Ansæt aldrig en medarbejder til at udføre et bestemt job

Karim Ben M'barek

For nyligt kunne man læse, at topchefen i DFDS måtte sluge en kamel og lade sine medarbejdere gå på arbejde i cowboybukser. Niels Smedegaard, adm. direktør i DFDS, havde åbenbart indset, at de var blevet indhentet af virkeligheden, og de måtte gøre tingene anderledes for at kunne tiltrække de klogeste hoveder.

Han har fat i den lange ende. Og det handler ikke bare om cowboybukser. Det handler om, at spillereglerne for organisationsstruktur og tiltrækning af de bedste medarbejdere hele tiden forandrer sig. Alt går hurtigere i dag. Og det kommer kun til at gå hurtigere de næste år!  

Hos Washa er vi på to år vokset fra en lille garagevirksomhed – hvor vi bogstaveligt talt vaskede og tørrede vores kunders tøj hjemme i vores lejlighed – til knap 22 ansatte i dag, hvor den ældste kun er 31 år.

 

Generation Y

Vores medarbejdere er det, som folk vil kalde for generation Y eller de digitalt indfødte. Dvs. den generation der er født mellem 1977 og 1994. De er født

i en periode med en af de hurtigste teknologiske udviklinger i vores historie og i en virkelighed, som hele tiden ændrer sig.

Fælles for de folk, vi ansætter, er, at det er veluddannede folk, som lynhurtigt kan omstille sig til nye opgaver. De kan i princippet "tage et job i jobbet". De kan flytte rundt mellem en række forskellige funktioner og opgaver. Hvorfor? Fordi omstillingen og hastigheden kræver det.

Jeg tror ikke på, at medarbejdere i dag vil lade sig diktere, om de må have cowboybukser på eller ej. Eller om de kan arbejde, mens de ligger på ryggen med en Macbook.

Generation Y vil i dag have frie rammer, hvor de kan udfolde sig og tænke kreativt – uanset om det er hjemme eller på en arbejdsplads. Og de vil selv bestemme, hvornår de møder på arbejde.

Der skal kort sagt være et fleksibelt arbejdsmiljø. Mindre 9-17, mindre proces og meget mere hastighed og action. Det er den måde, man tiltrækker de bedste hoveder.


 

Se flere blogs



Profil

Karim Ben M'barek

Karim Ben M'barek

adm. direktør og medstifter, Washa.dk
Som iværksætter fra den digitale generation har Karim Ben M'Barek en klar holdning til, hvordan en nystartet virksomhed skal ledes og drives til succes. Han blogger om de daglige udfordringer, iværksættere møder.

Karim Ben M'Barek er adm. direktør for og medstifter af onlinevaskeriet Washa.dk, der tilbyder tøjvask og rens via digital bestilling. Han har tidligere arbejdet for den digitale tjeneste Autobutler.