Er vi tæt på en fremtid, hvor bæredygtighed er normen?

Michael Stausholm

Konferencen Sustainable Brands afholdes snart i København, og det har givet mig anledning til at se nærmere på den amerikanske stifters mission: At ruste virksomheder til en fremtid, hvor bæredygtigt forbrug er normen. Man hvad betyder det, og hvilke krav stiller det til os virksomhedsledere?

Om få uger skal jeg tale om Sprout på en international konference afholdt af Sustainable Brands, der er et globalt community for virksomheder, som ønsker at styrke og udvikle bæredygtighed hos deres brands.

Det er deres femte årlige konference i Europa, og i år er København valgt som værtsby, hvilket understreger hovedstadens succesfulde positionering som en af verdens mest bæredygtige byer.

Sustainable Brands blev startet i 2006 af den kvindelige iværksætter Koann Vikoren Skrzyniarz, som begyndte at arrangere konferencer om bæredygtighed tilbage i 80´erne.  I dag består hendes community af et imponerende netværk af verdens førende brands så som Coca-Cola, Ford, Unilever, AirBnB, Philips, Toyota, Procter & Gamble, Novozymes og kemigiganten BASF.

Koann Vikoren Skrzyniarz´ mission er at hjælpe beslutningstagere til at udforme og forbedre deres bæredygtighedsstrategier for bedre at kunne navigere i dét hun kalder ”the shift to a sustainable economy”.  Hun er overbevist om, at de brands der ikke i dag tænker bæredygtighed ind på en eller anden måde, ikke overlever i fremtiden. 

Den profeti er jeg enig i. Også selvom der stadig findes utallige giganter over hele kloden, særligt i u-landene, som tjener styrtende på forurenenende og ubæredygige erhverv. Kigger man på det store billede, er der dog for mig ingen tvivl om, at de også bliver nødt til at blive grønnere med tiden.

Vi kan ikke fedtspille

Hvis ikke de gør det, bliver de straffet af fremtidens forbrugere, især den yngre gruppe; millenials, som foretrækker brands, der har et større formål og som ønsker at gøre en forskel. Som moderne virksomhedsledere kan vi ikke fedtspille, men må være knivskarpe i vores fokus på at ville gøre en forskel, uanset hvor stor eller lille den er.

Internettet har skabt forbrugere, der er meget mere bevidste om, hvad de vil have, og hvordan produkterne er lavet. Det kræver gennemsigtighed i forhold til, hvordan virksomheden kommunikerer og producerer. Og det kræver substans bag den bæredygtige branding, for ingen gider at købe grøn luft på poser.

Hvad er dit større WHY?

Det er ikke kun mig, der mener, at udviklingen går i den retning. Flere og flere brands har udviklet et større WHY, som rækker udover det kerneprodukt, som de sælger.

Tænk på creme-mærket Dove, der med succes inspirerer millioner af kvinder verden over til mere selvværd. Puma, der har lavet bæredygtige poser til sko i stedet for æsker. H&M som giver gavekort, hvis du afleverer dit tøj til genbrug. IKEA der har en ambitiøs målsætning for, at deres møbler skal være lavet af genbrugte og genbrugelige materialer i fremtiden. Coca-Cola, der har en målsætning om at spare vand i produktionen, støtte kvinders position i u-landene og sponsorere lokale events, der fordrer til fysisk aktivitet. Starbucks der ansætter udsatte unge og hjælper dem på rette spor.

Hvis ikke bæredygtighed er normen nu, så bliver den det. Det kan vi ligeså godt indstille os på.

Jeg hører rundt omkring, at bæredygtighed er på mange virksomheders dagsorden, men jeg kender også til udfordringerne, når det kommer til implementeringen af de gode intentioner.

Derfor er et netværk af virksomheder med samme interesse guld værd – et netværk, hvor man inspirerer hinanden og diskuterer de udfordringer, der unægtelig vil være på rejsen.  Om det hedder Sustainable Brands er ikke vigtigt – mindre og lokale netværk kan også gøre det.

Det grønne tog kører – har du pakket tasken?


 

Se flere blogs



Profil

Michael Stausholm

Michael Stausholm

Stifter, Sprout
Michael Stausholm er stifter af Sprout, en grøn virksomhed bag verdens første blyant, som kan plantes og spire. Sprout sælger i dag 450.000 blyanter om måneden til 60 lande. Michael Stausholm har arbejdet sammen med bl.a. Nike og Walmart om omstilling til mere bæredygtig tøjproduktion. Han er udlært inden for shipping hos A.P. Møller/Mærsk.

Michael Stausholm blogger om bæredygtighed, iværksætteri og karriere.