Han har jo ikke noget på

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Tys tys. Præsidenten sover. Sødt? Han er nøgen og han er ikke alene. En wanna-be og en has-been ligger på samme lagen, under samme dyne. Donald Trump er kandidaten og George W. Bush er ham, der var den.

Hvad laver Trump og Bush sammen? De laver ikke noget, de sover, mens musikken spiller, for de er statister eller hovedpersoner i en musikvideo til rap-musikeren Kanye Wests seneste udgivelse, nummeret Famous.

De deler sengeleje med andre berømtheder. Henholdsvis den magtfulde moderedaktør Anna Wintour, den storsælgende sangerinde Rihanna, den konkurrerende hip hopper Chris Brown, skuespilleren Taylor Swift, rapperen Ray J., fotomodellen og aktivisten Amber Rose, kändis-tranvestitten Caitlyn Jenner og den skandaleramte skuespiller Bill Cosby. I midten ligger rapperen selv ved siden af sin kone, Kim Kardashian, hende med den berømte bagdel.

Selve sangen, Famous, siger mig ikke noget, men billederne som følger den er stærke. For han har jo ikke noget på. Hun har heller ikke noget på. De ligger, sovende, i al deres sårbarhed.

Tilbage er et menneske
Et godt råd lyder, at hvis man skal tale med en person, som har høj rang eller høj autoritet, og hvis er man er nervøs for at møde denne person, så skal man i samtalen forestille sig, at vedkommende sidder i undertøj. Væk med al formalia. Væk med det store skrivebord og direktørstolen. Væk med kors og bånd og stjerner. Tilbage er et menneske.

Det er ikke noget, som jeg har haft behov for at afprøve. Når jeg har haft foretræde for en autoritet eller talt med en berømthed, så er det nysgerrigheden som fylder. Hvem er dette menneske, som kan træffe beslutninger med konsekvenser for mange andre, hvem er dette menneske, som via talent og flid har opnået respekt? Hverken ærbødigheden eller angsten fylder. Jeg vil gerne have øjenkontakt. Har vi noget at tale sammen om.

Jeg kan ikke få øjenkontakt med nogle af berømthederne i Famous-videoen, for de sover. Eller gør de. Måske trækker de ikke længere vejret. Måske ligger de udmattede efter et orgie eller forgiftet i den evige søvn. Deres ansigtsudtryk er neutrale. Hvis de sover og hvis de drømmer, så afslører de ikke hvilke film, der afspiller sig for deres indre blik. Om det er fryd eller frygt, der svøber dem.  

Filmen har ikke noget plot, så associationerne er ad libitum. I virkelighedens verden er det utænkeligt at disse 10 berømtheder ville lægge sig til at sove sammen i den samme seng.

Dukker?
De trækker vejret. Filmen fortsætter selvom sangen slutter, og på et tidspunkt ser man en brystkasse, der hæver og sænker sig som i et åndedrag, og nogle hænder, som foldes. Men det er det eneste. Berømthederne ligger ellers musestille som de voksdukker, de sandsynligvis er. Det er ikke afsløret hvem der er voksdukker og hvem der er levende.

Sandsynligvis er det kun Kanye West og Kim Kardashian, som er levende. Under alle omstændigheder er voksdukkerne livagtige og de levende stille, som kun en sovende eller en død kan være det.

Der er ikke bevægelse i de hvide tekstiler. Lagnet er krøllet men kunne være støbt i gips. Dynen ligger som den er lagt. Det eneste, der flytter på sig, er det kamera, som bevæger sig hen over de sovende, og det lys, som falder på dem.   

Så godt som kunst
Se den uforkortede film her. Den varer 10:36 minutter, sangen stopper ved 2:35, herefter er lydsporet brusende vejrtrækninger. Ved 6:36 begynder credits og 7:26 begynder en ny sang, nu med den originale Nina Simone-vokal i modspil til Kanye Wests vokal.

Som visuelt kunstværk er filmen i sig selv en sampling. Og er det et rigtigt kunstværk? Ja det er. Det har ingen tydelig afsender, det er heller ikke skabt til en præcis kunstinstitutionel kontekst som for eksempel et galleri, et museum eller en kunstbiennale. Men det er mere end et vedhæng til en populærmusikers nyproduktion.

Kanye West er en af de populærkunstnere, som har allieret sig med high end-kunstnere. Han har i andre sammenhænge samarbejdet med internationalt anerkendte billedkunstnere, og mon ikke også Famous-filmen er et samarbejde.

”Rigtige kunstnere” som lader sig hyre af populærkunstnere, som via et kommercielt marked leverer til et massepublikum, bliver som regel miskrediteret af kolleger i den ”rigtige kunstinstitution”. Men helt ærligt, Famous-filmen har efter en måned i cirkulation haft over 9,6 millioner visninger på YouTube. En kunstvideo, der lanceres som sådan, ville næppe kunne skabe samme synlighed. Jeg har ingen fine fornemmelser. Det er kun godt når forskellige kunstnere finder sammen om gode samarbejder.     

Et andet eksempel på et godt samarbejde er filmen til sangen No Distance Left to Run fra 1999. Her hyrede den populære britiske rockgruppe Blur den danske Thomas Vinterberg som instruktør. Vinterberg fik lov til at filme de fire bandmedlemmer mens de sov. Det kom der en sært følsom, håndholdt nattelys-kamera musikvideo ud af. Den stod i stærk kontrast til samtidens ellers flimrende og dynamisk klippede musikvideoer.

Selv rockstjerner skal hvile sig. Og diverse medie-kändisser. Og statsledere. Og Erdogan. Vi er alle kun mennesker.

Videoen til sangen Famous blev lanceret i forsommeren 2016 og udkommer i sensommeren på pladen The Life of Pablo. Und dig selv at se filmen.

Alle ovenstående billeder er stills fra filmen. Det nederste er det officielle still, der cirkulerer som pressebillede. 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.