Digital disruption anno 1995: Strøm til brevet

Annette Franck
BLOGS Af

International Data Post er ukendt. Det er er en skam, for historien er til at blive klog af. Virksomheden er et blændende historisk eksempel på digital disruption. 

I 2000 lukkede International Data Post (IDP) i stilhed uden at have leveret løsninger. Virksomheden var en softwareudvikler, der blev etableret i 1992 af 12 nationale postvæsner. Opgaven var at imødegå digital disruption af postvæsnernes hævdvundne globale monopol på brevet. Præcist som organisationer i dag bygger ’en digital datter’ med det formål at udvikle nye løsninger til opretholdelse af den eksisterende forretning. Danske Bank har efter samme tankegang lavet en parallelorganisation, der skal skabe kontrolleret disruption i moderorganisationen. 

Historien om IDP er i dag nærmest rørende og komisk, men historien gentager sig. Derfor er IDP god at lære af, hvis man arbejder i taxabranchen, den finansielle sektor, på biblioteker, nyhedsmedier eller en hver anden branche, hvor digitalisering og kundeadfærd udfordrer eksistensen. 

IDP var min første arbejdsplads. Belært af disse erfaringer handler ’disruption’ om noget helt andet end geniale indfald á la Mobile Pay eller faglige kampe som i taxabranchen. Mit bud er, at det handler om organisationers kompetence i at analysere værdien af eksisterende markedsposition, se ændringer i kundeadfærd og forstå relevante teknologier. Forudsætningen for at udvikle denne organisatoriske kompetence er, at beslutningstagere accepterer den ydmygelse, at hårdt optjent erfaring faktisk kan være en dødsfælde.  

Sæt strøm til brevet

I 1995 blev jeg ansat i denne softwareudviklingsvirksomhed. Vi væltede os i penge, og optimismen var stor. 

Vores opgave var at sætte strøm til brevet. Jep! Ideen var at udnytte digital forsendelse til at effektivisere logistikken bag brevet. Kunden skulle sende en fil via postvæsnet, og så ville det kære væsen som en moderne service printe og kuvertere brevet i en ’hub’ tættest på modtageren og herefter levere. Smart, ikk’! 

Emailen var som bekendt opfundet allerede den gang. Vi brugte selv email i daglig kommunikation med vores kunder og ejere, der var spredt over hele verden fra USA til Australien. Men emailen var jo ikke et brev. Næ, brevet var juridisk gyldigt. Brevet var seriøs formidling mellem afsender og modtager. Postvæsner var statsautoriserede garanter for, at dette gyldige og seriøse brev ikke faldt i forkerte hænder, men kom frem til rette modtager og blev opfattet med passende alvor. Markedet tilhørte postvæsnerne som fødselsret. Der var reelt ikke konkurrenter, for postvæsner var jo beskyttet af statsmonopol, så brevet var vores. I International Data Post skulle vi bare digitalisere denne kerneforretning. 

Otte år

Vi knoklede løs på denne fantastiske vision om digitalisering af brevet. Virksomheden voksede med generøs funding fra postvæsner over hele verden.  Fra 1992 og en håndfuld år frem var der højt humør i IDP. Men i 2000 var det slut. Virksomheden lukkede. Emailen havde taget livet af brevet. Otte år tog det at indse for vores beslutningstagere. 

Ikke en eneste gang husker jeg, at nogen stillede spørgsmålet, om brevet var vores forretning? Eller om brevet havde en fremtid? Det indgik slet ikke i scenarierne blandt vores beslutningstagere, hvilket er dokumenteret af årsrapporter fra f.eks. Post Danmark. Kampen handlede om at opretholde postvæsnernes monopol på brevet. Men det marked fik de helt for sig selv. For brevet var dødt. 

Fantasien rækker ikke

Det er denne galskab jeg ser i dag: At organisationer og brancher tager forudsigelige kampe, der næppe er værd at kæmpe. Men fantasien rækker ikke til at forstå den faktiske udfordring. Så taxa-branchen slås mod Uber, mens den førerløse bus kører ud af garageporten oppe i Himmerland. En aktuel parallel til, at IDP brændte formuer af og spildte kostbar tid på at opretholde postvæsnernes monopol ved at modernisere en overflødig distribution. 

Jeg husker enkelte forsøg på tænke uden for denne ramme. Det var ikke velset, for vi havde ikke tid til pjat, og ledelsesstilen var præget af, at vores ledere kom fra etaten. En tekniker kom oprevet hjem fra en fagmesse og insisterede på debat af udviklingsstrategien. Jeg kan stadigt huske det møde, hvor vores tekniske direktør kiggede direkte på min kollega og sagde: ’En af os to får ret. Hvem tror du, at det bliver?’ Direktøren fik ret på den korte bane. Min kollega fik i den grad ret på den lange bane. 

Et bestyrelsesmedlem foreslog, at vi skulle ideudvikle omkring brevet. Måske kunne postkortet også moderniseres? Tænk, hvis postvæsnerne kunne tilbyde, at folk kunne indlevere dias og få printet deres helt eget foto som en personlig hilsen fra en koncert eller en sportsbegivenhed, de havde været til. I dag smiler vi, for Instagram og Facebook har jo vist, at manden havde set et kundebehov, men nok ikke løsningen.

Vi brugte ikke tiden på den slags pjat. Vores ledere kom primært fra postvæsnerne, hvor de var blevet udnævnt efter lang anciennitet. Ledelsesstilen og arbejdsprocesserne var præget af, at de havde forstand på vores vigtige opgave med at tage vare på brevets fremtid. 

Fantasien rakte desværre ikke til at forestille sig fremtiden, og aflæse hvad vi skulle tage med fra fortiden. 

Tænk nu hvis….

Postvæsnerne havde langt op i nullerne et stærkt ’brand’. Kunderne havde tillid, og autoriteten var indiskutabel. De nationale postvæsner havde et helt unikt internationalt samarbejde, både i praksis og i kundernes bevidsthed. Hundredårige relationer og traditioner at bygge på. 

Tænk nu, hvis postvæsnerne ikke havde holdt fast i brevet og den fysiske distribution. Hvis ledere havde forstået at aflæse postvæsnernes ’brand’ og internationale netværk. Havde tilladt medarbejdere at være nysgerrige på teknologier og kundeadfærd. 

Kunne postvæsnerne have introduceret helt nye løsninger og forretningsmodeller, som f.eks. den personlige elektroniske postkasse eller betalingsløsninger, så pengene blev betroet postvæsnet på vejen til rette modtager? 

Det havde vi ikke tid til. Vi havde travlt med brevet. Den historie ser jeg ofte på min vej i dag. 

 

 

Se flere blogs



Profil

Annette Franck

Annette Franck

Ekspert i forandringskommunikation. Stifter af Corporate Voice
www.corporate-voice.dk

Annette Franck blogger om, hvordan vi samarbejder produktivt på vores arbejdspladser, når hverdagen konstant udfordres af komplekse forandringer. Resultater og trivsel hænger sammen, men rækkefølgen er afgørende: Når vi samarbejder om at skabe resultater, så trives vi.

Med 20 års erfaring i ledelse, forretningsudvikling og Human Ressource er Annette specialist i forandringskommunikation og forfatter til bogen "Modarbejder eller medarbejder - Forandringskommunikation skaber samarbejde". Hun rådgiver om udvikling og implementering af forandringer på arbejdspladser. Hendes baggrund er cand.phil. i voksenpædagogik, MBA og master i journalistik.