I Danmark er jeg født

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Alting kan altid blive bedre. Men jeg kan ikke forestille mig noget sted i verden, hvor jeg hellere ville bo. Jeg kan godt lide det danske samfund. Jeg kan godt lide den danske stat. Grundlæggende kan jeg også godt lide de nationale principper for statens ressourcefordeling.  

Ikke alle har det sådan.

Lars Andersen for eksempel. Jeg blev opmærksom på Andersen i en debattråd, der handler om offentlig kulturstøtte. Nikolaj Bøgh, folketingskandidat for det Konservative Folkeparti, havde på sin Facebook-væg den 10. august 2016 delt et link til en artikel på Ekstra Bladet, som skrev om Dansk Folkepartis ønsker for omkalfatring af statens støtte til kunst og kultur.

Kort fortalt, så har Dansk Folkeparti længe bedyret, at staten bør støtte døde kunstnere (folkeminder og kulturarv) frem for levende kunstnere (samtiden og fremtiden). Bøgh synes, at det er en rigtig dårlig ide og skriver: "Kulturen er for vigtig for samfundet til at blive taget som gidsel i en anti-elitær eller anti-hovedstadsoffensiv, som DF desværre gør her."

De fleste kommentarer til Bøgh tager også afstand til Dansk Folkepartis udmelding, men altså ikke Andersen, som, henvendt til Bøgh, skriver: "Så du vil true mig til at betale for kunst, og hvis jeg ikke betaler, skal jeg spærres inde? Det er godt nok en dybt usympatisk og ulækker holdning. Føj."

Det fremgår, at Andersen er så vred på politikerne generelt og staten især, at han vist nok ville melde sig ud, hvis han kunne. Jeg tror ikke, at det er fordelagtigt at være statsløs. Jeg tror heller ikke, at det er prisværdigt at trække sig fra samfundet.

Og hvad er egentlig forskellen på de to? Samfund og stat?

Jeg spurgte en god ven, som ved noget om den slags. Han sagde, at en stat uden samfund er som Nordkorea. Og et samfund uden stat er som Sydsudan, Libyen og Syrien.

Jeg har virkelig ikke lyst til at bo hverken i Nordkorea, Sydsudan, Libyen eller Syrien. I al fald ikke lige nu. Jeg ville utvivlsomt føle, at jeg stod over for store udfordringer, hvis jeg var født i en af de nævnte lande. Heldigvis er jeg født i Danmark.  

Her har jeg hjemme

Det er en rigtig rar ting at have et sted i verden, hvor man føler sig hjemme, med alt hvad det indebærer. Et sted, hvor man føler sig godt tilpas. Et sted, hvor man føler sig velkommen. Et sted, hvor man føler, at man har en vis indflydelse på indretningen.

Både hvad angår det nære, altså farven på væggen i dagligstuen og hvor skabet skal stå. Men også hvad angår det mere abstrakte, som strukturen for og værdierne i det politiske samfundsrum; så jeg bruger min stemmeret, kommunalt såvel som nationalt.

Herfra min verden går

Så er dét på plads. Jeg kan lukke min dør og låse den, hvis jeg har lyst. Jeg kan lukke øjnene og sove i fred. Eller jeg kan koble mig op på alt muligt. Men jeg har en base og et fristed at gøre det fra. A room of my own.

Fordi jeg har dette rum, så tør jeg også bevæge mig ud i verden. For jeg véd godt, at verden er større end disse fire vægge. Desværre? Heldigvis!

Verden er stor, så stor, at jeg ikke kan rumme den. Men ikke så fjern og farlig, at jeg ikke tør besøge den og smage på den i små og store bidder, efter lyst og behov, og jeg tillader mig at være sulten på fremmede ting med mere krydderi.

I Danmark er jeg født. Jeg kan godt lide de danske værdier. Så dig elsker jeg, Danmark, mit fædreland.

Og ja, jeg betaler skat. Og ja, jeg bidrager herved til at opretholde alle områder af samfundet. Det gælder sundhed, forsvar, udviklingsbistand, velfærdsydelser, kirke, kongehus, infrastruktur, uddannelse og forskning, miljø, erhvervsliv samt ... kunst og kultur.

Desværre? Heldigvis!

Måske har du, mens du har læst ovenstående, hørt en melodi i baghovedet. Det er Poul Schierbecks melodi fra 1926 til H.C. Andersens digt Danmark, mit Fædreland fra 1850. Den er blevet foreslået som nationalsang, i stedet for Der er et yndigt land, som kan virke lidt krigerisk. Isam B lavede i 2007 en moderne fortolkning af sangen, og også folkemusiker Helene Blum har  i 2009 lavet en nyere udgave af sangen. Hør Isam Bs søde version her. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.