Så kan de lære det

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Det tog cirka en uge at bygge op, og cirka en uge at pille ned. Selve festen varede officielt tre dage, men det var det hele værd. For når der er fest på slottet, så gøres det med god stil.

Jovist, særligt indbudte blev fredag transporteret til festen for de fornemme på Københavns Rådhus, men imens var folket velkomment i slotsgården, hvor et line-up af kvindelige DJs stod for lydtæppet og unge nordiske arkitekter havde designet de udendørs madboder.

Solen skinnede over den velbesøgte pop-up fest i Indre By. Og da solen gik ned, så skinnede stjernerne, så meget som de nu kan over en storby. Mon ikke allehånde tilfældige forbipasserende lod sig charmere af arrangementet, for festen fandt sted på selveste Kongens Nytorv 1, lige ved Nyhavn, hvor Kunstakademiets Billedkunstskoler og Kunsthal Charlottenborg har til huse.

Interessen fra den internationale presse bevidner, at det var en god fest. Således var både det legendariske magasin i-D og mediesuccesen Vice til CHART 2016.

Nå ja, og så er der kunsten. Dén må vi ikke glemme. CHART ART FAIR er en kunstmesse. Så i Kunsthal Charlottenborgs højloftede sale havde 30 nordiske gallerier indfundet sig.

Nyd det så længe det varer
Gallerierne havde betalt sig fra at få lov til at udstille i de hellige haller. Ikke alle synes at dét, er en god ide. For kunsthallen ligger så at sige i baggården til den videregående uddannelsesinstitution, Kunstakademiets Billedkunstskoler. Her optages årligt cirka 30 unge mennesker, som i løbet af fem års undervisning blive oplært i billedkunst og alt hvad dertil hører.

For mange er uddannelse en boble, hvor man holder fokus på viden og læring, uden fornemmelse for og interesse i marked og omverden i det hele taget. Det med boblen er, synes jeg, meget sødt og måske også en kende naivt. Jeg faldt selv i gryden som barn, og tilbragte hele min lange studietid i en slags parallelverden, som jeg måske stadig ikke helt har sluppet.  

Regeringen besluttede i 2008 at alle statsstøttede, videregående uddannelsesinstitutioner skulle oprette såkaldte aftagerpaneler. Således også Kunstakademiets Billedkunstskoler. Aftagerpanelet består af repræsentanter fra private og offentlige virksomheder, relevante organisationer og institutioner samt dimittender fra den pågældende uddannelse.

Det er aftagerpanelets opgave at diskutere kandidaternes jobmuligheder og vejlede uddannelsesinstitutionen, så uddannelsen løbende tilpasses virkelighed og fremtid.

Men hvordan er det lige det er med den der virkelighed og den der fremtid; jo, når det gælder kunst og kultur, så er det ikke noget, der umiddelbart lader sig lægge i regneark. Dette bør ikke afholde os fra at prøve, men når øvelsen praktiseres, så bør det gøres både nænsomt og intelligent, for sagen er kompleks.    

Tak for det altsammen
Derfor virker det ualmindeligt relevant, at CHART ART FAIR indfinder sig på matriklen, Kongens Nytorv 1. For i løbet af den tre dage lange kunstmesse kan de studerende gnubbe skuldre med kunstsamlere, -konsulenter og museumsindkøbere, som uden at blinke shopper kunst for sekscifrede beløb.

De studerende omgåes samtidig de gallerier, som udgør en del af den virkelighed, som møder de studerende, når de er flyvefærdige.

Unge mennesker kan som bekendt gå på vandet. Sandsynligvis vil der altid være kunststuderende, som løber skrigende bort eller kravler ned i et meget mørkt hul, når CHART ruller sig ud, fordi de afskyr alt det, som en kunstmesse er, nemlig en markedsmæssiggørelse af den fine kunst. Men det er, i mine øjne, kun godt, at CHART får lov til at finde sted. Så jeg siger tak for det altsammen; navnlig tak til sponsorene, uden jer ville det ikke have været det samme.

CHART ART FAIR fandt sted i dagene den 26. august til den 28. august 2016 på Kunsthal Charlottenborg. Det er fjerde gang, at kunstmessen afvikles. Alle årene har det været på Kunsthal Charlottenborg. Ifølge messens egen opgørelse besøgte mere end 15.000 mennesker CHART i løbet af de 72 timer, som det stod på. Blandt de besøgende var kunstsamlere fra Ecuador, Hong Kong, Italien, Japan, Kina, Rusland, Storbritannien, Singapore,  Sydkorea, Tyskland og USA. Billedet herunder viser den plakat, som var klistret op på væggen bag den til lejligheden opbyggede bar på førstesalens midterrum. Plakaten viser logoer for sponsorer og samarbejdspartnere. Disse var blandt andre Absolut Vodka, skønhedsfirmaet Aesop, Altan.dk, Carlsberg Group A/S, designfirmaet HAY House, tekstilproducenten Kvadrat, Mercedes-Benz, Montana og Nordea Private Banking. CHART 2017 finder sted fra fredag den 1. til søndag den 3. september 2017. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.