Jeg har en drøm

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Nu har han, måske, gjort det igen. Da Folkemødet på Bornholm åbnede i 2011, var det ifølge initiativtager Bertel Haarder (V) med tanke om at skabe en politisk Roskilde Festival, med mindre øl og mere snak. Haarder ville samle interesseorganisationer, borgere og politikere til uformelle samtaler om samfundets indretning.

Haarder har nu, i sin egenskab af kulturminister, anno 2016 tænkt og iværksat endnu et arrangement, hvor det handler om uformelle samtaler om samfundets indretning, denne gang med fokus på kunst og kultur. To dage i sidste uge var ministeren vært for Rødding, et lukket branchemøde for kulturen, på den navnkundige Rødding Højskole i Sønderjylland.

Kun for de professionelle
Folkemødet på Bornholm er åbent for alle. Brancemødet på Rødding er kun for de professionelle aktører, og det er godt det samme, for hvis Hr. og Fru Danmark skulle mødes til et folkeligt debatarrangement og diskutere kulturpolitik, så er det ikke sikkert, at det ville være særlig produktivt. Folkedybet ville sandsynligvis tale om afvikling snarere end udvikling.

Jeg håber, at jeg tager fejl. Men når selv et ellers kulturelt ansporet medie som Dagbladet Politiken november 2015 lavede en megafonundersøgelse og kørte en serie under overskrifter som, "Hver anden vil spare på kunststøtte", og kaldte kulturlivets spareøvelse for en "god ide", så er det udtryk for, at rindalismen stadig lever.

Rindalismen var udtryk for vrede over statslig kunststøtte. Rindalismen opstod allerede året efter at et flertal i Folketinget i 1964 havde stemt for oprettelse af et nyt administrativt organ, nemlig Statens Kunstfond. Peter Rindal (1923-2009), der var lagerforvalter ved Kolding Hørfabrik, var slemt utilfreds med, at Folketinget havde valgt at bruge skattekroner på samtidskunstnere.  

En -isme blev født
Rindal lod sin utilfredshed omsætte til handling. Det begyndte som en spontan underskriftsindsamling på hørfabrikken, inspireret af en indsamling blandt salgteriarbejdere i Vejle og endte med en landsdækkende indsamling af imponerende 62.000 underskrifter. Det var vel at mærke dengang alting var analogt.

Rindal, der ikke tidligere havde deltaget i den offentlige debat, fik massiv pressedækning for sine ytringer om, at nymodens kunst er noget fup og fidus. Kunstnere blev omtalt som en omgang døgenigte. Og støttere af kunst, abstrakt kunst især, blev kaldt elitære. Og det var ikke positivt ment.

Rindal var medlem af Fremskridtspartiet, hvor han senere blev æresmedlem. Foruden N.F.S. Grundtvig, så er Rindal vist nok den eneste dansker, som har lagt navn til en -isme.

Hvem, hvad, hvorfor
Dengang, som nu, handler kulturpolitik, og debatten om selvsamme, først og fremmest om økonomi. Hvem får hvad og hvorfor. Det er, synes jeg, mildest talt trist, at fokus fortsat ligger på justering af kriterierne for uddeling af offentlige midler til kunst og kultur.

Vi taler om det, vi ikke har. Midlerne er få. Og bliver færre. Sådan har udgangspunktet for national kulturpolitik været så længe jeg kan mindes, og det er cirka tyve år, men lur mig, om det ikke har været sådan i mange flere årtier.

Kunst og kultur er ...
Jeg har en drøm. En drøm om en kulturminister, som tager skeen i den anden hånd og siger, at kunst og kultur er lige så vigtigt som forsvar og sundhed og uddannelse. At kunst og kultur er udslagsgivende i forhold til styrken af den generelle dannelse. At kunst og kultur er betydende for landets sammenhængskraft. At kunst og kultur er et vigtigt og tilnærmelsesvist samtænkt element for alle statsstøttede uddannelser af børn og unge. At kunst og kultur altid har høj prioritet i en velfærdsstat. At kunst og kultur kræver passende og vedvarende talentpleje. At kunst og kultur bør være rimeligt tilgængelig for alle borgere uafhængig af alder, indtægt og bopæl. At kunst og kultur er for vigtig for samfundet til at blive taget som gidsel i en anti-elitær eller anti-hovedstadsoffensiv.

Vanskelige valg
Så hvad handlede det om på Rødding 2016? Jo, det handlede om, hvordan man kan få mere kultur for færre penge. Sådan var oplægget, som ministeren også gav udtryk for i en optakts-kronik, hvor han skriver: "Vi må ikke stirre os blinde på en årlig reduktion i den samlede statslige kulturbevilling på godt 1 pct. I stedet skal vi kaste os over mulighederne for at få mest muligt ud af de 99 pct., vi har tilbage."

Og videre: "Jeg fik i foråret under et samråd i Folketinget bekræftet, at den økonomiske ramme næppe ændrer sig, hvis regeringsmagten skifter. "Mere og bedre kultur for færre penge" vil være et mantra for kulturlivet i mange år. Den udfordring skal bruges konstruktivt, og der skal forberedes nogle vanskelige valg. Ellers vil problemerne hobe sig op. For selv om meget går rigtig godt, er det tydeligt, at pengene ikke altid bruges optimalt. " (Bertel Haarder Midt i en ny guldalder, Morgenavisen Jyllands-Posten den 14. august 2016).

