Nej til kæmpe diamantordre

Katerina Pitzner
BLOGS Af

Hvem drømmer ikke om, at få den der million (eller milliard) ordre ind på en ganske almindelig hverdag? Fuldstændig ud af det blå, ligger der en mail om, at man er den særligt udvalgte leverandør af en kæmpe ordre.  Sådan en fik jeg (igen) her til morgen:

”Til Katerina Pitzner, CEO Copenhagen Diamond Exchange.

Vi har et seriøst diamantopkøbernetværk linet op i NYC og Miami. Nedenfor er en liste over, hvad vores kunder er interesserede i. Min partner er i direkte kontakt med køberne. Lad mig vide, hvis en sådan handelsaftale kan etableres i henhold til nedenfor nævnte procedurer:

Vi vil købe følgende:

• Størrelse: 5 - 30 ct.

• Farve: D-E-F-G-H

• Klarhed: IF-VVS1-VVS2-VS1-VS2 og nogle SI1

Vi kan købe for op til 1 milliard USD om måneden. Det er hedgefonde i Chicago og New York, som står bag financieringen.

Der er 2 fremgangsmåder, af hvilke vi foretrækker den førstnævnte, da vi gerne vil møde dig og lave en kontrakt i New York, så vi begge ved, at vi er seriøse og klar til at lave forretning.

Vi foreslår følgende:

1)  Tag diamanterne med til New York med kurer. Vi møder dig og dine folk i lufthavnen og sørger for sikkerhed fra lufthavnen til vores eget sikrede sted uden for lufthavnsområdet. Her vil vi afslutte sikkerhedsopgaven med dine folk, og vores egne sikkerhedsfolk vil overtage. Vores sikkerhedsfolk er Secret Service medarbejdere, der arbejder for Præsidentens sikkerhed, FBI og det lokale politi. De vil eskortere dig til Malca Amit i New York, hvor dine diamanter bliver bragt i sikkerhed i et pengeskab. Vi møder dig herefter hos Malca Amit og medbringer vores gemmologer, som vil gennemgå og verificere at diamanterne matcher de, i kontrakten, beskrevne. Malca Amit vil enten overføre pengene til din konto eller udstede en check, som du kan tage med. Mens du er i New York, kan du og dine folk være vores gæster på The Waldorf Astoria Hotel på vores regning. Når vi er færdige, vil en limousine tage dig og dine folk tilbage til lufthavnen.

Den anden mulighed er:

2)  Du sikrer diamanterne i Malca Amit og sender os pakkenummeret og kvitteringen. Vi viser og bekræfter vores midler op til 1 milliard USD, hvorefter vi verificerer og afhenter diamanterne.

Den sidstnævnte fremgangsmåde er mere uformel, og hvis du vælger den metode, foreslår vi, at du stadig kommer til New York for at skrive en indledende kontrakt, hvor vi sikrer, at der indgås en aftale om, at etablere løbende leverance hver måned.

Send venligst et bekræftelse, så snart du har besluttet dig for fremgangsmåden.

Med venlig hilsen..”

Man kan jo ikke skue hunden på hårene, og alle henvendelse bør behandles med respekt, men selvom jeg holder meget af The Waldorff Astoria, er det nogle gange ikke så svært at takke nej, når sådan en mulighed opstår.

Jeg må desværre erkende, at uanset nationalitet, er det et ufravigeligt faktum, at diamanter også tiltrækker en del små-suspekte typer.  Den etablerede diamanthandel er dog stadig bygget på tillid og kompetence, men i periferien af handlen findes mange lykkeriddere og brådne kar, som indimellem kiler sig ind i den ellers lukkede verden.

Jeg takkede naturligvis for deres henvendelse, og anmodede dem høfligt om at starte med at troppe op med gysserne på kontoret i Antwerpen. Så kan vi jo tage den derfra.


 

Se flere blogs



Profil

Katerina Pitzner

Katerina Pitzner

Diamanthandler
Katerina Pitzner blogger om det, der er værd at vide inden for diamantbranchen. Uanset om du overvejer at investere i egne ædelstene eller bare deler interessen for den eksklusive handelsvare, er Katerinas blog det rette sted at følge med.

På vegne af private forbrugere og investorer handler Katerina Pitzner direkte på verdensmarkedets diamantbørser og sidder selv som direktør for Copenhagen Diamond Exchange. Hun er desuden forfatter til bogen "Diamantjægeren – en rå verden i glimt".