Derfor blev verdens største diamant ikke solgt

Katerina Pitzner
BLOGS Af

Selv voksne mænd blev set med tårer i øjnene, når de stod med næserne trykket flade mod glasmontren med verdens største rå diamant. ”Lesedi la Rona” er en godt 3 milliarder år gammel sten, der blev fundet i November sidste år i Botswana.  

Århundredes fund

Stenen, der med sine 1.109ct kaldes århundredes fund, har ingen nulevende set mage til, og kan ikke sammenlignes med nogen anden rå diamant. Uden sidestykke er stenen den mest bemærkelsesværdige, der nogen sinde er kommet på auktion. Alligevel blev den ikke solgt.

Auktionen blev et flop

Ingen diamant, uanset om den er slebet eller rå, er nogen sinde vurderet i nærheden af prisniveau’et på USD 70 millioner, hvorfor var vi mange, der i spænding havde ventet på Sothesby’s auktionen i London i sidste uge. Men den blev et flop. Til alles skuffelse blev den ikke solgt, fordi mindsteprisen ikke blev mødt. Åbningsbuddet startede på USD 50 millioner, men efter 15 min. måtte auktionarius afbryde auktionen ved USD 61 millioner, pga. manglende bud.

Derfor blev den ikke solgt

I bagklogskabens klare lys er der en meget naturlig forklaring. Man valgte, stik imod sædvane og normer, at forsøge at sælge stenen på offentlig auktion. Det er meget sjældent at en rå diamant bliver solgt på auktion og endnu mere sjældent, at den bliver solgt på en særauktion, hvor den optræder som eneste vare, der skal under hammeren. Formålet kan have været at få verdenspressens opmærksomhed for at tiltrække nye købere uden for det etablerede marked. Det skulle vise sig at blive en forkert beslutning. Verdenspressen kom, men køberen udeblev.

Kæmpe risiko

Der er meget få i verden, som er i stand til at estimere, hvad resultatet af en sådan sten kan blive, når den er slebet. Risikoen for fejlvurdering og fejlhåndtering er kolossal og kan have fatale følger.  Men bliver det gjort rigtigt, og går intet galt under slibeprocessen, kan den ende med at blive verdens største slebne diamant og opnå den allerfineste klarhedsbetegnelse for hvide diamanter ”River”. Hvad prisen på denne i så fald vil blive, tør jeg ikke gisne om, men det er langt over de USD 70 millioner.

Det forlyder, at stenen nu vil blive solgt gennem de sædvanlige salgskanaler, hvor det er sædvane at sælger bevarer et procentuelt ejerskab af stenen, og hvor man deles om både risiko og gevinst.

Aktiekurs i frit fald

Det udeblevne hammerslag påvirkede ejeren, Lucara Diamond Corporations aktiekurs, som umiddelbart efter nyheden faldt 14,5% på den canadiske børs. Den, ellers generelt pænt performende aktiekurs, ser dog ud til at være ved at rette sig igen.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".