Nytænkning og bred opbakning  
I kronikken taler ministeren om ambitioner for national kulturpolitik i nær såvel som fjernere fremtid. Han vil, indledningsvist, debattere med de professionelle på bramfri og frugtbar vis. Han vil, i denne proces, gerne se nytænkning fremfor vanetænkning. Han vil nemlig gerne se, at både kulturpolitikere, kulturinstitutioner og kunstnere finder modet til at se tingene på en ny måde. Han vil tale om nødvendigheden af at frigøre sig fra historiske bindinger og omfordele midlerne til statsstøttede institutioner, så flere nye institutioner kan anerkendes. Han vil håbe på, at selv små ændringer ikke nødvendigvis skaber store protestaktioner (som det ellers ofte er set). 

Men, som ministeren også skriver i sin kronik, så vil han ikke være kulturdiktator, fordi "...kulturpolitikken må og skal have bred politisk opbakning. Den kommer kun, hvis vi også får opbakning fra kulturlivet, eksperterne og borgerne."

Man kan tillade sig at være optimist
Det lader til, at ministeren har fornemmelse for kulturlivets kannibalisme, det vil sige den delikate balance og positioneren mellem fagbrancher og den indbyrdes (økonomiske) afhængighed, som jeg også har skrevet om tidligere i indlægget Vi spiser hinanden. Hertil kommer kampen om kunderne. Det vil sige det faktum, at kulturforbruget og -kvaliteten ikke nødvendigvis stiger, fordi der kommer flere tilbud.

Hyperaktiviten er skadelig på længere sigt, som jeg har beskrevet i indlægget Kunsten har sejret ad helvede til; som konsekvens bruger kulturinstitutionerne deres ellers knappe ressourcer på at tilkæmpe markedsandele hos et stadigt mere forkælet kulturpublikum.

Men jeg har en drøm. En drøm om styrket parlamentarisk såvel som folkelig opbakning til kunst og kultur. Det vil sige større tiltro til og højere ambitioner på vegne af kunst og kultur. Den logiske konsekvens af denne opbakning er øget statslige og kommunale bevillinger til kunst og kultur. Dét ville være modigt. Og det ville sikre den for kunst- og kulturlivet så nødvendige arbejdsro, der medfører langtidsholdbare kunst- og kulturprodukter med enten direkte eller indirekte samfundsrelevans.

Sammen er vi stærke
Jeg har også en anden drøm. Nemlig drømmen om at kulturlivets brancher og diverse fagligheder dropper nidkærheden og i stedet tænker, at hvis det er godt for dig, så er det også godt for mig.

Årtiers nedskæringer i offentlig kulturstøtte har medført en kollegial kombatant omgangsform, hvor alle véd, at en eventuel nyoprettet bevilling til en kulturinstitution eller et kulturprojekt altid sker på bekostning af noget andet i kulturlivet. Det kan være usmageligt at indgå i ellers professionelle fagmøder på tværs af brancher og organisationer og opleve denne alles-kamp-mod-alle.

Når kulturlivet ikke kan tale med én stemme, så er det svært for ministeren at høre, hvad der bliver sagt. Denne støj, denne sult, er direkte konsekvens af de seneste cirka fyrre års kulturpolitik, som mest har handlet om nedskæringer og bittesmå omprioriteringer.

Så jeg glæder mig til Rødding 2017, Rødding 2018 og Rødding 2019. Jeg glæder mig til, at vi kan tale sammen og få det til at lykkes.

Her ses deltagerne, som af kulturministeriet var inviteret til Rødding Højskole den 16.-17. august 2016 for at debattere national kulturpolitik. Deltagerne var bredt sammensat og talte eksempelvis direktør for Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen; General Manager for DGI Verdensholdet, Johannes Bjerre; formand for Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm; direktør for ARoS Aarhus Kunstmuseum, Erlend Høyersten; forfatter Josefine Klougart; bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, Lisbeth Knudsen; CEO og ejer af Mitco samt grundlægger af Tiger-kæden, Lennart Lajboschitz; direktør for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt; direktør for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn; direktør for HEART, Holger Reenberg; litterær direktør for Gyldendal, Johannes Riis; forfatter og debattør Knud Romer; rektor for Folkeuniversitetet i Aarhus, Sten Tiedemann; direktør for M/S Museet for Søfart, Ulla Tofte; direktør for Odense Teater, Jens August Wille; formand for Statens Kunstfond, Gitte Ørskou samt yngre debattører som Emma Holten og  Sofie Maj Thomsen. Foruden kulturministeren selv deltog politikerne Mette Bock (MF for Liberal Alliance) og Rasmus Nordquist (MF for Alternativet) og Zenia Stampe (MF for Radikale Venstre). Foto: Simon Krabbe.

Under Kulturmødet på Mors har Statens Kunstfond anmodet om foretræde ved Folketingets Kulturudvalgs åbne møde. De vil give politikerne en opsang. For trods bred politisk opbakning til den nuværende kunstlov blev Statens Kunstfond på den seneste finanslov ramt af besparelser på 36 mio. kr. over de næste fire år. Kunstfonden spørger derfor politikerne: Hvad er konsekvenserne for de kunstneriske miljøer? Kan vi fortsat opretholde et højt kunstnerisk niveau, når der er færre penge til talenterne og vækstlaget? Er armslængdeprincippet på vej til at blive lagt i graven? Ved det åbne møde deltager Statens Kunstfonds bestyrelsesformand Gitte Ørskou samt Alex Ahrendtsen (DF), Britt Bager (V), Marianne Jelved (R), Mogens Jensen (S), Jan Johansen (S), Morten Marinus (DF), Annette Lind (S), Rasmus Nordqvist (Å) og Søren Søndergaard (Ø). Mødet finder sted i morgen fredag den 27. august kl. 9-11 og livestreames her


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.