Hvad sker der lige med rubrikken

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Mange kommer aldrig længere end til rubrik og underrubrik. Derfor er det mere end ærgeligt, når rubrikken, som i tilfældet herunder, er ualmindeligt misvisende i forhold til artiklens indhold.

 


Udlænding i chok over dansk børne-tv: Hvad sker der lige med Kaj og Andrea?

Sådan lød overskriften på en nyhed fra den 12. august 2016, og det fik René Gade, MF for Alternativet, i pennehuset. På sin LinkedIn væg skrev han den 13. august 2016:

"Mediernes rolle i samfundsdebatten er meget, meget væsentlig. Nogle gange kan en overskrift konstrueres så misvisende, at man skulle tro, det var meningen at skabe splid i befolkningen. I dette tilfælde frames en nysgerrig betragtning om børne-tv til potentielt at tænde bål under en helt anden 'dem og os' debat: "Udlænding i chok over dansk børne-tv" ... hmmm. "Britisk journalist fascineret af dansk børne-tv" er mere passende og mindre vildledende i mine øjne. Hvad er det den vilde fordrejning af indholdet skal gøre godt for? Altså udover klik og umiddelbar forargelse."

Nu er det jo sådan med online-artikler, at de kan ændres, og i dag, den 16. august 2016, lyder overskriften:

Udlænding overrasket over dansk børne-tv: Hvad sker der lige med Kaj og Andrea?

For hvad er det egentlig, denne udlænding mener om dansk børne-tv, jo, han mener, at det er fantastisk. Så fantastisk, at han har skrevet om det i The Economist. "Den britiske journalist runder sin artikel af med at understrege, at dansk fjernsyn for børn er underholdning i sin reneste form – ikke en erstatning for forældre eller skolen." (således citeret fra TV2-artiklen).

 

 

Går vi til kilden, The Economist, så lyder afrundingen af originalhistorien sådan:

"What's the secret? DR, including Ramasjang, is a training ground for the much-admired Danish film and television industry. Though its budget is nothing next to the BBC's or a big American broadcaster's, it's big for Denmark, meaning that it brings in the best young film-makers, writers and actors looking for experience. If this state-led approach seems typically Scandinavian, it is also Danish in the best sense of innovating constantly, while refusing to take itself seriously." (What Danes consider healthy children's television af signaturen R.L.G. i The Economist den 12. august 2016).

Nu mangler TV2 bare at ændre billedteksten, som fortsat lyder: "Den britiske journalist kalder Kaj "frygteligt selvoptaget" og Andrea for en "rablende neurotiker"." De kunne passende tilføje "... og han synes, at det er fedt."

PS: Og for alle dem, der er så uheldige, ikke at have mindreårige hjemmeboende børn og/eller børnebørn på jævnligt besøg, og som derfor endnu har Onkel Reje til gode, så se venligst med her. Det er mildest talt fænomenalt. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.