Direktører med millionløn er vigtige for Løkke - også selvom han siger noget andet

Lisbet Røge Jensen

Den yderste venstrefløj har som bekendt et problem med mennesker, der er ekstraordinært dygtige til at tjene penge. Eksempelvis foreslog Enhedslisten så sent som ved dette års sommergruppemøde en særskat på millionærer.

På en måde gav Lars Løkke Rasmussen (V) i dag socialisterne i Enhedslisten, hvad de ønskede sig: Får statsministeren det skattesystem, han lægger op til i sin Helhedsplan, har vi i praksis fået en millionærskat. Alle der tjener mere end 1 mio. kr. årligt, bliver beskattet ekstra hårdt. Heldigvis fra et lavere niveau end socialisterne ønskede sig - og heldigvis får også de højestlønnede gavn af den topskattelettelse, statsministeren fornuftigvis foreslog. Men ikke desto mindre en millionærskat.

Arbejderparti møder millionærparti

Løkkes nye skattesystem er næppe udtænkt med henblik på socialistisk tilfredsstillelse. Det er snarere en stikpille til Anders Samuelsen, der truer med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten sænkes nok. D gør statsministerens arbejde med at forene støttepartierne DF og LA mere end besværligt.  

Det er ikke let, men Løkke gik for langt, da han idag tog gidsler i det politiske spil. Hvem vinder, når statsministeren bruger rød retorik om mennesker med høje indkomster? Ikke blå blok. Løkke vil gerne give dem med "pænt store lønninger" en skattelettelse, sagde han, men han ikke vil kæmpe for dem med "ekstravagante lønninger". Og så sagde han:

"Har jeg en religiøs binding til, at hvis man tjener 2 mio. kr., så skal man betale 15 pct.? Nej, det har jeg ikke. Det er bare ikke vigtigt for mig at ændre det."

Og:

"Hvis nogle andre har et andet fokus. Hvis nogle andre synes, at det vigtigste er at sørge for, at bankdirektøren med 10 mio. kr. i løn skal have en skattelettelse hele vejen op, så må de kæmpe den sag. Det er ikke min sag," siger han.

Statsministeren var hård ved de "ekstravagant" lønnede bankdirektører på dagens pressemøde om Helhedsplanen i Spejlsalen.

---

Ekstravagance, 2 millioner, 10 millioner, bankdirektører - Løkkes besked er klar: Venstre er middelklassens arbejderparti, Liberal Alliance er et champagnepoppende rigmandsparti.

Det er let at forstå, at den besked er vigtig for Løkke, for han skal appellere bredt. Desværre er krigsomkostningen høj. Løkke sætter nemlig strøm til venstrefløjens velkendte hetz mod de onde rige.

55.000 (vigtige) ekstravagant lønnede danskere

Lars Løkke står ikke i Spejlsalen som værdikriger. Han er forhandler, og han præsenterer et udspil til en borgerlig plan. Opgaven er svær. Det er forstået. Men han kan løse den uden at tage 55.000 højtlønnede, skatteplagede danskere som gidsler. De er ikke vigtige for ham, siger han. Det er ikke sandt. De er vigtige for Danmark og derfor også for statsministeren, som med egne ord gerne vil efterlade vores børn et bedre og rigere land.

I 2016 vil 55.000 skattepligtige danskere stikke ud fra den danske middelmådighed ved at præstere en indkomst på mere end 1 mio. kr. Godt gået. Danmark har brug for jer. Det borgerlige Danmark har derfor en vigtig værdipolitisk opgave: Velstand, rigdom, storhed, dygtighed, flid, talent, målrettethed, klogskab og opfindsomhed skal have bedre vilkår.

Løkke svigtede den værdipolitiske opgave idag. Han udpegede en lille gruppe, der stikker ud, fordi de i særlig høj grad evner at omsætte deres menneskelige kapacitet til kapital, og sagde, de ikke er vigtige. Det er som at sige, man ikke værdsætter det ekstraordinære. Han gør hele landet en bjørnetjeneste.

Det ville han aldrig sige til OL-guldvinderne

Kunne man forestille sig, at statsministeren havde sagt det samme til medaljemodtagerne fra OL, da han bød dem velkommen hjem i Københavns Lufthavn for få dage siden?

"Jer med de ekstravagante medaljer, I er ikke vigtige. Måske for andre, men ikke for mig".

Nej. Han sagde det modsatte, for den ekstraordinære præstation er beundringsværdig, og det ved Løkke godt. Den ekstraordinære præstation driver os fremad økonomisk og den inspirerer alle os middelmådige til at gøre det lidt bedre hver dag - både i sport og andre steder.

Disse mennesker, direktørerne - eller hvem de nu er - med millionlønningerne, bærer et stort læs af skattebyrden. Vi skal ønske os flere af dem, ikke færre. Der er ikke vundet noget ved at beskatte dem hårdere end andre. De er vigtige, også for statsministeren selvom han i dag værdipolitisk gik venstrefløjens ærinde ved at udpege dem som uvigtige.



 

Se flere blogs



Profil

Lisbet Røge Jensen

Lisbet Røge Jensen

redaktør og lederskribent, Børsen
På denne blog holdes kapitalismens fane højt. Kig her efter de små ting, der tegner de store liberale linjer i samfundet, og kig efter godt og dårligt nyt om frie markeder, frie mennesker og personligt ansvar.

Lisbet Røge Jensen støber kugler i Børsens holdningsmæssige hovedsæde, debatredaktionen, og er redaktør på avisens hyldest til dem, der tør noget og gør noget - bogen "De handlende" - som Børsen udgav i april 2017. Hun er i tidernes morgen uddannet realkreditrådgiver og siden hen cand.merc. fra CBS.