Papirfly sikrer sejr

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Lige om lidt er det sommer og ferie, men hvorom alting er, så er der forberedt sagsmapper om indkøb af kampfly og beslutningen er truffet: Danmark skal have 27 nye kampfly.

Det koster pænt mange penge.

Nuvel, vi er en krigsførende nation, materiel skal udskiftes og vi vil som land gerne tages alvorligt i koalitioner og internationale aktioner. Der er dem, som mener, at 27 fly er alt for lidt.

Der er også dem, som mener, at det kunne være lige så relevant eller mere relevant med fragtfly, som kan sikre forsyninger, eller tankfly, som kan overføre brændstof i luften. Men næ nej, Danmark vil have en omgang potente kampfly. Det ved man da hvad er.

Mange små eller få store
Et kampfly koster cirka en milliard kroner i anskaffelsespris, men der er også mængderabat ved indkøb af militært isenkram, så lad os gå ud fra en stykpris på 800.000.000 kroner. En drone koster cirka 3.000 kroner.

I stedet for at købe 27 kampfly kunne man for de samme penge købe over 7 millioner droner. Dertil kommer bemandingen og mobiliteten. En droneoperatør kan sidde bag en computerskærm i en safezone, der skal trykkes på nogle knapper. En jægerpilot skal gennemgå en krævende og kostbar uddannelse. Uddannelsen til jægerpilot er landets dyreste.

Et godt forsvar såvel som et godt angreb afhænger af mange ting. Ressourceovervejelse og kontekstforståelse er betydende faktorer.

Det ved jeg fra de gange, jeg har set mine børn spille krigsspil.

Man kan ikke vinde en krig, selv med den bedste rytterhær, hvis der ikke er græs til hestene. Man kan ikke vinde en krig, selv med de største tanks, hvis man ikke har trænet bemanding. Man kan næppe heller vinde en krig, hvis man ikke har en troværdig tolk, som kan forhandle og føre dialog med modpart og samarbejdspartnere.

Man kan heller ikke vinde en krig, selv med de bedste kampfly, hvis indkøbet af kampflyene betyder at man ikke har økonomi til alt det andet, som også burde effektueres.

Oldschool Warfare
Måske har jeg læst for mange John le Carré-bøger, måske er jeg for meget på de sociale medier og i de alternative miljøer. Men er krudt og kugler, kampfly og luftbombardementer ikke lidt gammeldags?

Vi mødes jo ikke bare på en mark og trutter i en trompet og lader de unge mænd tordne mod hinanden. Kontemporær krig er (også) hemmelig. Vi ser den ikke.

Krigen kæmpes bag lukkede døre, foran skærme på kontorer. Krigen kæmpes ved møder mellem få mennesker. Selve konfrontationskrigen kan undgåes eller minimeres gennem velfungerende efterretningstjenester, som arbejder på tværs af nationer.

Hertil kæmpes krigen effektivt af hackere, som kan lamme civilisationer ved at fjerne eller ændre statslig data og blande sig i forretningslivets transaktioner. Angreb kan ramme fra uventet eller umiddelbart svag side. Det behøver ikke koste særlig meget at have et dusin russiske hackere siddende i et kælderkontor.

Det siges, at de allierede fik et gennembrud og vandt Anden Verdenskrig fordi det lykkedes at knække nazisternes Enigma-kode. Adgang til information, og intelligent anvendelse af denne information, kan forhindre overdreven brug af krudt og kugler.

Undskyld. Jeg er kunsthistoriker. Egentlig kan jeg ikke tillade mig at udtale mig om den slags, men nu er vi ved at nå til pointen.

Slå med kultur
I forlængelse af The Madison Valleywood Project, hvor staten samarbejder med private medie- og tech-virksomheder om at blokere konti med voldelig propaganda og rekruttering til terror, opfordrede Barack Obama igen for nylig til at voldspropaganda modsvares ikke bare af statslige initiativer men fra alle dele af samfundet (Financial Times den 21. juni 2016).

