det ikke for middelklassen – altså den reale økonomi. Der, hvor vi har vores job og indtægter. Forbrugerne er bekymrede for jobsikkerhed, og de oplever den manglende indkomstfremgang.  Derfor holder de sig tilbage fra at forbruge. Faktisk er den forbrugsvækst, vi har set efter 2009-recessionen, den svageste vi har set efter nogen recession i efterkrigstiden.

Forbrugerne hænger i bremsen i et slags posttraumatisk forbrugschok - de betaler gæld af og sparer op, hvilket ikke giver fremgang i væksten.

Politisk vandring

Den trængte middelklasse skaber politiske konsekvenser, for i frustration bevæger vælgerne sig ud på fløjene. Det ser vi i hele Vesten. Tænk på Bernie Sanders. En erklæret socialist, som var en reel udfordrer til Hillary Clintons nominering til demokraternes præsidentkandidat. Eller Donald Trump, som netop appellerer til den utilfredse middelklasse. Tilsvarende bevægelser ser vi i Europa. 

Den politiske polarisering er bekymrende, fordi løsningerne på de økonomiske udfordringer er politiske. Både EU og USA oplever problemer med lav økonomisk vækst, uønsket indvandring og befolkningernes indtryk af et voksende og centraliseret bureaukrati i Washington og Bruxelles. De politiske løsninger handler om smertelige strukturreformer. Den slags kan sandsynligvis kun udvikles og gennemføres med et bredt samarbejde over midten. Det kan yderfløjene i hverken dansk, europæisk eller amerikansk politik løse.

Fløjpartierne tager sjældent udgangspunkt i den komplekse virkelighed. Vi bliver ikke rigere ved at lukke grænser og bygge handelsmure som reaktion på globaliseringen. Vi får ikke jobsikkerhed ved, at fagbevægelsen afviser teknologisk udvikling. Netop derfor er det bekymrende, at vælgerne vandrer til partier, der vitterligt ikke kan skaffe politiske løsninger på de økonomiske udfordringer.

Først Wall Street, nu Main Street
Efter Finanskrisen var det nødvendigt at stimulere den globale økonomi. Det er primært sket via en yderst lempelig pengepolitik, og renterne er styrtdykket til de laveste niveauer nogensinde. Medicinen har virket. Men, først og fremmest på de finansielle markeder – på Wall Street. Aktiemarkederne er kommet stærkt tilbage, og mange steder er ejendomspriserne over niveauerne før Finanskrisen.  

Det er ikke helt så entydigt, om den lempelige pengepolitik har virket på realøkonomien – på Main Street. Det, der taler for, at det har virket, er, at vi trods alt har global vækst. Det, som taler imod, er, at virksomhederne fortsat er tilbageholdende med investeringerne, og forbrugerne stadigvæk holder på pengene i stedet for at forbruge. Det er muligt, at det blot er et spørgsmål om tid. I USA er arbejdsløsheden nu så lav, at vi formentlig snart begynder at se lønningerne stige kraftigere, hvilket burde øge middelklassens forbrugslyst.

Men i centralbankskredse tales der nu åbent om, at pengepolitikken ikke længere har samme virkningskraft. De lave renter kan ikke alene få middelklassen til bruge flere penge og dermed trække den globale vækst op. Løsningerne handler blandt andet om strukturreformer, der for eksempler giver incitamenter til at arbejde mere. Udfordringen er, at strukturreformer ofte er upopulære i befolkningerne, og de i forvejen upopulære politikere tøver, fordi de risikerer at sende endnu flere vælgere ud til fløjene.

Den lempelige pengepolitik har reddet Wall Street, men jeg forventer, at vi i den nærmeste fremtid vil opleve et skift i den økonomisk-politiske vækstdagsorden, som i højere grad vil orienteres mod at hjælpe Main Street. Middelklassen. Den lempelige pengepolitik vil blive suppleret med lempeligere finans- og strukturpolitik.

Konklusion
Forbrugerne er krumtappen i enhver økonomi. Det er blandt andet deres lyst efter at forbruge, der skaber vækst i økonomien. I øjeblikket tøver forbrugeren. De tror ikke nok på, at de har et job i fremtiden, og de synes ikke politikerne er i stand til at skabe den form for tryghed. Det afgørende løft i væksten kommer nemlig først, når forbrugerne for alvor tør lånefinansiere forbruget.

Politikerne har generelt ikke befolkningens tillid og de ansvarlige politikere kan godt se, at strukturreformer er nødvendige for skabe langsigtede løsninger, der kan give forbrugerne den tryghed ønsker. Men borgerne lokkes af populistiske politikere, der ikke er interesseret i reformer. Vejen frem er ikke sort/hvide løsninger på komplekse problemer, men upopulære reformer, der gør ondt på kort sigt, men varmer på langt sigt.


 

Se flere blogs



Profil

Henrik Franck

Henrik Franck

Henrik Franck blogger om investeringer, økonomi og politik. Tre forhold, der ikke kan adskilles, når vi skal blive klogere på udviklingen. Henriks indsigt i økonomiske og politiske systemer giver et særligt grundlag for at skabe mening i udviklingen.

Henrik Franck er investeringsstrateg hos Danmarks største bankuafhængig kapitalforvalter, Formuepleje. Han er uddannet cand.polit. og MA i Law and Diplomacy fra The Fletcher School of Law and Diplomacy, Boston. Henrik Franck mere end 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Han har blandt andet arbejdet som makroøkonom og været investeringsdirektør hos både PFA og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse.