En sejr for det post-sandfærdige samfund

Teis Knuthsen
BLOGS Af

Det politiske vakuum er nu fuldstændigt.

Englands premierminister David Cameron traf en måske sjælden klog beslutning, da han meddelte at han trak sig uden at igangsætte en artikel 50 udmeldingsprocedure fra EU. En ny leder af det konservative parti, og en ny premierminister, ventes til oktober. Denne person ventes at igangsætte artikel 50. Flere potentielle ledere har dog set noget lamslåede ud ved tanken om, at det er på deres vagt, at en udmelding bliver en realitet.

Ovre hos Labour ser det ikke bedre ud. Jeremy Corbyn kan forvente et mistillidsvotum denne uge, efter at han er begyndt at fyre folk fra sit skyggekabinet, og også dette parti har nu vendt fokus indad.

Nigel Farage fra UKIP fejrede sejren fredag morgen med at afsløre, at løftet om at bruge pengene fra EU-budgettet på det engelske sundhedssystem var en ”mistake”. Altså en løgn. Siden har vi ikke hørt fra ham.

Boris Johnson fra de konservative, og de facto leder at Leave-kampagnen, forsvandt ligeledes fra scenen, men proklamerede søndag aften at ”Britain is part of Europe – and always will be”. Cheers, mate. Ligeledes udtalte han at UK vil forblive i EU's indre marked, men uden at skulle acceptere fri bevægelighed, og dermed immigration. Se, det vil være et imponerende forhandlingsresultat!

I Europa meddelte først en række udenrigsministre, at England skulle skynde sig med at melde sig ud. Sidenhen har Tysklands Angela Merkel sagt at der er god tid.

 

Der var altså ikke en plan fra de engelske ledere, ikke en gang fra lederne af Leave. Og heller ikke en fra de europæiske. I dette post-sandfærdige samfund kan det måske ikke overraske, men jeg må indrømme at jeg er en smule pikeret. I Danmark gik vores statsminister i Cirkusrevyen fredag aften, efter sigende for at nyde en parodi på sig selv.  

Det vi ved sådan nogenlunde her og nu er, at UK ikke påbegynder en udtræden før tidligst sidst på året. Justitsminister Michael Gove mener at man skal være helt færdige med de uformelle forhandlinger, inden de formelle kan begynde, så måske kommer en artikel 50 procedure … aldrig.

Hvordan skal markederne prisfastsætte dette?

Først og fremmest skal man holde sig for øje, at dette er en politisk krise snarere end en finansiel krise. Det kan blive en finanskrise, men er det ikke nu og behøver ikke blive det.

I Spanien gav søndagens valg en sejr til de etablerede partier, og Mariano Rajoy fra Partido Popular ser ud til at kunne fortsætte i en mindretalsregering. Den næste store europæiske test kan komme ved folkeafstemningen om en række politiske reformer i Italien til oktober. Et nederlag til premierminister Matteo Renzi kan ultimativt sende magten i hænderne på Five-Star bevægelsen, hvis leder Beppe Grillo ønsker an afstemning om italiensk euro-medlemskab. Nævnte jeg at italienske banker i den grad mangler kapital?

Vi mangler politisk lederskab, og vi mangler den her og nu. Brexit kan blive en sejr for en mere liberal politisk udvikling i Europa. Men desværre er et langt mere dystert billede også muligt.

Set fra de finansielle markeder tror jeg fortsat, at vi følger i sporet af de tre finansielle bølger, jeg skrev om forleden (se her). Den første bølge, stop-loss, skyllede over os fredag, og er måske ikke helt forbi. Den anden bølge handler om porteføljetilpasning, og vil dominere denne uge. Stigende volatilitet betyder at risiko-følsomme porteføljer er tvungne sælgere, og som vi så for eksempel i august 2015, så kan effekten heraf være betydelig. Derfor skal man fortsat træde varsomt. Den tredje bølge er kontrær, og starter når et flertal af investorer ønsker at drage fordel af ganske betydelige prisfald.

 


 

Se flere blogs



Profil

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen

Teis Knuthsen har det makroøkonomiske overblik og kan se de store linjer. På bloggen her finder man originale vinkler på verdensmarkedets udvikling.

Teis Knuthsen er cand.polit. og investeringsdirektør i Saxo Privatbank, hvor hans fokus er aktivallokering og produktudvikling. Tidligere har han været både investeringsdirektør i Nykredit og Global Head of FX Research hos Danske Bank.