Et fag uden fremtid

Process Factory, Susanne Mølle

Hvem ville ved starten af internettets kommercielle udbredelse have gættet på, at ændret kundeadfærd og digitale kommunikationsformer ville føre til, at Post Danmark fornyeligt lukkede de fleste af sine posthuse? I hvert fald ikke Berlingske Tidende, der i 1998 bragte den nu lidt komiske artikel med indledningen ”Kun få brugere af Internet […] og det er næsten udelukkende 19-29 årige computer-freaks.”  Heller ikke Post Danmark selv vurderede i 2000, at en væsentlig reduktion af brevmarkedet var umiddelbart forestående. Men følger man virksomhedens årsrapporter fra 2001 og frem, er udviklingen tydelig. Brevmængden er faldet med næsten 70% fra 2000 til 2015 -  og bunden er ikke nået endnu. Uanset Post Danmarks kamp for overlevelse og mange gode tiltag har det slet ikke været muligt at dæmme op for den uundgåelige udvikling.

Den smertefulde typografdød

For en virksomhed er det en overordentlig smertefuld proces at se fundamentet for et forretningsområde forsvinde væk under fødderne på en, uanset anstrengelserne for at holde fast. Og for medarbejdere endnu mere smertefuldt at se i øjnene, at det erhverv, man har tjent i mange år, er på vej mod typografdøden. Det gør, at man forsøger at kæmpe imod det uundgåelige. Om end man ikke altid kan se, hvilken fjende man skal kæmpe mod.

Et godt eksempel på dette er taxibranchen. Prøv at kaste et blik på nyhederne på Dansk Taxi Råds hjemmeside eller reaktionerne på mit seneste blog indlæg her på Børsen.  Det er svært at overse de mange og meget forståelige reaktioner mod Uber og ulige konkurrence.

Men hvor er nyhederne, der forholder sig til den ændrede kundeadfærd og den nye teknologi som fx selvkørende biler og kundernes vilje til at dele biler. Den udvikling vil på sigt få en langt større effekt for taxierhvervet. For hvem behøver en mand bag rattet, når bilen selv kan køre?  Og hvilke konsekvenser kan det få, når bilen i højere grad begynder at blive en ting, man ikke nødvendigvis selv behøver at eje? Og de, som ejer en bil, i øvrigt er villige til at dele?

Fremtidens taxikørsel er en tjeneste

Fremtidens taxiselskab er måske en tjeneste, som styrer din og min selvkørende bil ud på taxiture, når vi alligevel ikke selv skal bruge den.

Måske tilbyder fremtidens taxiselskab ovenikøbet en tjeneste som vedligeholder og rengør den selvkørende bil, når ejeren sover.

Eller måske kommer fremtidens taxiselskab til at være ejere af langt flere biler end i dag, fordi mange mennesker slet ikke ønsker at eje en bil, men hellere vil være frie til at bestille den bil, som passer til dagens formål. Leveret til døren, fordi den selv kan køre. Kørsel kan blive en tjeneste, man nyder efter behov, på præcis samme måde som fx musik og film.

Men det er ikke sikkert, at der er taxivognmænd

Direktør for Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg, ønsker sammen med sine medlemmer meget naturligt, at taxifaget skal være ”et fag med fremtid” og giver udtryk for, at ”ny taxilov skal sikre, at fremtidige generationer gider livet som taxivognmænd”. Jeg savner, at den drøftelse får en strategisk og forretningsmæssig vinkel, der tager både den teknologiske og den adfærdsmæssige udvikling i vores samfund i betragtning, men frygter, at branchens ensidige fokus på politisk regulering og unfair konkurrence bliver vejen til et fag uden fremtid.


 

Se flere blogs



Profil

Susanne Møllegaard

Susanne Møllegaard

Adm. direktør og medejer, Process Factory
Simple forretningsgange og smidig kommunikation er drømmescenarier for virksomhedsledere og iværksættere. Susanne Møllegaard ved, hvordan vi når målet – og gør kunderne glade. Hun har fingrene i den teknologiske muld, og blogger på den baggrund om, hvordan virksomheder giver kunderne en bedre oplevelse gennem digitalisering og automatisering.

Susanne Møllegaard er adm. direktør i it-konsulenthuset Process Factory, der rådgiver om og udvikler digitale løsninger til forsikringsbranchen. Fintech står højt på hendes agenda. Hun er cand. oecon. og forhenværende underdirektør og forretningsansvarlig i forsikringsbranchen.