Jeg kan ikke alene

Line Rosenvinge
BLOGS Af

"Jeg kan ikke alene, vil du være med?" sådan sagde kunstneren, Poul Gernes (1925-1996), hvis værker fra navnlig 1960erne og 1970erne aktuelt kan ses på Louisiana Museum of Modern Art.

Gernes oprettede sammen med kunstnerkolleger firmaet Hjælp, som resocialiserede narkomaner, ved at lade dem renovere vandrehjem. Han underviste i materialelære og slæbte skrotfund og diverse hen til Eks-skolens kunststuderende. Han bad folk trække farveprøver, som blev dem, der kom med på billederne med blank lak på masonitplader.

Han foreslog, at der blev sat en 23 meter høj mølkebøtteskulptur på havnen i Grenaa. At overdimensioneret lakridskonfekt skulle hænge fra loftet i kantinen til Esbjerg Seminarium. Hverken eller blev til noget, men det gjorde til gengæld over 180 andre udsmykninger på skoler, kollegier, rådhuse og virksomheder.

Mest kendt er farvesætningen af Palads-biografen og Herlev Hospital. Arbejdet med sidstnævnte strakte sig over otte år.

Tro ikke, at kunstneren Gernes var en glad hippie eller en sær avantgardefigur. Han stod op og arbejdede, han ville have det til at lykkes, for kunsten skulle ikke være et reservat men noget, som blev en del af de fælles rum i samfundet.  

Det var kulørt! Det var farver uden forbehold og materialer af alskens salgs. Det var eksperimenter og generøsitet sat på system. Ikke et oprør med autoriteter, men et forsøg på at levere til velfærdsstatens institutioner.

Jeg vil gerne være med. Jeg vil gerne have flere farver på husene, uden på og indeni. Jeg vil gerne have, at vi gør det sammen. At vi taler om, hvordan flagene kan se ud. Hvordan drømmeskibene. Og jeg vil kravle op på pyramiden, fordi det er et godt sted at sidde, sammen.


Poul Gernes: Uden titel (”Drømmeskibet”), 1968. Installation, mixed media, variable mål. Sorø Kunstmuseum (deponeret af Gernes Estate) © Gernes Estate. Foto Lea Nielsen.


Poul Gernes: Uden titel (Forslag til EF-flag), 1972. Tekstil 136 x 115 cm. © Gernes Estate, courtesy Galerie Bo Bjerggaard.


Poul Gernes: Pyramide, 1967/2016. Skalamodel af ikke realiseret udsmykning til Israels Plads, København. Træ, 6 × 12 × 12 m. © Gernes Estate, courtesy Galerie Bo Bjerggaard. Foto Kim Hansen.


Poul Gernes: Uden titel, 1966-68. Lakfarve på masonit. 4 dele, samlet 244 × 244 cm. Klara Karolines Fond, © Gernes Estate, courtesy Galerie Bo Bjerggaard. Foto Anders Sune Berg.

 

Udstillingen POUL GERNES Jeg kan ikke alene, vil du være med? kan ses på Louisiana Museum of Modern Art til den 16. oktober 2016, udstillingen bliver anmeldt i den trykte avis.  


 

Se flere blogs



Profil

Line Rosenvinge

Line Rosenvinge

Kunsthistoriker
Tender Task
Taler ofte og gerne om kulturens væsentlighed, har høje tanker om kunstens værd og stiller krav til kunstens kunnen. Deler det, som er godt og vurderer også det, som går galt. Her på bloggen får du en fornemmelse for aktuelle hændelser fra kulturens verden med tanke på bredere relevans. Men du får også indblik i afkroge af kunstlivet, som du ellers ikke møder den i dagspressen.

Rosenvinge er siden 2005 selvstændig via Tender Task som kunstkritiker, forretningsudvikler og salonværtinde.