Fem anbefalinger

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Der er rigtig meget god kunst i København i disse dage, her kommer fem anbefalinger ...

Kasper Hesselbjerg: Jeg gav dem østers og lod dem vrøvle, søndag den 28. august kl. 14-15, metrostationen Bella Center
Når du alligevel er ved Bella Center for at se CODE Art Fair, så gør det søndag den 28. august, for kl. 14-15 kan du møde kunstner Kasper Hesselbjerg på metrostationen, hvor han laver en performance, der involverer vingummier og japansk risvin(!).

Øvrige kunstnere, der laver værker til metroen under Cph Art Week, er forfatteren Douglas Coupland, hvis udvalgte Slogans for the 21st Century er sat op på Kongens Nytorvs metrostation og rundt om i byen. Couplands værk er del af CHART Art Fair på Kunsthal Charlotteborg.

På Islands Brygge metrostation er udstillingsstedet Vermilion Sands rykket ind, og på Nørreport kan man se Eva Kochs projektion af en valmue, der springer ud. Kochs valmue i indre by giver en fornemmelse for Kochs velturnerede totalinstallation, Den drøm om fred, som aktuelt kan ses i de underjordiske lokaler i Cisternerne, det tidligere vandreservoir i Søndermarken.   

Sneak peek – bagom kunstscenen, tirsdag den 30. august kl. 15.30-17.30, FABRIKKEN for Kunst og Design
Her har du mulighed for at møde kunstnerne dér, hvor de arbejder, men du skal tage din cykel med, for du kommer rundt på Amager og Christianshavn. Turen begynder ved FABRIKKEN for Kunst og Design, ved kunstmessen Alt_Cph, og fortsætter til det navnkundige Niels Borch Jensen Editions, hvor du får indblik i hvordan original grafik bliver til.

Herefter tager kunstnerne Nicolai Howalt og Henriette Heise imod i de charmerende lokaler på Statens Værksteder for Kunst, som ligger over for Udenrigsministeriet. Og har du ikke selv en cykel, så lån en af Cph Art Weeks bycykler. Du kan låne en cykel ved mødestedet, FABRIKKEN for Kunst og Design, Sundholmsvej 46.

Nøne Futbol Club: Work nº844: Carussel, onsdag den 31. august kl. 19.30-20, Thorvaldsens Museum
Det er altid en god oplevelse at besøge Thorvaldsens Museum, der ligger lige ved Christiansborg, og der er ekstra at opleve, når den parisiske kunstnerduo Nøne Futbol Club viser et nyt værk i museets gårdhave. Her bliver de klassiske vægmalerier baggrund for en koreografi med 20 performere, der tilsyneladende er rejsende i en lufthavnsterminal, men også mere end det.

Kunstneren, Bertel Thorvaldsen, ligger begravet i gårdhaven. Så rejsen handler også om hans liv og død og rejsen til Rom. Der er gratis entré. Samtidig bør du se Marie Søndergaard Lolks fine malerier, som er sat hvor Thorvaldsens marmorrelieffer normalt hænger. Der er almindelig entré til Søndergaard Lolks malerier.  

BETON: Byens nyeste kunstkrog, torsdag den 1. september kl. 16-18.30, Nordhavn og Papirøen
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men rundt omkring i byen ligger kunstnerdrevne udstillingssteder med høje ambitioner og mange aktiviteter. Nu har du muligheden for at besøge BETON, møde ejer Erik Duckert og tale med kunstner Katja Bjørn, der fortæller om den aktuelle udstilling. Billetter af 185 kr. købes via Politiken Plus, mødestedet er Papirøen, hvorfra der sejles til Nordhavn. Undervejs er der servering fra Copenhagen Street Food. Turen ender tilbage på Papirøen ved Art Bar Copenhagen Contemporary.

Kan man ikke vente med at se Katja Bjørns udstilling, så kan man tage derud allerede i dag, fredag den 25. august, hvor der er ferniseringsfest fra kl. 17 til kl. 03 med DJ-iPhone, drinks og BBQ. Se BETONs Facebook-side for yderligere detaljer.

Lehmann Brothers: Ballistic First Movers – West World III, fra den 26. august til den 17. september, OK Corral
I kælderen, på Rolighedsvej 9, udstiller kunstnergruppen Lehman Brothers. Ja, Lehman Brothers i det kunstnerdrevne udstillingssted OK Corral. Udstillingen handler om logistik og teknik, nutid og fremtid, våben og sværmbevidsthed. Der er fri entré, og der er, i løbet af udstillingsperioden, god mulighed for at møde en af kunstnerne, fordi det er et kunstnerdrevet udstillingssted. Bemærk at der er fernisering i dag fredag den 26. august kl. 17-21. Alle er velkomne.   


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.