Og så bliver jeg glad. Glad, fordi en leder henvender sig til et folk. Ikke bare til sit eget folk, men til folk i det hele taget. Mennesker, individer, som via kulturen kan påvirke og bidrage til at rykke verden i en mere humanistisk og fredsommelig retning.

Det bør siges så ofte, som muligt. Terror handler ikke om at dræbe mennesker. Terror handler om at plante frygt. Det er frygten, som er dræbende. Kunsten og kulturen kan trække i den anden retning.

I USA er det ingen hemmelighed, at det er Hollywood mod ISIS, for moderne krigsførelse inkluderer aktivering af global massekultur. Staten fører Public Diplomacy og bruger kunstnerne.

Den amerikanske stat gjorde det samme med held under Den Kolde Krig, hvor CIA samarbejdede med kulturinstitutioner som MoMA, som promoverede amerikansk kultur som et stærkt og moderne brand.

Også Tony Blair var i sin tid som Storbritanniens premierminister i slut 1990erne eksplicit med sin aktivering af og direkte relationer til kunst- og kulturlivet i form af YBA (Young British Art). Blair konsulterede endda reklamebureauet Saatchi & Saatchi. Det er dem, som også har hjulpet Alternativet til en stærk visuel identitet og folkelig kampagne.  

Klip en fugl
Jeg ser på et kunstværk af Peter Callesen og bliver opløftet. Det ser sådan ud:

Jeg vælger at se det som et kampfly, der alligevel ikke bliver et kampfly, men i stedet bliver til en fugl. En hvid fredsdue, det er ikke engang løgn. Enten er flyet meget lille eller fuglen er meget stor.

Du ser måske noget andet. Du ser måske den anden bevægelse, altså en fredsdue, der sænker næbet, klapper vingerne ned og bliver til et kampfly.

Fold et fly
Moderne krigsførelse handler også om kultur. FN, NATO osv. har ad flere omgange sørget for at producere radio til regioner med voldsdiktaturer, så borgerne i disse regioner kan modtage udsendelser på deres eget sprog. Radioudsendelserne handler om at give et mere varieret og  informeret billede af en global verden.

Diverse NGO-organisationer sørger samtidig for at beskytte og uddanne lokale journalister. Både journalister og kunstneres arbejde cirkuleres. Sådan vinder vi krigen. Det er besværligt og langsommeligt men altafgørende.

Jeg vil gerne sende luftblade ud, ligesom den cyklende flok på slotspladsen.

Selvfølgelig er dette flimrende foto i sort hvid, for det er som en drøm med vage farver, hvor voksne mennesker cykler omkring med papirfly, som en stille invasion uden blod.

Flyene bærer billeder, som menneskene gerne vil udbrede. Flyene kastes ikke tilfældigt, men på den offentligt tilgængelige slotsplads ved de royales residens. Flyene kastes fra cykler, der rasler over brosten, men ellers er der ingen lyd. Ingen råb.

Aktionen fandt sted på årsdagen for D-day under Anden Verdenskrig, hvor de allierede styrker invaderede Normandiets kyster og angreb den tyske besættelsesmagt. D-day bruges også som betegnelse for en hemmeligholdt militæraktion.

Herved er der en parallel til kunstneren, der ynder at hemmeligholde sine aktiviteter før selve realiseringsøjeblikket, navnlig når disse aktiviteter realiseres uden invitation og uden relation til en institutionel ramme.

For det er lige præcis dét, kunstneren kan: mobilisere mennesker til pludselig og poetisk aktion.

Et ark A4-papir koster cirka 00,10 kroner. For prisen på 27 kampfly kunne man købe over 200 milliarder ark A4-papir.

Første billede er Peter Callesens Bird fra 2013, som er lavet af et ark A4-papir. Andet billede er fra Thierry Geoffroy Colonels Flying Exhibtion D-day aktion den 16. juni 1989. Se filmen her (0:25 minutter). 


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.