Taxabranchens Sisyfos kamp mod Uber

Process Factory, Susanne Mølle

De gode lo og de onde græd, eller hvordan var det nu det var, da dommen for ulovlig taxakørsel blev en realitet for seks Uber chauffører.

Set ud fra et fagforeningsperspektiv, giver dommen ro på bagklappen. Status quo er genoprettet. Også i den branche, som Uber har udfordret, er tilfredsheden svær at overse. En ubehagelig konkurrent er sat skak (dog ikke mat).

Hos andre brancher, som frygter nye digitale spillere og forretningsmodeller på markedet, er der måske nogle, der ville være fristet til at føle en lille lettelse, for når det nu ikke gik så let for Uber, så "er det da endnu sværere i vores branche". Lov skal jo overholdes. Også af de ubehagelige konkurrenter.

Imidlertid ville denne lille lettelse være en fejltagelse. Dom eller ej, så handler Ubers bedrift om meget mere end ulovlig taxakørsel. Nye forretningsmodeller er i sin natur grænsesøgende, provokerende og udfordrende. De tager udgangspunkt i et udækket kundebehov og ikke de gældende rammer. Det gør dem til ubehagelige konkurrenter, for de ændrer spillepladen, mens de spiller. Som etableret branche kan man bare flytte febrilsk rundt på sine brikker i et håb om at få placeret sig rigtigt på den spilleplade, man endnu ikke kan se, samtidig med at man har lyst til at råbe op om, at "sådan er reglerne ikke". Det kan sikre nogle point på den korte bane, men det ændrer ikke ved, at "end-of-the-game" står man overfor en ny spilleplade.

Lovlig eller ej, Napster ændrede vores musikforbrug

Uber har radikalt forandret vores opfattelse af taxakørsel. For taxabranchen betyder det derfor, at den fortsatte kamp mod Uber vil være en Sisyfos kamp præcis på samme måde som pladebranchens kamp mod Napster. På trods af, at Napster blev tvunget til at lukke ned i 2001, har vores måde at forbruge musik på ændret sig fundamentalt siden, blandt andet på grund af Napster. Og det har krævet forandringer hos alle aktører i musik- og pladebranchen.

Det samme sker for taxabranchen

Jeg føler mig overbevist om, at det samme kommer til at ske for taxabranchen (og måske hele transportbranchen). For set ud fra kundeperspektiv har Ubers forretningsmodel bidraget med noget nyt. Uber har nemlig vist, at det er muligt at forvente meget mere af taxakørsel end det, man har ladet sig nøje med hidtil:

- Kunden og chaufføren kan selv klare både match og de medfølgende transaktioner, uden at være afhængige af taxacentraler og tunge fordelingssystemer.

- Fleksibiliteten er øget, fordi der ikke er en fast kapacitet af taxakøretøjer. Dvs. potentielt kunne alle biler være tilgængelige som transportmidler. Det har flere mulige konstruktive implikationer. Blandt andet vil det være slut med peak perioder og lange ventetider, for kapaciteten kan tilpasse sig behovet.

- Taxakørsel bliver let tilgængelig i alle områder på grund af den større geografiske spredning af køretøjerne.

- Der er højere udnyttelse af den tilgængelige bilbestand. Bilerne dækker ikke bare eget behov, men også behovet hos de mennesker, der benytter sig af tjenesten. Formentligt kan det yderligere medføre, at flere har mulighed for at fravælge køb af egen bil. Ikke nogen dårlig ting, heller ikke set ud fra samfundsperspektiv.

- Endelig indebærer løsningen en sikkerhed i forhold til både chaufførens identitet, pris samt selve betalingstransaktionen. Man står altså ikke med den usikkerhed, som man jo må erkende er en realitet i områder med ureguleret taxakørsel. Det gør behovet for en restriktiv taxalov mindre.

Drop Sisyfos kampen og skab en meningsfuld offensiv

Derfor, hvis jeg var direktør for et taxaselskab, ville jeg tage perspektiverne i Ubers forretningsmodel til mig og gå ind i en vurdering af, hvordan jeg kunne placere mig på den nye spilleplade, frem for at insistere på at fastholde den gamle og nu åbenlyst utilstrækkelige spilleplade. For hvorfor skulle et dansk taxaselskab ikke kunne lave en forretning ud af det?

Og fremfor at kæmpe imod Uber og en fastholdelse af den eksisterende regulering, som jo baserer sig på gårsdagens behov og muligheder, ville jeg stille mig ved siden af Uber i kampen om at få ændret taxaloven, så den understøtter kundebehovene og de digitale muligheder i dag.

Det ville gøre Sisyfos kampen til en meningsfuld offensiv.

__________________________________________________

Redaktionel note (21. juli 2016)
Børsen er opmærksom på, at kommentarer til dette blogindlæg tilsyneladende forsvinder. Vi undersøger årsagen. Det er ikke debatredaktionen, der fjerner kommentarerne.

 

Se flere blogs



Profil

Susanne Møllegaard

Susanne Møllegaard

Adm. direktør og medejer, Process Factory
Simple forretningsgange og smidig kommunikation er drømmescenarier for virksomhedsledere og iværksættere. Susanne Møllegaard ved, hvordan vi når målet – og gør kunderne glade. Hun har fingrene i den teknologiske muld, og blogger på den baggrund om, hvordan virksomheder giver kunderne en bedre oplevelse gennem digitalisering og automatisering.

Susanne Møllegaard er adm. direktør i it-konsulenthuset Process Factory, der rådgiver om og udvikler digitale løsninger til forsikringsbranchen. Fintech står højt på hendes agenda. Hun er cand. oecon. og forhenværende underdirektør og forretningsansvarlig i forsikringsbranchen.