Bliv en diamant, når du dør

Katerina Pitzner
BLOGS Af

 

”Af jord er du kommet, til diamant skal du blive”. Sådan skrev jeg for nogle år siden her på linjen, da nyheden om det schweitziske firma, Algordanza, annoncerede med at tilbyde at lave din afdøde mor eller kæledyr om til en diamant. Om metoden har skabt en trend, kan jeg ikke udtale mig om, men der er i hvert fald kommet flere laboratorier til, som tilbyder denne service.

Hvert år kommer asker fra 800-900 mennesker ind på Algordanza-laboratoriet, der tre til fire uger senere hentes som diamanter. Det er et tilbud til de efterladte, som ønsker at bevare mindet om deres kære og have en følelse af, at de stadig er hos dem, forklarer stifteren, Rinaldo Willy, der desuden oplyser, at Japan er deres største marked, som står for 25% af firmaets omsætning.

Sådan foregår det

Kort fortalt handler det om, at de kan lave alt om til diamanter – både puddelhunden og svigermor. De anvender askerne og udsætter dem for en lignende proces, som de naturlige ægte diamanter bliver skabt under. I naturen foregår processen ca. 200 km under jordens overflade, hvor kullets struktur bliver forvandlet til diamant gennem konstant varme og tryk i flere millioner år. I laboratoriet reducerer de asken til kul, og hælder det ind i et lille kammer, der påvirker med 1400 graders varme og konstant tryk. Processen kan tage op til 120 dage.

Se hvordan her:

https://www.youtube.com/watch?v=-ZNyGrkFo4w

De fleste firmaer tilbyder en overskuelig procedure, som nok mest lægger op til, at de efterladte tager stilling. Men du kan jo også vælge selv, mens tid er.

Du kan vælge at blive en hvid, orange, gul, blå eller rød diamant. Afhængig af, hvor stor du vil være, hvilken farve, og hvordan du vil slibes, koster du fra 25.000 kr.- 115.000 kr. I Heart In Diamond laboratoriet i England tager det mellem 70 -120 dage. Jo længere du bliver derinde, des mere vokser du.

Hvis du ikke har valgt farve på forhånd vil du, som de fleste, se lidt blålig ud, når du er færdig. Det er fordi menneskekroppen indeholder en del bor, som er med til at farve diamanten blå. Du kan dog også vælge en anden farve på forhånd, som blot betyder, at du skal igennem en strålingsproces, der medfører, at du skifter farve.

Sådan gør du:

Beslut hvilket labaratorium, der skal lave dig

Vælg hvilken størrelse, farve og slibning(form), du vil blive

Vælg hvilket smykke, du vil sidde i

Få en efterlevende til at sende din asker til laboratoriet

Afvent produktionstiden

Nu er du en diamant

Hjemme hos os har vi ikke kunne dy os for at lave lidt sjov med det. Nogle af mine børn har for længst diskuteret hvem, der skal have mit lig, og hvilken farve diamant, jeg skal være. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det er noget rod. Tænk hvis jeg en dag bliver stjålet og havner på auktion. Så kan jeg risikere at ende et helt fremmed sted hos fremmede mennesker, der måske tror, at jeg er en helt almindelig diamant eller i værste fald bare en tilfældig syntetisk en af slagsen. Det tror jeg ikke, at jeg ville bryde mig om.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".