Noget om titler

Line Rosenvinge
BLOGS Af

Fruentimmer eller kvinde. Automobil eller bil. Skøge eller prostitueret. Sprog ændrer sig! Hvis man vil give en præcis og forholdsvis værdineutral beskrivelse er det en klar fordel at vælge et tidssvarende ord. Så de fleste forstår det meste.

Selvfølgelig må Statens Museum for Kunst (SMK) ændre kunstværkers titler og følgebeskrivelser så neger bliver til afrikaner.

For det første er det ikke kunstnerens titel som ændres. Mange ældre kunstværker, typisk værker før 1850, har ikke fra kunstnerens hånd fået en titel, men er ved optagelse i en museumssamling blevet registreret med en forholdsvis værdineutral beskrivelse. Hvis denne beskrivelse bruger ord, som har ændret betydning, så bør disse udskiftes. Ændringen vil desuden fremgå i titelhistorikken i en kommende database.

Naturligvis kan et museum ikke gå ind og ændre en titel, som en kunstner har valgt. Dét ville være historieforfalskning. Museet skal godtage usandheder og stavefejl, hvis disse er en del af den titel, som værket er født med, fordi disse er en del af kunstværkets historie. Museet kan retteligt senere kommentere og perspektivere relevante forhold i det formidlingsmateriale, som måtte omgive værket. Kunstnerens originaltitel bevares. Kun kommentaren ændres.

I den forgange uge har SMK fået hug for at ændre 14 af museets beskrivende titler, så neger bliver til afrikaner. Der er gået politik i den. Og hurra for det.

Noget om værdier
I den forgangne uge blev DONG børsnoteret, penge cirkulerede, men det er altsammen tal. Nogle får, nogle mister, fordi de ikke er del af festen. Værdier skabes, siger man. Værdier skaber flere værdier, siger man. Tal flytter fra én kolonne til en anden. Det kan vi tale om rigtig længe, selvom det velsagtens er de færreste, som faktisk forstår, hvad der sker og som har andel i det, som skabes.

Så er der kulturens værdi. Det er en værdi, som vi alle har ejerskab til. Og som vi alle bidrager til og bruger af, mere eller mindre bevidst. Det er også en værdi, som udvikler sig.  

Museerne gemmer på de sande værdier. På de værdier, som vi alle kan have ejerskab til og en holdning om. Museerne gør sig umage med at indsamle de kulturelle værdier. Museerne giver os mulighed for at besøge værdier fra forskellige steder og tider.

Tal flytter fra én kolonne til en anden kolonne. Hvad holdning kan jeg have til det? Ord flytter og jeg bliver rørt i min sjæl.


Længe har dette billede heddet Negerhoved, men det kunne også bare hedde Portræt af ukendt afrikaner. Billedet er lavet af Christian IV’s hofmaler Karel Van Mander III og tilhører SMK. Værket er fra 1609 eller 1610 og blev erhvervet af museet i 1938.


Her et andet værk af samme kunstner i SMK's samling. Værket har fået den beskrivende titel
Siddende mandlig model, bortvendt hoved og venstre arm løftet for panden (cirka 1670).


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.